Obama var ingen stor præsident

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Barack Obama er historisk. Som den første afroamerikaner i embedet har han bevist, at hudfarven ikke er nogen hindring for at blive præsident for De Forenede Stater.

I sine sidste dage i Det Hvide Hus har han imidlertid travlt med at sikre, at dette billede ikke bliver det, der kommer til at stå tilbage, hvad der er en latent risiko for.

Nogen stor præsident har Obama ikke været, og afskedstalen i Chicago natten til onsdag satte ikke det effektfulde punktum, som hans tilhængere vel havde håbet.

Valget af Obama skete mindre end to måneder efter, at finanskrisen ramte, hvilket økonomisk set gav ham den dårligst tænkelige start, men han konfronterede virkeligheden på en mere konstruktiv måde end i Europa, hvor millioner af især unge mennesker blev kastet ud i massearbejdsløshed på grund af en destruktiv krisepolitik orkestreret fra Berlin.

USA er i dag inde i et solidt økonomisk opsving med en lav arbejdsløshed, hvor Europa fremdeles kæmper for at vriste sig fri af kriseårene. At 2017 tegner lysere skyldes ikke mindst den afsmittende effekt af opsvinget i USA.

I sin afskedstale insisterede Obama på at have været en succes. Økonomien er bragt på fode. En national sundhedsreform er vedtaget. Klimaaftalen i Paris er underskrevet. Atomaftalen med Iran er på plads.

Sundhedsreformen er på ingen måde en succes. Nok har millioner af amerikanere nu fået en sundhedsforsikring, men en af konsekvenserne har været, at andre millioner af amerikanere har set priserne på deres sundhedsforsikringer vokse uhæmmet. Tillige er reformen ikke vedtaget med et bredt flertal, og derfor er den i fare for at blive demonteret af præsident Trump og de republikanske flertal i Kongressen.

Klimaaftalen kan lide samme skæbne, da de nye magthavere i Washington DC mener, at teknologisk udvikling i en fri, markedsøkonomisk konkurrence skal mindske udledningen af drivhusgasser – ikke statsstøtte til vedvarende energi.

Atomaftalen vil formentlig få lov til at leve, da selv en Trump-regering må formodes at rumme et vist minimum af realpolitik; men også fordi USA under Barack Obama er blevet svækket så kraftigt på den geopolitiske scene, at det vil kræve en målrettet, mangeårig indsats, hvis fordums globale gennemslagskraft skal retableres.

Obama kom til magten på løfter om at ville mindske USA’s globale engagement, og det må i sandhed siges at være lykkedes med Syrien som skræmmeeksempel. Scenen er nu overtaget af Rusland, ligesom Kina søger at befæste sin position i Asien og især Det Sydkinesiske Hav.

Den ubetinget største fejl har været Obamas manglende kompromisvilje over for en republikansk domineret kongres. I stedet for at søge solidt forankrede politiske løsninger har han på lange stræk valgt at regere pr. dekret.

Den goodwill, som Obama tog med sig ind i Det Hvide Hus, er ikke blevet omsat i praktisk politik. I stedet har han ofte virket fornærmet med en stedse større isolation til følge.

Personligt er der meget godt at sige om Barack Obama, men de sympatiske træk kan ikke fjerne det billede af forspildte år, der tegner sig. Nobels fredspris, som han fik i 2009, kan på mange måder siges at være blevet en politisk belastende hadegave, da Obama ikke fik den for opnåede resultater, men derimod alene på endnu uindfriede forventninger.

Det er svært at sige, om historien vil være nænsom mod Barack Obama, men eftermælet bliver næppe det selvforherligende, som han præsenterede i afskedstalen i Chicago.