Politikere i ny strid: Hvordan vil indvandringen blive set i historiens lys?

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Det begynder vist så småt at dæmre for den nuværende generation af politikere, at historiens dom over det store samfundseksperiment, som indvandringen fra ikkevestlige lande udgør, kan blive hård.

Kun sådan kan man forstå den række af forsøg på at versionere mange års politisk debat om indvandringen, som den senere tid har budt på. Det kan også siges mere firkantet: Flere er begyndt at skrive historien om. Der er kommet et hensyn til historien ind i debatten, som er nyt; muligvis forståeligt, men ikke altid lige klædeligt.

Først var det den tidligere radikale leder Marianne Jelved, som følte anledning til at meddele, at det navnlig er de borgerlige partier, der bærer ansvaret for den skelsættende ændring af udlændingeloven i 1983.

Forleden var det så Jelveds partifælle Sofie Carsten Nielsen, som kaldte det en »banal konstatering«, at antallet af indvandrere betyder noget for samfundets evne til integration. Denne så banale konstatering må man ellers nok sige hidtil har ligget ganske fjernt fra det særlige menneskesyn, som De Radikale insisterer på at være drevet af.

Og dagen derpå efter valget i Norge, der gav socialdemokraterne en syngende lussing, var det de danske socialdemokraters politiske ordfører, Nicolai Wammen, der benyttede lejligheden til at slå fast som en selvfølge, at »antallet betyder noget«, hvilket nu om dage er en ufravigelig ledetråd for Socialdemokratiet.

Det sidste er rigtigt, men det er også rigtigt, at det er en ret ny erkendelse. Socialdemokratiet var i årtier helt enigt med De Radikale om, at det mindre var antallet af indvandrere end det danske samfunds vilje og evne til at tage imod, som er afgørende for, hvordan integrationen lykkes.

Der er dog forskel på de to partier. De Radikale er ude i et rendyrket forsøg på at skrive historien om. Fremstødet virker desperat; et forsøg på at redde sig fra historien. Socialdemokratiet derimod har under sin nye formand, Mette Frederiksen, bevidst lagt kursen om, og det må man have respekt for. Alle har lov at blive klogere og opdage, at virkeligheden, som den er, er meget anderledes end virkeligheden, som man ønsker, at den burde være.

Men også andre lader sig mærke med, at tiden kan vise sig historisk. Statsminister Lars Løkke Rasmussen har haft regeringen samlet til seminar om integrationsproblemerne. »Vi har nogle bysamfund, som er rene parallelsamfund. Der har vi svigtet historisk,« sagde statsministeren. Dér var den igen; referencen til historien.

I ugens løb meldte en bred kreds af partier, at der skal stilles større krav til indvandrere om at tilpasse sig danske normer og værdier. Assimilation hedder det, i modsætning til integration. Indtil for nylig udløste synspunktet et ramaskrig. Nu er det mainstream. Heri ligger en erkendelse af, at meget på indvandrerområdet hidtil er gået skævt, og at noget må gøres. Men der ligger også en bevidsthed om, at fremtiden for Danmark formes i dag; en slags hensyn til historien.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen ved også, at det gælder om at redde sig over på den rigtige side af historien. Han jublede over, at mange flere flygtninge nu kommer i job. Det er der sandelig grund til at glædes ved, men det hører med, at der i dag ikke er flere flygtninge i job end i 2010 – året før SRSF-regeringen slækkede på kravene om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Det er også en kamp om historieskrivningen, der foregår.