Rusland bør ikke blive overrasket over i stigende grad at blive betragtet som et problem for stabiliteten i Europa

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Mange håbede på et fredeligt og demokratisk Rusland efter Sovjetunionens sammenbrud for 25 år siden, vel ikke mindst russerne selv. Siden har Kreml været i krig med Georgien, støttet Transnistriens løsrivelse fra Moldova, udløst en blodig konflikt i det østlige Ukraine, annekteret Krim og taget parti for Syriens diktator Bashar al-Assad. Vladimir Putin fungerer som en slags evighedspræsident, systemkritikere dræbes, forfølges eller sendes til Sibirien, og frie medier er i overvejende grad udryddet.

Næste måned holder Rusland endnu en militærøvelse, Zapad 17, som også omfatter operationer i Hviderusland og enklaven Kaliningrad. Vestlige iagttagere regner med mindst 100.000 mand, Kreml siger, det er færre.

Hvad russerne egentlig er i færd med, er vanskeligt at fastslå. Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, beklager, at Rusland ikke lever op til den gennemsigtighed, som man er blevet enig om i Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE). Nato-observatører i større tal bliver åbenbart ikke tilladt, om end enkelte iagttagere fra Letland og Litauen er inviteret. Russerne hævder, at øvelsen er defensiv, men i betragtning af, at man ved en tidligere sammenkomst har gennemspillet et atomangreb mod Warszawa, kan man have sin tvivl.

I denne situation har Danmarks ambassadør i Moskva, Thomas Winkler, søgt at berolige offentligheden. I en kronik i Berlingske medgiver han, at »Rusland fremstår aggressivt i Syrien, Ukraine og Østersøen, og de baltiske lande føler sig truet«. Men, siger han, hverken Danmark ellers dets nærområder – herunder Baltikum – behøver at være urolige. Intet tilsiger, at Moskva »skulle finde det gunstigt at forsøge sig med offensive, militære operationer« her.

Det var sandelig en lettelse. Så kan Danmark jo aflyse udsendelsen af fire F-16-fly og 60 mand til Estland, Letland og Litauen, hvor de, i lighed med tidligere, skal patruljere luftrummet. Vi behøver vel ikke udsende et par hundrede soldater til Estland ved årsskiftet som led i Natos fremskudte tilstedeværelse. Det var ellers også planlagt.

Det er ikke til at vide, hvor ambassadøren har sine oplysninger fra, men statsminister Lars Løkke Rasmussen er åbenbart skeptisk. Han besøgte op mod weekenden Flyvestation Skrydstrup, hvorfra F-16-fly og mandskab udsendes. I forbindelse med visitten sagde han, at »truslen fra øst er reel og tiltagende«, og at Danmark over for Rusland skal »udvise en stålfast vilje«.

Nu kan man jo ikke bebrejde en diplomat, at han er diplomatisk, og der er grænser for, hvor kritisk en ambassadør kan være offentligt over for sit værtsland, hvis han fortsat vil have adgang til de højere cirkler. Men i dette tilfælde vil vi tillade os at tage parti for statsministeren. Ingen har siden Anden Verdenskrig angrebet eller invaderet Rusland eller Sovjetunionen.

Kreml har derimod selv stået for den ene aggression efter den anden – også verbalt, som da den russiske ambassadør i København, Mikhail Vanin, i denne avis i 2015 advarede om, at Danmark kunne blive angrebet med atomvåben af Rusland, hvis det gik med til Natos missilforsvar.

Rusland kan fortsætte med at true, og det kan holde alle de øvelser, det vil – hvilke i det mindste mandskabsmæssigt er langt flere end Natos. Men Rusland bør ikke blive overrasket over i stigende grad at blive betragtet som et problem for stabiliteten i Europa. Hvilket er en skam.