Et eget ansvar

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Når en utilpasset, kriminel og radikaliseret ung mand beslutter sig for at gennemføre et terrorangreb og kynisk skyde et par civilister og fem betjente ned, vil det med stor sikkerhed udløse en diskussion, der drejer sig om, at det er det omgivende samfunds skyld. Det har udgrænset, marginaliseret og hetzet, så der ikke har været nogen vej ind i kulturen for den, der nu har udviklet sig til sit samfunds modstander. Det er vores egen skyld, lyder argumentet, ligesom det gør, når det gælder alle andre eksempler på fejlslagen integration, som måske ikke fører til terror, men blot til sociale problemer og livslang afhængighed af statskassen.

På skuldrene af den europæiske kolonisering af store dele af den arabiske og asiatiske verden har dårlig samvittighed udviklet sig til en særlig europæisk disciplin, så man gerne påtager sig skylden for snart sagt alle problemer i fortiden og i nutiden, som vedrører mennesker, der er kommet hertil fra især muslimske lande. Gerne fulgt op af en pose penge, uden at man reflekterer særligt over, hvilke konsekvenser det kan have, at man dermed fastholder mennesker i en permanent klient- og offerrolle.

Vores tro på den sociale ingeniørkunsts saliggørende virkning i integrationen har været så massiv, at den har skygget for alt andet. Jo, der har nok været en lang og til tider enerverende debat om udlændinge og integration, men det har aldrig for alvor ændret troen på, at hvis blot der blev delt rigeligt ud og satset på uddannelse, social mobilitet og individualisering, så ville de nye borgere på lang sigt blive som os og annamme de danske værdier.

Det skal straks siges, at langt hovedparten af indvandrere i Danmark, også med muslimsk baggrund, lever tilpasset og med de samme drømme som alle andre på deres egne og deres børns vegne, men man kommer på den anden side heller ikke uden om, at der er miljøer – og her ville man lyve, hvis man ikke straks sagde muslimske miljøer – som lever så fjernt fra integreret, som tænkes kan. De har så at sige aldrig pakket den mentale kuffert ud og har parabolen rettet mod deres gamle hjemlande.

Når langt de fleste problemer omkring dårlig tilpasning, kriminel adfærd og i sidste ende radikaliserede synspunkter i direkte konflikt med det danske samfunds grundværdier er knyttet til islam og især yngre muslimske mænd, så har det mange årsager. En af dem er, at disse ofte er vokset op i hjem præget af en patriarkalsk kultur, hvor faderens autoritet for længst har mistet sin legitimitet i mødet med det danske samfund, men hvor hverdagen stadig er gennemsyret af islamiske værdier og fortidens konflikter i Mellemøsten.

Undersøgelser peger på, at et skræmmende stort flertal af muslimske indvandrere mener, at målet er en tilbagevenden til ”islams rødder”, at Koranen kun kan tolkes på én måde, og at intet står over sharia. Når man vokser op i en parallel kultur, hvor opdelingen i ”dem” og ”os” lige så meget skyldes uvilje mod integration og en fastgroet offerrolle, er der ikke langt til had og radikalisering ind i den ekstreme orden, som islamismens totalitarisme tilbyder. Det løses ikke udelukkende med social ingeniørkunst. For det er også et spørgsmål om en reformering af islam, langt bedre formulerede krav om accept af den verdslige retsstats skelnen mellem religion og politik og accept af frihedsrettighedernes ukrænkelighed. Og så er det et spørgsmål om at tage ansvar for egen tilværelse. Er det det danske samfunds skyld, når det ikke sker? Nej. Er det det danske samfunds problem? Ja.