Fortsæt til indhold
Indland

Bilister fik P-bøder trods dankort-nedbrud

Mandagens store dankort-nedbrud gav gratis parkering - nogen steder.

Private parkeringsselskaber uddelte parkeringsbøder, selvom det meste af landet var ramt af dankort-nedbrud. Det skriver dr.dk.

"Vores automater kan også tage imod mønter, så vi har opkrævet betaling og udstedt afgifter som enhver anden dag," siger Thomas Larsen, regionschef for Cityparkering København.

Selvom det altså ikke var muligt at bruge dankortet, mener Thomas Larsen, at det var helt fair at udskrive bøder alligevel.

"Forestil dig at du gik ind i dit supermarked og ikke betalte for varen, når du gik ud," siger Thomas Larsen.

Gratis i Aarhus

I Aarhus valgte man til gengæld at gøre al offentlig parkering gratis.

"Der er så få, der har mønter på sig i dag, så derfor besluttede vi, at alle holdt gratis," siger Niels Richard Madsen, ekspeditionssekretær i Trafik og Veje i Aarhus, til dr.dk.

I København kan de offentlige dankortterminaler køre offline. Derfor virkede automaterne fint på trods af nedbruddet.