Sveriges fallit

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Så blev selv Sverige indhentet af virkeligheden. Den selvudnævnte humanitære stormagt strækker våben. Nu skal udlændingepolitikken strammes, fordi landet er ved at blive løbet over ende. Det er en barsk opvågning til et sæt hverdagsrealiteter, der har vist sig knap så idylliske, som tidligere statsminister Fredrik Reinfeldt formidlede dem for kun et halvt år siden med sin opfordring til at ”åbne hjerterne”.

Ifølge den seneste prognose vil der komme langt flere flygtninge og økonomiske lykkeriddere i år end forventet for blot få måneder siden. Indtil nu er der kommet 100.000 i år, og estimatet for hele året er nu mellem 140.000 og 190.000. For 2016 lyder prognosen på op til 170.000. Det er så svimlende tal, at de kan være svære at fatte. Klarer Sverige den opgave? Har den svenske elite lukket øjnene for realiteterne så længe, at det uundgåelige møde med virkeligheden er blevet en regulær frontalkollision?

Det politiske efterspil kan blive nådesløst. Enhedsfronten mod Sverigedemokraterne er for længst begyndt at krakelere. Ét for ét redder partierne sig nu over i den virkelige virkelighed og fjerner sig fra det romantiserede selvbedrag, som politikere og medier i uskøn forening hidtil har klamret sig til. Sverigedemokraterne ligger til 20-25 procent, og det kan sagtens kun være en begyndelse.

Det bliver en opgave for fremtidens historikere at forklare, hvad der har drevet svenskerne til med åbne øjne at gå så langt – og dét stort set uden debat. Den er blevet kujoneret til tavshed i den politiske korrektheds navn, og først på det allerseneste er denne mesalliance mellem politik og medier begyndt at smuldre. Forhåbentlig er det ikke for sent, selv om de mange brandattentater på svenske asylcentre må give bange anelser. Det er ikke tilfældigt, at Danmark med sin åbne og frie debat har været forskånet for sådanne udskejelser.

Opstramningerne lader til at ligne dem, som for tiden gennemføres overalt i Europa: hurtigere sagsbehandling af asylansøgninger, hurtigere og mere effektiv hjemsendelse af afviste ansøgere, en form for grænsekontrol med bedre registrering og en satsning via EU på opsamlingslejre i Sydeuropa for at tage presset af de europæiske grænser. Indtil for nylig gjorde statsminister Stefan Löfven sig til moralsk overdommer over de lande, der var slået ind på præcis denne kurs efter sommerens eksplosion i tilstrømningen fra fjerne lande og kulturer. Nu må også Sverige erkende, at der er grænser for idealismen. Man gør helt det samme.

Sverige er dog stadig et særtilfælde derved, at man altid har haft let ved at løfte pegefingeren belærende over for andre lande, helt i traditionen fra Olof Palme. Derved adskiller Sverige sig fra det andet land i Europa, der gik ind i flygtningekrisen med drømmen om at holde grænserne åbne, nemlig Tyskland. Tyskland er nu også ved at stramme op, og også Tyskland har gang i en meget aktiv kommunikation i form af avisannoncer, film og videoer, der skal fortælle potentielle asylsøgere, at der ikke er frit valg på alle hylder.

Udviklingen i Sverige og Tyskland er endnu et dementi af den voldsomme dæmonisering af den danske regerings igangværende udlændingestramninger. De er blevet fremstillet som helt ekstreme og ekstraordinært umenneskelige, men hører efterhånden snarere til på den europæiske slapperfløj.

Udlændingeminister Inger Støjberg gik i gang før sine svenske og tyske kolleger, men de griber nu til helt de samme redskaber – bortset fra at teksten i de tyske avisannoncer er betydeligt skrappere. Velkommen til virkeligheden.