*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Cataloniens triumf, Spaniens tragedie

Eksisterer Spanien overhovedet? Spanien er som Italien, Frankrig, Tyskland og Storbritannien en sammenbragt stat, bestående af nedlagte, men ikke glemte kongeriger, fyrstedømmer og privilegerede byer. Catalonierne har et naturligt krav på selvstændighed.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

Imperier kommer, imperier går. Hvorfor? Fordi de i deres alderdom bliver tunghøre over for historiens tale. Kina forvandledes under sine sene kejsere til et støvet museum. Det i andre henseender højt udviklede Inkarige brød sammen, fordi det i modsætning til sine europæiske erobrere – en bande uvaskede kriminelle, ført af en analfabetisk svinehyrde – ikke kendte til hjulet eller krudt og kugler. Romerriget forsvandt i to omgange, først Vestrom i det femte århundrede, 1.000 år senere Østrom eller Byzans. I begge tilfælde rykkede nye, energiske herskere ind i de gamle paladser. Også de skulle forsvinde.

Senest har vi det østrig-ungarske, det britiske, det spanske, det portugisiske, det franske og det russiske imperiums undergang. Danmark opgav klogeligt sine ubetydelige besiddelser i Asien, Afrika, Caribien og Nordatlanten, indtil videre minus Grønland og Færøerne. Skulle disse nationer vælge at forlade rigsfællesskabet, vil Danmark efter evne samarbejde med dem.

I vor eurocentriske livsform har vi det med at anse kolonier for et oversøisk fænomen. Sådan er det ikke. Irland var en engelsk koloni fra det 13. til det 20. århundrede, Nordirland er det stadig på sin egen sære facon. Skotterne overvejer, om de skal forlade det såkaldt Forenede Kongerige, som derefter vil være et rent engelsk-walisisk foretagende. Spanien fastholder to enklaver, Ceuta og Melilla, på Nordafrikas kyst. De baltiske republikker og store dele af Østeuropa blev i århundreder udbyttet af den russiske imperiemagt, hvad enten denne var zaristisk eller kommunistisk. Krim samt andre dele af Ukraine, Moldova og Georgien er fortsat kolonier under Vladimir Putins delvis fascistiske Rusland.

Kronik: Catalonien er ikke et undertrykt og koloniseret land

Søndag skulle et europæisk folk have gjort brug af sin ret til selvbestemmelse. En folkeafstemning for eller imod Cataloniens forbliven i Spanien, udskrevet af parlamentet i Barcelona, er stødt mod en mur af spansk brutalitet og spansk uforstandighed. Spansk politi har arresteret catalanske politikere, invaderet offentlige bygninger, fjernet computere og konfiskeret ni millioner stemmesedler. Over 700 borgmestre ”undersøges” af anklagemyndigheder, demonstrationer forbydes. Det minder om Hitlers Tyskland i foråret 1933. Det minder om den døende Sovjetunions repressalier mod nationalister og demokrater i Østeuropa. Det minder om optakten til Jugoslaviens blodige undergang for 25 år siden.

Centralstyret i Madrid har erklæret folkeafstemningen for ulovlig. Og hvad så? Catalonien udgør ikke en selvfølgelig del af Spanien. Catalonien blev erobret i det 18. århundrede og med hårde midler gjort til spansk provins. Den spanske caudillo eller fører Francisco Franco (militærdiktator 1939-75) indførte et meget spansk terrorregime i Catalonien, herunder forbud mod brugen af catalansk sprog. Hvad mere kan Spaniens fantasiløse premierminister Rajoy stille op? Forordne skueprocesser i Madrid? Bombe Barcelona? Indlede en blokade? Indiens Gandhi og Sydafrikas Mandela beder hilse, Tjekkiets Vaclav Havel og Polens Lech Walesa ligervis.

JP mener: Spaniere på konfrontationskurs

Eksisterer Spanien overhovedet? På landkortet ja og som internationalt anerkendt stat. Men eksisterer Spanien inde i hovedet på spanierne? Er der en befolkning så spansk som danskerne er danskere? Dertil kan kun svares nej. Spanierne er lige så lidt spanske, som italienerne er italienere, franskmændene franskmænd, tyskerne tyskere, og briterne briter. Spaniens 47 millioner indbyggere er castilianere, andalusiere, cataloniere, valencianere, galiziere, asturianere og meget andet. De er spanske statsborgere, og de har spansk pas, hvilket ikke skal forveksles med, at danskerne er alt fra vendelboer til sønderjyder, københavnere og bornholmere. Danmark er en enhedsstat, hvor næsten alle danskere føler sig som danskere. I Spanien er dette anderledes. Intetsteds springer forskellene klarere i øjnene end i Catalonien ud til Middelhavet og i Euskadi (Baskien eller Baskerlandet) ud til Den Biscayiske Bugt. Spanien er en med militær vold sammenbragt stat, bestående af nedlagte, men ikke glemte kongeriger, fyrstedømmer og privilegerede byer, hvor stærke kræfter kræver en tilbagevenden til tidligere tiders selvstyre eller selvstændighed. Spanien i sin kerne er de to Castiller inde på højsletten samlet om Madrid, der ikke tåler, at mere eller mindre fjerne besiddelser forestiller sig et brud med centralmagten. Staten har sit eget formål, som ofte går på tværs af, hvad borgerne anser for deres interesser.

Hvad kan premierminister Rajoy stille op? Bombe Barcelona? Indiens Gandhi, Sydafrikas Mandela og Tjekkiets Vaclav Havel beder hilse.

Syv millioner cataloniere har som danskerne, slovenerne, malteserne, schweizerne og andre små til mellemstore nationer et både naturligt og folkeretsligt krav på selvstændighed, defineret ved eget sprog, egen kultur, egen historie og egne grænser. Catalonien honorerer dette. Catalansk selvstændighed er ikke som hævdet af styret i Madrid et spansk anliggende. Det er et catalansk anliggende, nøjagtig som Montenegros selvstændighed i 2006 var et montenegrinsk, ikke et serbisk-montenegrinsk anliggende, hvilket EU forstod på baggrund af sin tidligere fejlvurdering af Balkan. Både USA og EU, Danmark inkluderet, forsøgte i 1980’erne at holde sammen på den fejlslagne jugoslaviske forbundsstat. Blandt andet truede man kroaterne og slovenerne med, at Vesten aldrig ville anerkende deres republikker, såfremt de erklærede sig for selvstændige. At dette var deres gode ret under den jugoslaviske forfatning, lod man hånt om. Skiftende magthavere i Beograd tolkede den vestlige optræden som et tegn på, at de kunne gøre, hvad de ville, med de oprørske nationale tendenser. Nødvendige reformer blev ikke sat i værk, og i 1992 indledte den serbiske diktator Slobodan Milosevic en række krige, der skulle koste 100.000 mennesker livet, inden de blev bragt til en standsning med Natos bombardement af Beograd i 1999.

Havde man i Washington, Bruxelles og andre EU-hovedstæder gjort klart for Milosevic, at man var på de enkelte sydslaviske nationers side, er det tvivlsomt, om disse krige var brudt ud. Et mentalt relikt er, at mange stadig taler om den jugoslaviske borgerkrig. En sådan fandt ikke sted. Krigene i Slovenien, Kroatien og Kosovo blev ført mellem disse landes væbnede styrker og den serbiske hær. Kun i Bosnien giver det mening at tale om en borgerkrig (1992-1995) mellem muslimske bosniere, katolske kroater og ortodokse serbere, de to sidste grupper selvsagt støttet af Zagreb og Beograd.

Den, der afviser Cataloniens ret til selvbestemmelse, betjener sig med 25 års forsinkelse af Milosevic-argumentet. Som serberne fastholdt, at de og de alene rådede i Jugoslavien, fastholder spanierne under Rajoy, at de og de alene råder på Den Iberiske Halvø, minus Portugal, som løsrev sig af Spanien i 1640. At henvise til den spanske forfatning er politisk taskenspilleri. Catalonierne er et erobret folk og har ikke bedt om denne forfatning. De blander sig ikke i, hvordan andre iberiske nationer, f.eks. Andalusien, Galicien eller Euskadi ordner sig med Madrid, og de frabeder, at disse andre regioner samt Madrid blander sig i, hvordan de agter at indrette deres fremtid.

Man forestiller sig, at Prøjsen i 1864 havde erobret Danmark. Skulle det 150 år senere, på nye politiske og statsretlige betingelser, afskære danskerne fra retten til at genoprette deres stat? Selvfølgelig ikke. Det er muligt, at et catalansk flertal ønsker at forblive i Spanien. Så meget desto bedre. Men beslutningen skal træffes af catalonierne og catalonierne alene. Alle, også uden for Spanien, kan med udbytte overveje, at f.eks. tjekker og slovakker er bedre venner i dag, end de var i den fælles republik, som blev opløst fredeligt i 1993. Finder folkeafstemningen i Catalonien sted – i skrivende stund er det uvist som følge af spansk obstruktion – vil den sandsynligvis ende knapt. Står Catalonien, Spanien og resten af Europa senere med et flertal på måske 51-52 pct. i den ene eller anden retning, vil det ikke lette problemernes løsning. Blot på forhånd at meddele, hvilket Bruxelles og andre har gjort, at et selvstændigt Catalonien ikke kan optages i EU, Nato og andre vestlige institutioner, er udemokratisk og ueuropæisk. Det er at afvise læren af Balkans katastrofe. Intet – ud over politisk chikane sat i værk af regeringerne i Madrid, Nicosia og Bukarest, som alle har deres egen dagsorden – hindrer Cataloniens hurtige integration i Europa og Vesten. Catalonierne indgår i en europæisk-occitansk kultur, som siden den tidlige middelalder har eksisteret på begge sider af Pyrenæerne, de er overbeviste europæere, deres bruttonationalprodukt pr. indbygger overstiger langt bnp i Centraleuropa.

At modsætte sig catalansk selvstændighed er at modsætte sig den frihedens storm, der siden 1989 har føget over Europa. Tænk, om udenrigsminister Samuelsen kunne bekvemme sig til at sige, at såfremt de catalanske nationalister triumferer på demokratiske vilkår, da vil Danmark anerkende Catalonien, nøjagtig som Danmark i 1991 anerkendte de baltiske stater og derpå de eksjugoslaviske republikker.

Spaniens tragedie under Rajoy er, at man i læsiden af Pyrenæerne lukker ørerne for historiens tale. Man forbliver i en udemokratisk og ueuropæisk tradition, som i det 19. århundrede forvandlede Spanien fra globalt imperium til iberisk baggård, fulgt af borgerkrig og fascistisk diktatur i det 20. århundrede. I det catalanske spørgsmål er der brug for europæisk solidaritet – med catalonierne og med spanierne.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Når undtagelsestilstand bliver nødvendig

Olav Skaaning Andersen
Vi lever i en tid, hvor vores demokrati er truet. Derfor må vi finde os i, at undtagelsestilstande bruges til at beskytte vore samfund.

Blog: David Trads er ikke en farlig mand

Lars Boje Mathiesen
Nogle gange gør folk sig selv ligegyldige. Det er sket for David Trads. Han ved det bare ikke selv endnu.
Annonce
Annonce
Bolig
Hun fandt sit kreative drive på en gård langt ude på landet
Cecilie Elisabeth Rudolph er en kreativ sjæl, som både arbejder med tekstil-, print- og materialedesign. Hun deltager netop nu i udstillingen “Our Scissors” om Fiskarssakse på Helsinki Design Museum og har et julesamarbejde med designfirmaet Stilleben. 
Se flere
Hun fandt sit kreative drive på en gård langt ude på landet
Cecilie Elisabeth Rudolph er en kreativ sjæl, som både arbejder med tekstil-, print- og materialedesign. Hun deltager netop nu i udstillingen “Our Scissors” om Fiskarssakse på Helsinki Design Museum og har et julesamarbejde med designfirmaet Stilleben. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her