Oktober-kuppet i 1917 og Ruslands undergang

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Der var ikke én, men to samfundsomvæltninger i Rusland i 1917. I februar gik zarrusland under, og et liberalt-demokratisk styre kom til magten. I oktober erobrede marxisten Vladimir Lenin og hans bolsjevikker magten ved et militærkup. De iværksatte straks en borgerkrig, dvs. krig mod det store befolkningsflertal. Resultatet blev katastrofalt; økonomien brød sammen, epidemier og hungersnød hærgede. Da regimet i 1922 havde nedkæmpet de sidste bondeoprør og strejker, havde 15 millioner mistet livet. Et par millioner var flygtet til udlandet.

Rusland havde ellers været inde i en lovende udvikling siden 1860´erne. Omfattende reformer var sat i værk, landbrugsproduktionen var steget stærkt, landet var verdens største korneksportør, og en industrialisering i højt tempo var i god gænge. Hvis udviklingen var fortsat, ville Rusland være blevet en af de førende økonomier i verden. Domstolene var uafhængige, siden 1906 var der fuld ytringsfrihed, et væld af aviser og tidsskrifter samt politiske partier og et parlament med betydelig indflydelse prægede det offentlige liv. Der var frie forbindelser med omverdenen. Russisk litteratur, kunst og videnskab var verdenskendt. Danske erhvervsfolk kaldte Rusland ”Det Ny Amerika”.

Men deltagelsen i Første Verdenskrig bremsede denne lovende udvikling, ødelagde imperiets sammenhængskraft og fik det til at bryde sammen. De vigtigste årsager hertil var ikke blot zar Nikolaj II, som levede i sin egen drømmeverden. De liberale og moderat socialistiske politiske kræfter, ledet af intellektuelle, bærer også et stort ansvar. De forstod ikke, at praktisk politik forudsætter organiseret magt. De holdt lange taler om ”frihed” og ”folket”, som de ikke kendte, mens de samtidig med åbne øjne nedbrød den russiske ordensmagt.

Til gengæld havde fanatikeren Lenin, en intellektuel heltidsrevolutionær af en ny type, som blev opvartet af kvinder og forsørget af sin mor, en iskold og realistisk forståelse af politik, udmøntet i formlen ”hvem besejrer hvem”. Med sit lille disciplinerede parti samlede han magten op på gaden og indsatte sig selv som Ruslands nye hersker i oktober 1917.

Der var dog intet nødvendigt i denne udvikling. Først når tingene er sket, ”forudsiger” historikere på vegne af fortiden, at det, der skete, nødvendigvis måtte ske. Det var som altid konkrete menneskers handlinger, der formede udviklingen. Intet belyser dette forhold bedre end Lenins egen skiftende opfattelse af situationen.

Lige før zar Nikolaj abdicerede i februar 1917, havde den 46-årige Lenin i sit langvarige eksil i Schweiz opgivet håbet om at komme til at opleve zardømmets afskaffelse. Men den tyske regering, der finansierede hans parti, som åbent agiterede for Ruslands nederlag i krigen, fik ham transporteret til Rusland i april. Da den russiske regering i juli udstedte en arrestordre på ham, flygtede han til Finland og troede nu, at alt var tabt. Imens organiserede hans partifælle Lev Trotskij et militærkup mod regeringen, hvis medlemmer blev arresteret. Da tyske og østrigske arbejdere ikke lavede revolution til støtte for hans regime, troede Lenin igen, at spillet var ude og blev grebet af undergangsstemning.

Hans rasende energi vendte dog tilbage, og han kastede sig over sit umulige fantasiprojekt om ”socialismens opbygning” ikke alene i Rusland, men i hele verden.

Lenin var ligeglad med Rusland, som han ikke kendte, men hvis befolkning og kultur han foragtede. De russiske arbejdere, hvis interesser han påstod at varetage, så han ned på. De skulle ledes og styres af intellektuelle, ellers ville de blive ”borgerliggjorte”. Kuppet i Rusland skulle være den gnist, der antændte en verdensrevolution – i første omgang en revolution i Tyskland. Men verdensrevolutionen lod sig ikke udløse ved dekret. Tyskland var ikke Rusland, det var velorganiseret, disciplineret og med stor sammenhængskraft. En kommunistisk opstand i Berlin blev slået ned. Et senere forsøg på at sende Den Røde Hær gennem Polen for at nå frem til Berlin blev en fiasko. De katolske polske arbejdere lod sig ikke påvirke af de ateistiske bolsjevikkers propaganda.

Lenin & co. måtte derfor selv ”opbygge socialismen” i Rusland. Det er blevet sagt, at bolsjevikkerne slet ikke havde et økonomisk program, og at deres politik blev dem påtvunget af borgerkrigens krav. Der var derfor ikke tale om rigtig socialisme.

Det er ikke rigtigt. De fulgte nøje de forskrifter, som Marx og Engels havde nedskrevet i Det Kommunistiske Manifest fra 1848: ophævelse af privat ejendomsret, forbud mod handel, nationalisering af industri-, bank- og transportvirksomheder, produktion efter en statslig plan – og arbejdstvang.

Men bønderne – 80 pct. af befolkningen – ville ikke gratis levere levnedsmidler til regimet og dets støtter, som havde forskanset sig i byerne. De ville heller ikke afgive deres jord til kollektive brug. Fabrikkerne måtte standse produktionen på grund af transportsystemets sammenbrud, og arbejderne søgte ud i landsbyerne for at overleve. Til sidst, i 1921, måtte Lenin overtale sit parti til at opgive ”springet ind i frihedens rige”, lade bønderne sælge deres produktion i fri handel og tillade andre markedsøkonomiske elementer i økonomien. Ellers ville regimet formentlig være gået til grunde.

Det, der kom til at gøre udslaget i den uhørt blodige borgerkrig 1918-1922, var bolsjevikkernes hensynsløshed. Alt, hvad der stod i vejen for regimets politik, blev udryddet. Bolsjevikkernes vildskab i kampen for at overleve var af en art, der ikke før da var set i Europa. På Lenins ordre blev der taget uskyldige gidsler, som derpå blev likvideret, hvis regimets krav ikke blev efterkommet. For første gang blev der oprettet koncentrationslejre i et europæisk land. Strejker blev nedkæmpet, om nødvendigt med indsættelse af specialtropper og påfølgende likvidering af udvalgte arbejdere. Bondeopstande blev bekæmpet med indsættelse af militære styrker. Partisaner, der skjulte sig i skovene, blev udryddet ved hjælp af giftgas nedkastet fra flyvemaskiner. Hele landsbyer blev ”tømt” for indbyggere, som blev deporteret til afsides egne, efter at hver tiende af mændene var blevet likvideret.

Denne krig mod befolkningen var af langt større omfang og betydning end de ret begrænsede militære kampe mod de ”hvide” styrker, ledet af indbyrdes uenige officerer. Sidstnævnte ville ikke lade de ikkerussiske nationer i det russiske imperium blive selvstændige; de ville heller ikke acceptere bøndernes spontane omfordeling af jorden på bekostning af godserne og kirkens ejendom. Derved stødte de potentielle allierede i kampen mod Lenins regime fra sig.

Krigen mod befolkningen tog også form af en bekæmpelse af dens kultur. Kirken blev anset for at være hovedfjenden, og talrige gejstlige og troende blev likvideret, og munke og nonner blev fordrevet fra klostrene, mens kirker og synagoger blev skændet og omdannet til værksteder, lagre eller biografer.

Bolsjevismen er blevet sammenlignet med islam: En ekspansiv religion med en profet (Marx), faste dogmer og hellige skrifter, der ikke må anfægtes. Bolsjevikkerne opdelte også folk i rene og urene. Derfor skulle ”forhenværende mennesker” fra ”socialt skadelige klasser” udrenses og om nødvendigt likvideres. I sin blodtørst kan Lenin minde om en kalif i Islamisk Stat. Han endte sit liv i 1924 som sindsformørket.

Marxister har beundret og æret ham. Endnu i 1980´erne mente SF´s formand Gert Petersen, at man kunne lære af Lenin.

Til gengæld har hans efterfølger, Holger K. Nielsen, kaldt bolsjevikkernes kup ”en tragedie, den største og mest katastrofale enkeltbegivenhed i det 20. århundrede”, som fik større historiske konsekvenser end nazismen.

Ifølge præsident Putin ødelagde bolsjevikkerne den russiske civilisation.

Kronikøren har netop udgivet bogen ”Ruslands undergang. Revolutioner og sammenbrud 1917-1921” (Gyldendal). Den beskriver den tragedie og kulturødelæggelse, som Europas første totalitære socialistiske regime påførte en stor europæisk kulturnation.