*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Cataloniens farlige eventyrere

Der findes i international folkeret ingen hjemmel til, at Catalonien kan løsrive sig imod forfatningen, endsige gøre det med et simpelt flertal ved en illegal folkeafstemning. Catalonien er ikke et undertrykt og koloniseret land, men har udstrakt selvbestemmelse og demokratiske rettigheder.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

Da den spanske civilgarde forleden anholdt 14 embedsmænd og konfiskerede millioner af stemmesedler i Catalonien, gik billederne verden rundt. Mange europæiske medier citerede præsidenten for det catalanske Generalitat, Carles Puigdemont, der fordømte den spanske stat for at være totalitær og antidemokratisk. I Politiken blev en reporter så opildnet af det revolutionære drama, at han citerede en demonstrant for ordene om, at »det minder om et statskup.« Det gør det ikke.

Risikoen er, at den aktuelle konflikt kan eskalere, og på Den Iberiske Halvø er der mange, der frygter, at det i værste fald kan ende i en borgerkrig. Det vil være en tragedie for Spanien, og de negative sideeffekter vil forplante sig til resten af Europa. Sådan som borgerkrigen i 1936-1939 gjorde det.

JP mener: Spaniere på konfrontationskurs

På Twitter og andre sociale medier har nationalister fra nær og fjern udtrykt solidaritet med det, de opfatter som det undertrykte catalanske folk. I Danmark er der måske nogle, der undrer sig over, at Catalonien ikke får lov til den 1. oktober at holde den folkeafstemning om selvstændighed, som et simpelt flertal i det catalanske parlament har udskrevet. Er folkeafstemninger ikke demokratiske? Har ”folket” ikke ret til selvbestemmelse? Er det ikke et groft overgreb på demokratiet, hvis en statsmagt med vold og magt forsøger at forhindre en demokratisk afstemning? Jo, svarer mange sikkert. Men nej. Man er nødt til at forstå, hvad der dybest set er på spil.

De besmykker sig med ord om at være demokratiske, men i praksis krænker de alle gældende demokratiske spilleregler. De bryder den spanske forfatning, der i 1978 fik opbakning fra over 90 pct. af catalonierne, og de bryder spillereglerne i selvstyreaftalen, der også er godkendt ved en folkeafstemning.

Cataloniens nationalistiske regering kæmper for at blive en selvstændig stat i Europa, at blive medlem af EU og at frigøre sig fra Spanien. Det er legitimt nok at drømme om det og arbejde for det. Det er der ingen, der forhindrer dem i. Men den valgte fremgangsmåde er snarere præget af revolutionsromantik på kant med demokratiet.

Man har udskrevet folkeafstemningen uden at overholde de demokratiske procedurer, der gælder i Catalonien. Den spanske forfatningsdomstol har kendt folkeafstemningen ulovlig, fordi den er i strid med Spaniens demokratiske forfatning. Det er falsk, når præsidenten for Generalitat påstår, at den spanske stat laver en aggression i strid med retsstaten og uden retlig basis. Generalitat, dets embedsmænd og de over 700 catalanske borgmestre, der har været i færd med at forberede folkeafstemningen, er gentagne gange blevet advaret om, at det var en illegal handling, og at det kunne få retlige konsekvenser. Det har det nu fået. Det var ikke direkte den spanske regering under ledelse af Mariano Rajoy, der sendte civilgardefolk til Catalonien den 20. september. Det var en dommer i Barcelona med forfatningsdomstolen i ryggen.

Rent kommunikations- og imagemæssigt var det ikke det smarteste at gøre, for de catalanske separatister har straks udnyttet det til at rette hård kritik mod den spanske stat og Rajoys konservative regering for at være autoritære og udemokratiske. Som om Spanien nu er på vej tilbage til Franco-tiden. Det er Spanien ikke.

Spanien har en demokratisk forfatning og har siden 1978 været et moderne retssamfund, der har givet udstrakt selvstyre til regionerne. Og Catalonien har større selvstyre end selv tyske länder. Catalonierne kan selv udskrive skatter og anlægge egen infrastruktur, de har fået deres eget politi, og de kan føre deres egen uddannelsespolitik, kulturpolitik etc. Alligevel har den nationalistiske regionalregering krævet absolut selvstændighed. Det var også dens hovedtema før det seneste regionalvalg i Catalonien i 2015, hvor den vandt regeringsmagten. Men separatistpartiernes legitimitet er skrøbelig. Selv om de sidder på et lille flertal af mandater i Catalonien – på grund af valgsystemet – fik de faktisk ikke engang 48 pct. af de afgivne stemmer ved det seneste regionalvalg, som ellers var udskrevet med løfter om en selvstændighedsfolkeafstemning.

Hvad kan premierminister Rajoy stille op? Bombe Barcelona?

Flertallet af det catalanske folk stemte ikke for det skridt, som Puigdemonts regering forfølger. Flertallet ønsker en anden vej. I meningsmålingerne er et flertal i det catalanske folk imod en løsrivelse fra Spanien. Puigdemonts og nationalisternes påberåbelse af folkeretten og af folket – i pluralis – er manipulation på højtryk.

De besmykker sig med ord om at være demokratiske, men i praksis krænker de alle gældende demokratiske spilleregler. De bryder den spanske forfatning, der i 1978 fik opbakning fra over 90 pct. af catalonierne, og de bryder spillereglerne i selvstyreaftalen, der også er godkendt ved en folkeafstemning. Den 6.-7. september vedtog de folkeafstemningsloven uden at følge de almindelige lovgivningsprocedurer, herunder høring af det catalanske parlaments uafhængige retsråd. Puigdemont og hans kampfæller optræder som revolutionære romantikere, der målrettet søger konfrontationen med staten og den gældende retsorden, og de håber derved at mobilisere folket i gaderne til oprør. De besmykker sig med henvisninger til folkenes selvbestemmelsesret, men Catalonien har i over fem århundreder været en del af Spanien, kong Ferdinand II var med til at bringe Aragon sammen med Kastilien, og generationer af cataloniere har spillet en nøglerolle bag det, vi i dag kender som Spanien. I al dets pluralitet. Der findes i international folkeret ingen hjemmel til, at Catalonien kan løsrive sig imod forfatningen, endsige gøre det med et simpelt flertal ved en illegal folkeafstemning. Catalonien er ikke et undertrykt og koloniseret land, men har udstrakt selvbestemmelse og demokratiske rettigheder.

Separatister og nationalister har selvfølgelig frihed til inden for rammerne af det spanske demokrati og det catalanske selvstyre at arbejde for selvstændighed og løsrivelse, hvis de vil. Og det har omkring et par millioner cataloniere et brændende ønske om. Det må de gerne have. Og de har frihed i presse, parlament og i det offentlige rum til at kæmpe for denne sag. Sådan er det i Spanien, der i dag er et rigt og pluralistisk samfund sammensat af flere nationaliteter og sprog, bundet sammen af moderne forfatning, demokratiske spilleregler og en fælles retsorden. If. den spanske forfatning og den catalanske selvstyreaftale kan man godt arbejde for forfatningsændringer, herunder også om territoriets afgrænsning – eller regioners løsrivelse – men det kræver mindst to tredjedele flertal i parlamentet, før en sådan forfatningsændring kan vedtages og sendes til folkeafstemning. Det er både viseligt og retfærdigt, at man ikke kan undergrave den demokratiske retsorden med simple flertal eller ved folkeafstemninger, hvor man skider højt og flot på, hvad de uafhængige domstole siger. Det kan ikke tolereres. I Europa.

Spaniens konservative regering og Mariano Rajoy har et stort ansvar for at udvise moderation og undgå en yderligere eskalation i den aktuelle situation. Spanien har ikke brug for, at tingene løber ud af kontrol i gensidige beskyldninger og magtpolitisk hovmod. Alle parter bør sætte sig til forhandlingsbordet for at finde en fredelig, civiliseret løsning. Om det kræver øget selvstyre til catalonierne og større økonomisk frihed, er et åbent spørgsmål, som sådanne forhandlinger må besvare. Men separatisternes ulovlige folkeafstemning og konfrontationspolitik må først som sidst mødes med en kold skulder fra de øvrige EU-landes side. If. EU’s Lissabon-traktat skal medlemsstater i EU respektere de fundamentale værdier for demokrati og retsstat, og hvis Catalonien unilateralt og i strid med den demokratiske forfatning i Spanien river sig løs, vil Catalonien ikke kunne optages i EU. Ikke kun fordi den i processen har forbrudt sig mod fundamentale demokratiske principper, men også fordi dens eventuelle optagelse i EU i givet fald skal godkendes med enstemmighed i rådet. Det er usandsynligt, at Spanien vil stemme for, hvis catalonierne bryder alle forfatningsmæssige spilleregler. Flere andre EU-lande som bl.a. Italien, Frankrig og selv Tyskland vil helt sikkert stille sig solidarisk med den spanske regering, da ingen af dem ønsker, at catalonierne sætter griller i hovedet på andre løsrivelsespartier i regionerne.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Når undtagelsestilstand bliver nødvendig

Olav Skaaning Andersen
Vi lever i en tid, hvor vores demokrati er truet. Derfor må vi finde os i, at undtagelsestilstande bruges til at beskytte vore samfund.

Blog: David Trads er ikke en farlig mand

Lars Boje Mathiesen
Nogle gange gør folk sig selv ligegyldige. Det er sket for David Trads. Han ved det bare ikke selv endnu.
Annonce
Annonce
Bolig
Hun fandt sit kreative drive på en gård langt ude på landet
Cecilie Elisabeth Rudolph er en kreativ sjæl, som både arbejder med tekstil-, print- og materialedesign. Hun deltager netop nu i udstillingen “Our Scissors” om Fiskarssakse på Helsinki Design Museum og har et julesamarbejde med designfirmaet Stilleben. 
Se flere
Hun fandt sit kreative drive på en gård langt ude på landet
Cecilie Elisabeth Rudolph er en kreativ sjæl, som både arbejder med tekstil-, print- og materialedesign. Hun deltager netop nu i udstillingen “Our Scissors” om Fiskarssakse på Helsinki Design Museum og har et julesamarbejde med designfirmaet Stilleben. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her