Svensk nedbrud

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Så gik den ikke længere. Torsdag måtte Sveriges justits- og migrationsminister, Morgan Johansson, meddele, at alt er optaget i herberget. Sverige kan ganske enkelt ikke skaffe tag over hovedet til de mange mennesker, som vedholdende strømmer mod landet:

»De kan beslutte selv at arrangere indkvartering eller vende tilbage til Tyskland eller Danmark,« sagde Morgan Johansson, som mere eller mindre opfordrede flygtninge til at blive væk: »Det er bedre at have tag over hovedet i Tyskland end at risikere at havne uden tag over hovedet i Sverige,« forklarede ministeren, som også fik fortalt, at det kan tage to-tre år at få asyl, og at han håbede, at beskeden vil få en dæmpende virkning.

Set udefra var det svenske nedbrud forudsigeligt, men situationen er for alvorlig til, at man kan være skadefro. Konsekvensen af de svenske tilstande er, at nu skubbes flygtningene tilbage til de lande, som de sidst var i, og det vil sige enten til Danmark eller til Tyskland. Problemet har flyttet sig, som det har været tilfældet ikke bare i månedsvis, men i årevis i Europa. Gentagne gange har det vist sig, at asyl- og udlændingepolitikken er for national til, at det er muligt at finde et europæisk svar.

For både Sverige og Tyskland gælder, at de åbne armes politik har slået fejl. Nogen vil hævde, at de tog læsset for hele Europa, og at Sverige ikke ville være endt i samme situation, hvis flere EU-lande havde været med til at løfte deres del af byrden. I det regnestykke overser man imidlertid, at hvis flere EU-lande havde ført den svenske politik, så ville strømmen mod Europa kun vokse. Og påfaldende er det i hvert fald, at også Sverige nu er slået ind på en vej, hvor man advarer flygtninge mod at komme dertil. Hvem husker reaktionen på Inger Støjbergs annoncer?

Europa er nødt til at erkende, at der ikke går nogen vej uden om en beslutsom bevogtning af de ydre grænser. Og Europas politiske ledere bliver nødt til at erkende, at når man aftaler at nedbryde indre grænser, som det er sket i Schengen, så skal der følge et ansvar med for at sikre de ydre. Det er hævet over enhver tvivl, at Det Indre Marked og de åbne grænser har været EU-landene til stor gavn. Det har styrket mobiliteten i Europa og har været til glæde for mennesker og har styrket økonomien. At åbne sin grænse er at udvise en udstrakt tillid til naboen, og i tilfældet Schengen strækkes tilliden så langt, som til at landene omkring Middelhavet kan vogte deres grænser.

Tiden har vist, at det kan de ikke, og den har desværre også vist, at Schengen er konstrueret på en måde, så ingen har beføjelser til at gennemtvinge en effektiv bevogtning af EU’s ydre grænser. Som Asger Aamund for nylig har påpeget i et indlæg i Berlingske: »Vi begik den utilgivelige dumhed, at vi rask væk nedlagde de indre grænser uden at sikre os en effektiv bevogtning af de ydre.«

Italien har slået alarm mange gange, men er ikke mindst fra svensk side blevet mødt med en kold afvisning. Set i det lys kan de nye toner fra Sverige muligvis være et skridt på vej mod en løsning, som indebærer, at EU-landene ikke fortsætter med at skubbe problemet rundt mellem hinanden, mens menneskestrømmen mod Europa bare vokser og vokser.

Hvis nogen mente, at problemerne med migranter og flygtninge hidtil har været til at overkomme, så må det nu stå klart for enhver, at når selv svenskerne giver op, så er den helt gal.