Fortsæt til indhold
Digitalt

Panasonic

Japanske Panasonic er først og fremmest kendt for deres glimrende plasmaskærme, men de laver også mange gode LED-baserede tv’er. I år sker der også spændende ting på smart-fronten fra Panasonic.

Audun Hage, Lyd & Billede

Til 2013 har Panasonic givet deres menusystemer en kraftig overhaling. Når du tænder tv’et, mødes du af menuforsiden My Home Screen, som du selv kan tilpasse med det indhold, du er mest interesseret i. Panasonic-skærmene har indbygget kamera med ansigtsgenkendelse og skifter profil efter, hvem der sidder foran tv’et. Menuforsiden kan laves helt personlig. Det vil sige, at du kan lægge dine favorit tv-kanaler ind og genveje til applikationer (YouTube, Netflix, Facebook osv.) såvel som bogmærker til de mest besøgte hjemmesider. Du kan også lægge dit eget baggrundsbillede ind, uploadet til tv’et via SD-kort.

En anden ting, som er forbedret, er Panasonics fjernbetjenings-app til iPad og iPhone. Den opdaterede app kan styre alle funktioner og lader dig lave indstillinger og menuvalg uden forstyrrende menuruder på tv-skærmen. Panasonic-app’en giver adgang til alle avancerede billedparametre, hvor du kan se de ændringer, du laver, umiddelbart i fuld skærm. Det er specielt smart, når man vil ændre billedindstillinger.

Dobbelt tv-tuner

En anden stor nyhed på Panasonics topmodel for 2013 er dobbelt tv-tuner. Årets ST-, GT-, VT-, WT- og DT-modeller kommer med dobbelt tv-modtager til både satellit (DVB-S2), kabel (DVB-C2) og DVB-T, med to indbyggede CI+ kortlæsere. Det giver flere interessante muligheder, som vi har nævnt tidligere i artiklen. Panasonic lader dig desuden optage tv-programmer og lagre dem på en krypteret harddisk, som kan deles med andre Panasonic tv’er over netværk med DLNA.

Modelserier

ZT60

Bliver Panasonics nye, eksklusive topmodel, med hvad japanerne kalder Studio Master billedpanel. På denne model har Panasonic elimineret luftlaget mellem billedpanel og frontglas, hvilket gør, at tv’et slipper mindre lys ind og mere lys ud. Det har resulteret i forbedret kontrast, samtidig med at man undgår “dobbeltbillede” som følge af lysrefleksioner. Vi fik ZT60 at se side om side med 65VT60 og Pioneers gamle topmodel KRP60, og der er ingen tvivl om, at billedkvaliteten er i den øverste top med rekorddybt sortniveau.

ZT60 kommer kun i en 60 tommers udgave og bliver i første omgang produceret som en Limited Edition med 20.000 eksemplarer på verdensplan. Prisen er ikke endeligt fastsat, men der tales om et beløb omkring 40.000 kroner.

VT60

Lige under topmodellen kommer Panasonics “ordinære” topserie, den naturlige arvtager til VT50-serien. De nye VT60-modeller lader til at have store ligheder med forgængeren, med samme type Infinite Black Ultra plasmapanel, men får nu indbygget Skype-kamera og egen touch-fjernbetjening med stemmestyring. VT60 kommer i 55, 60 og 65 tommers format.

ST60

Panasonics budgetvenlige ST50-serie er blevet meget populær, og vi endte med at kåre den prisgunstige 65ST50 til “Årets bedste plasma”. Arvtageren ST60 bliver Panasonics billigste serie med 3D og ser ud til at fortsætte dér, hvor den gamle slap, med et plasmapanel af typen Infinite Black Pro. Det bliver spændende at se, hvordan den nye serie placerer sig prismæssigt i forhold til den gamle. ST60 bliver tilgængelig i 50, 55, 60 og 65 tommer.

WT60

Panasonics topmodel blandt LED LCD-skærme kommer i 47 og 55 tommers udgaver med 200 Hz panelfrekvens og hele 3600 Hz (!) scanning backlight. WT60 har et slankt design med helt gennemsigtig fod. Nyt på WT60-serien er et specielt fasefilter, som forbedrer farve og kontrast uafhængigt af synsvinkel. WT60 er desuden spækket med finesser som Skype videokamera og kommer med Twin HD-tuner til både satellit, kabel og DVB-T, og to indbyggede CI+ kortlæsere.

DT60

DT60 erstatter den populære DT50-serie og bliver Panasonics “bang for the buck” serie på LCD-siden. Den kommer nøjagtig som WT60 med dobbelte tv-tunere og alle de muligheder, det indebærer. Forskellen er et noget enklere billedpanel med 100 Hz panelfrekvens/1600 Hz Scanning backlight, og at der ikke er indbygget Skype-kamera.

Priser er endnu ikke fastsat.