Det er livsfarligt at kede sig
Undersøgelser påviser med stor tydelighed, at det er livsforkortende at kede sig. Kvinder keder sig mest.
Keder du dig lige nu, så gør noget ved det med det samme. Britisk forskning har nemlig videnskabeligt dokumenteret, at det koster dyrt i livslængde at gå og kede sig til daglig.
Tallene fra et studium foretaget på University College London taler deres tydelige sprog. Forskere fra universitetet fulgte op på en undersøgelse af 7.500 offentligt ansatte efter 25 år. Deltagerne i undersøgelsen var mellem 35-55 år, da studiet gik i gang. Ved kontrollen sidste år var en del afgået ved døden, og af deres data kunne man konkludere, at de som havde kedet sig mest, var stærkt overrepræsenteret.
Hvorvidt man kedede sig var en personlig vurdering. Deltagerne havde selv angivet, om de synes deres liv var kedeligt eller spændende.
Usund livsstil
Sammenholdes data for de deltagere, der efter eget udsagn kedede sig meget, med de, som mente, at deres liv var stærkt underholdende, er overdødeligheden hos de førstnævnte så stor som 100 procent. Med andre ord vil det sige, at to tredjedel af de, som var afgået ved døden, selv syntes, at de havde meget kedelige liv.
Konklusionen er justeret for forskel i alder.
Den engelske avis The Telegraph, der omtalte forskningsresultatet i begyndelsen af februar, noterede desuden, at en af årsagerne til den tidligere død ifølge forskerne kan være, at folk, som keder sig, har en større trang til at ty til en usund livsstil med overforbrug af tobak, usund mad og alkohol.
Tydelig forbindelse
Studiet foregik ved, at de flere end 7.500 offentligt ansatte midt i 1980'erne var blevet undersøgt og adspurgt om en række personlige forhold. I april 2009 gik universitetets forskerhold besvarelserne igennem og undersøgte, hvor mange af deltagerne der i mellemtiden var døde og i hvilken alder.
Af deltagerne havde omkring 10 procent et kedeligt liv på tidspunktet for udfyldelsen af spørgeskemaet. Kvinder kedede sig i gennemsnit dobbelt så meget som mænd.
Forskerchef Martin Shipley, som har beskrevet undersøgelsen i det ansete tidsskrift "International Journal of Epidemiology", finder en tydelig forbindelse mellem kedsomhed og hjertesygdomme.
"Det er vigtigt, at folk, som har et kedeligt arbejde, gør, hvad de kan for at finde sig nogle spændende interesser for at holde kedsomheden nede og undgå at begynde at drikke og ryge," sagde Martin Shipley.
LÆS OGSÅ: Dyre ferier gør os ikke lykkeligere