Kina udviser større brutalitet end Sovjetunionen gjorde under Den Kolde Krig

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Kina er ved at blive en stormagt og kan ende som en supermagt. Det har verdens næststørste økonomi, og dovenskab har aldrig været et kendemærke for befolkningen. Dets march fremad og hurtige forståelse af internationale udfordringer, som f.eks. klimaproblemet, er imponerende. Men hvad der i øjeblikket udspiller sig på et sygehus i den nordøstlige by Shenyang, er en tragedie, der udstiller det kommunistiske regime som så brutalt og kynisk, at den slags ikke burde forekomme i det 21. århundrede.

På sygehuset ligger Liu Xiaobo. Han fik nobelprisen for fred i 2010 for sin »lange og ikkevoldelige kamp for grundlæggende menneskerettigheder«, som det hed i begrundelsen fra Oslo. Liu kunne ikke modtage prisen. Han sad i fængsel for »undergravelse af statsmagten«. Hvad Liu havde gjort var at være med til at forfatte et manifest, der krævede demokratiske reformer.

Demokrati er et uartigt ord i Kina, og da meddelelsen fra nobelkomiteen kom, blev de officielle i Beijing stiktossede. Forinden havde man forsøgt at true nordmændene med alskens ulykker, hvis de valgte denne mand.

I disse dage ligger Liu åbenbart for døden. Han har, hedder det, leverkræft i terminalfasen. Hans dom på 11 års fængsel er suspenderet, men altså ikke ophævet.

Tragedien er også en skandale på flere planer. For det første fordi en fredelig opfordring ses som en provokation. Kina er medundertegner af FN’s menneskeretserklæring, og selv om man tydeligvis ikke tager den alvorligt, bør det ikke overraske eller fortørne magthaverne, når de bliver mindet om signaturen fra 1948.

For det andet fordi et manifest kan udløse 11 års fængsel, og man mener, at den slags er et internt anliggende. Grundlæggende menneskerettigheder er globale, hvilket Kina jo også har anerkendt i FN.

For det tredje er det rystende, hvordan Beijing behandler et menneske, når det er svagest, altså når det, hvis man skal tro beretningerne, er ved at dø. Styret vil ikke tillade Liu at ende sine dage i frihed og blive lindret på et vestligt sygehus. Transport er ikke muligt, har begrundelsen lydt. Noget uforsigtigt har man tilladt en tysk og en amerikansk læge at undersøge ham, og de modsiger det officielle Kina.

Måske er det for sent at flytte ham, måske vil Liu helst ende sine dage i sit hjemland. Men den hårdkogthed, som styret med stats- og partichef Xi Jinping i spidsen udviser, hører mere hjemme i mafiakredse end hos en nation, der higer efter anerkendelse.

Xi står over for en partikongres til efteråret. Den skal lægge kursen for de næste fem år, og systemet reagerer for tiden ekstra nervøst på den mindste uro, siger iagttagere. Sikkert er det, at regimet ikke er overbevist om befolkningens opbakning. Ellers kunne det jo bare udskrive frie valg.

Derfor forholder Xi og kumpaner sig magtpolitisk logisk, men de skal vide, at de overskrider grænser, som ikke blev overskredet af Sovjetunionen, selv da Den Kolde Krig var mest isnende. Sovjetiske nobelprismodtagere som Boris Pasternak, Joseph Brodsky, Aleksandr Solsjenitsyn og Andrej Sakharov blev alle forfulgt før, under eller efter uddelingen. Nogle blev jagtet uafbrudt. Det hører sig ulykkeligvis til i et diktatur. Men ingen blev i sidste ende nægtet udrejse, og ingen blev forfulgt på dødslejet som Liu Xiaobo. Kina kan gøre det, men det er ikke sådan, respekt og anerkendelse opnås. Det bør også Beijing begribe en dag.