Ungarn har en særlig plads i danskernes hjerter

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Ungarn har en særlig plads i danskernes hjerter. Hovedårsagen er den revolution, der begyndte søndag for 60 år siden. Opstanden, rettet mod kommunistpartiet og det sovjetiske overherredømme, mislykkedes. Kreml sendte, som så mange gange før og siden i Østeuropa, kampvogne af sted, skønsmæssigt 30.000 mennesker blev dræbt, og omkring 200.000 flygtede; ca. 1.000 endte i Danmark, hvor de integrerede sig på forbilledlig vis.

Det er vanskeligt nu om dage at forestille sig forholdene i 1956. Den begrænsede, men markante optøning i det sovjetiske imperium, udløst af partichef Nikita Khrusjtjovs hemmelige tale i Moskva nogle måneder forinden, hvor han fordømte forgængeren Stalin, var ikke nået til Budapest. Da studenter den 23. oktober demonstrerede fredeligt i hovedstaden for frihed, bedre fødevareforsyninger og afskaffelse af det hemmelige politi AVH, skød sikkerhedsstyrker ind i mængden. Dermed indledtes den væbnede kamp, med overgreb på begge sider – oprørere klyngede AVH-folk op i lygtepæle – men naturligvis mest fra diktaturet, bl.a. fordi det havde flest våben. Man kan stadig se skudhuller fra dengang i Budapest, omkring parlamentet er de ligefrem blevet kunstnerisk fremhævet.

Der er ikke noget at sige til, at begivenhederne fortsat indtager en særlig plads i den ungarske bevidsthed. Ungarn har alt for ofte befundet sig på den forkerte side af historien, også under Anden Verdenskrig. I 1956 rejste store dele af befolkningen sig, ikke mindst inspireret af lignende protester i Polen. Nederlaget skyldtes ikke ungarerne, men et sammenfald af tragiske omstændigheder. Der var de i begyndelsen konfuse, men siden konsekvent barske russere. Der var Suez-krisen, som fangede opmærksomheden i Vesten mere end blodbadet i Budapest. Og der var signaler fra bl.a. USA, som kunne misforstås derhen, at amerikanerne ville gribe ind på oprørernes side. Det ville amerikanerne ikke.

Efterspillet blev også dramatisk. Danmark indtog her en perifær, men ikke desto mindre opsigtsvækkende rolle. Ungarn bidrog til splittelsen af Danmarks Kommunistiske Parti og oprettelsen af Socialistisk Folkeparti i 1959. Da henrettelsen af revolutionsheltene Imre Nagy og Pal Maleter året inden førte til voldsomme demonstrationer foran den sovjetiske ambassade i København, svarede russerne igen med statsstyrede optøjer ved den danske ambassade i Moskva. Ruder blev knust, våbenskjoldet kastet ind gennem et af vinduerne, og på muren smurtes graffiti, der på nødtørftigt engelsk proklamerede ”Down wit danish”. Den danske FN-diplomat Povl Bang-Jensen mindes stadig i Ungarn, fordi han i slutningen af 1950’erne nægtede at udlevere en liste over flygtninge af frygt for, at den kunne falde i hænderne på kommunistiske sikkerhedstjenester. Bang-Jensens død i 1959 er aldrig blevet fuldt opklaret, en slags totempæl til ære for ham er rejst ved Nagy og Maleters grave.

Ungarn er i dag medlem af EU og Nato, hvilket kunne være en smuk udgang på en skrækkelig tid, hvis ikke det var, fordi de nye magthavere, demokratisk valgt og anført af den iltre premierminister Viktor Orbán, nu bekæmper Vesten og ser Tyrkiet og Rusland som eksempler på effektiv regeringsførelse.

Nej, 1956 kan ikke sammenlignes med 2016, men det bør siges, at frihed også betyder respekt for politiske modstandere. Ungarn bør være på den rigtige side af historien. Det skylder man heltene fra dengang.