Livet i spejlkabinettet har medført en katastrofal indvandring

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Integrationen er slået fejl, så derfor taler flere og flere nu om assimilation, herunder professor Uffe Østergård. Det fik Muslimsk Ungdom i Danmark til at rykke ud med et bemærkelsesværdigt offentligt brev til professoren. Her skrev ungdomsorganisationen: »Assimilation er fuldstændig udelukket. Den muslimske ungdom vil ikke gennemgå en lutheransk kompromisløsning i Europa, på samme måde som du i indlægget nævner, at jøderne i Danmark har gjort. Det nægter vi af den simple årsag, at vores efterliv ikke er noget, vi tør at satse for en midlertidig anerkendelse i det verdslige liv.«

Det er et stærkt og beundringsværdigt brev. Det skriver jeg helt uden ironi. Tænk, at man kan leve et helt liv i et vestligt land og stadig fastholde sin tro. Der er helt sikkert noget i den islamiske etos, der modstår vestliggørelse. Gid, havde jeg nær sagt, vi i Vesten var lige så stærke i troen!

Man kan sagtens beundre muslimerne på deres egne præmisser og samtidig mene, at de tager fejl, når de afviser at tilpasse sig det samfund, de frivilligt har valgt at bo i. Og man kan også mene, at de derfor slet ikke bør være her. Ligesom man kan arbejde på, at de – frivilligt – forlader landet. Ellers fortsætter de konflikter, vi har set de seneste 30 år, med parallelsamfund så dybe, at man nu erkender behovet for assimilation: Total tilpasning til dansk kultur.

I min bog ”Sammenhængskraft” fra 2010 skrev jeg om alt det, man dengang ikke måtte sige, men som i dag nærmest er selvfølgeligheder. Jeg og andre blev ikke kun skandaliseret for at skrive om behovet for assimilation, men også om berigelsen ved homogenitet, om nødvendigheden af nationer og nationalstater og om kultur som forklaringen på de konflikter, vi konstant møder, dengang som nu.

Det er fascinerende at bevidne disse skift i tidsånden. Hvis man dengang krævede assimilation, blev det opfattet som et utilstedeligt overgreb på indvandrernes livsform. I stedet talte man om forfatningspatriotisme, dvs. illusionen om, at man er en del af fællesskabet, så længe man bare overholder lovene og bekender sig til de abstrakte, demokratiske principper.

Muslimer har imidlertid haft rigtig mange år til at lære vores liberale kultur at kende. Men flertallet af muslimer ønsker ikke at leve som os. En Wilke-undersøgelse for Jyllands-Posten i 2015 viste, at 77,2 pct. af muslimer i Danmark mener, at Koranens anvisninger skal følges fuldt ud.

Det modsatte – at muslimer bliver som os – fik vi ellers at vide af de politikere, der besluttede sig for denne indvandring. Vores liberale frihedsværdier – sekularisme, individualisme, ligestilling osv. – er jo de bedste, og derfor vil muslimerne med tiden blive som os. Inde i enhver muslim bor en traditionel dansker, der venter på at springe ud.

Det bringer mig til mit tema: Den narcissistiske selvspejling. Når vi ser noget andet, ser vi blot os selv. Vi tror, at andre dybest set er som os, ligner os og ønsker at leve som os. De fleste i Vesten er liberale, men den liberale har det med at leve i en verden af spejle. Et symbol på et af tidens dominerende fænomener er ganske enkelt spejlkabinettet.

Livet i spejlkabinettet har gjort os sårbare. Det har medført en katastrofal indvandring, og vi må nu lære at leve med et højt niveau af kriminalitet, mistillid, bedrageri, milliardudgifter, vold, radikalisering og terror, som kommer af, at millioner af muslimer ikke vil være en del af den vestlige, liberale frihedskultur.

Demokrati er blevet tidens sesam, vi råber i spejlkabinettet. ”Demokratisme” kunne man kalde det, når der gøres en kult af et verdsligt fænomen som demokrati. Vi taler hele tiden om demokrati. Demokrati mig her og demokrati mig dér. Jo mere abstrakt et begreb er, jo mere kan man enes om dets værdi. Demokrati er sådan et begreb. Men i den konkrete virkelighed betyder demokrati noget meget forskelligt for den almindelige dansker og den almindelige muslim. Ja, den ”demokratiske integration” er slået fejl. Men man kan ikke elske demokratiet, højst være retorisk forelsket i begrebet. Demokrati er blot en politisk styreform, og det kan i øvrigt bruges til mange ting. Islamister bruger f.eks. demokratiske processer i kirke-, skole- og foreningsinstitutioner til at afvikle det liberale demokrati. Sager vedrørende Grimhøj-moskéen i Aarhus og Egedalsvænge i Kokkedal har vist det. Brøndbys nu afdøde borgmester Ib Terp udtrykte det meget klart: Hele områder i kommunen er ved at blive omdannet til et ”kalifat”.

Vi skal også huske, at de demokratiske revolutioner i den arabiske verden bragte islamister til magten. Under det såkaldte arabiske forår fik Det Muslimske Broderskab overvældende opbakning i Egypten, da der kortvarigt var valg – inden militærdiktaturet igen tog over i landet. Samfund uden tradition for liberalisme og uden national identitet, tillid og kulturel homogenitet vil naturligvis ikke kunne etablere demokrati, som vi kender det i Vesten.

Det var derfor et udslag af en enorm uvidenhed, da Vesten støttede det arabiske forår og intervenerede i den muslimske verden med det formål at fremme liberalt demokrati. Det endte tragisk, og man kan igen spørge: Hvorfor gjorde vi det? Svaret kan læses på side et i Psykologiens ABC, og kerneordene er ”narcissisme” og ”projicering”: Vi tillægger andre folkeslag vores egne værdier, vi ser kun os selv i andre, vi tror, at andre er, eller gerne vil blive, ligesom os.

At liberale vesterlændinge lever i et spejlkabinet, ses måske tydeligst i tørklædedebatten. Her lyder det igen og igen: »Tørklædet er ikke andet end 30 gram stof.« »Tørklædet er udtryk for kvindens eget valg.« »Tørklædet er et symbol på kvindens selvrealisering«.

Vi har svært ved at lægge tørklædedebatten fra os. De Radikale kom for et par måneder siden på et tørklædeforbud, men kom så hastigt på andre tanker. Selv kvindesagsforkæmpere forsvarer tørklædet. DR sendte for nylig en ung pige til Iran for at afprøve den højeste mode i sløring af kvinder. Og senest argumenterede liberale for at ansætte kvinder med tørklæde som værter på tv.

Den liberale lever i en verden af spejle, ser overalt kun sig selv. Den liberale humanist med den globale selvforståelse er i virkeligheden den mest provinsielle af alle. Det fremmede, det helt anderledes, ser den liberale ikke. Bruger araberne Twitter og Facebook, og taler de engelsk, ligesom os, så ønsker de jo også liberalt demokrati. Ikke? Bruger de slør, ligesom kvinderne herhjemme for ikke så længe siden, så er det bare en praktisk anordning.

Islamdebatten er uendelig og selvreflekterende som i et kabinet af spejle. At muslimske kvinder aktivt vælger underkastelsen under guden, er for den liberale utænkeligt. Den tanke, at andre ikke vil have del i den tomme frihed, synes slet ikke opstå. Men muslimer anser ofte Vesten som en ugudelig, æreløs og dekadent civilisation.

Og så er vi tilbage ved det indledende brev fra den muslimske ungdomsorganisation. Muslimer tør ikke satse deres efterliv for noget så billigt som en midlertidig anerkendelse i det verdslige liv, som det så beundringsværdigt tydeligt blev formuleret i brevet.

Man kan ikke bebrejde muslimer, at de fastholder deres livsform. Men man kan bebrejde dem, at de modarbejder dansk kultur, og man kan undre sig over, at de vælger at leve som fremmedgjorte i et land, de i grunden foragter.

I kabinettet kan den liberale derimod leve videre i sin narcissistiske selvspejling og skærme sig mod denne indsigt: At islams lydige tropper splintrer de artige liberale fantasier om frigørelse og selvrealisering.