*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Fiskekvotesystemet er designet til dansk politik

Kronikøren har designet det nuværende fiskekvotesystem i Danmark og har i kronikken forslag til forbedringer.

Illustration: Niels Bo Bojesen

Forhåbentlig vil den aktuelle interesse for fejl i fiskeriforvaltningen medføre, at danskerne også opdager, at fiskerisektoren er en økonomisk drivkraft bag udviklingen i vores kystområder. Flertallet af de store havne i Jylland kan takke fiskeriet for deres udvikling og stærke økonomi. En stor del af vores fiskeeksport på årligt op mod 30 mia. kr. skabes i de produktionsvirksomheder, der ligger i tilknytning til havnene. Men hvad er det for en mekanisme, der styrer dansk fiskeri?

Forvaltningen af fiskeressourcerne er et EU-anliggende. Der er fri adgang til fiskeri i hele EU-havet, og EU fastlægger, hvor meget de enkelte lande må fange. EU’s fiskeripolitik er reformeret fra 1. januar 2015. Før skulle fiskerne udsmide al den fisk, der var under mindstemålet, eller som de ikke havde kvoter til, nu skal de bringe det hele med i land. Har de ingen kvote for én enkelt art, må de stoppe alt fiskeri, hvor denne art fanges. Den enkelte fisker ansvarliggøres i forhold til, hvad han fanger, ikke blot det, han tager med i land. Det er et stort fremskridt, hvis man politisk følger op og sikrer, at reglen fungerer. Det er et afgørende spørgsmål, når fiskeriministeren skal bede Folketinget om mandat til efterårets EU-forhandlinger om fiskeriet i 2018.

Det er dansk kompetence at fordele fisken mellem fiskerne. Før 2007 blev der uddelt fiskerationer fra ministeriet på månedsbasis. Fiskerne vidste ikke, hvor meget de kunne fiske blot en måned frem. Der var overkapacitet i fiskeriet, en forældet flåde og dårlig økonomi. Offentlige støttepenge betalte fra midtfirserne 1.800 mio. kr. til fartøjsophugning. Uden væsentlig effekt. Omkring halvdelen af sildefangsterne gik til fiskemel, mens vores virksomheder måtte importere kvalitetssild fra Norge og Skotland. Samtidig var Danmark ved at tabe mulighederne for at drive et fiskeri i Nordatlanten i konkurrence med Island, Norge, Færøerne og Skotland.

Det er ikke korrekt. Da forvaltningen blev rullet ud i 2007, var problemet ikke koncentration, men overkapacitet.

I maj 2001 vedtog Folketinget en prøveordning, der gjorde det muligt for sildefiskerne at sammenlægge deres kvoteandele på færre fartøjer. I 2002 vedtog Folketinget den opfølgende ændring af Fiskeriloven. I lovbemærkningerne anførtes, at ministeren skulle hindre ”uhensigtsmæssige koncentrationer”.

Prøveordningen trådte i kraft 1. januar 2003. Den viste hurtigt resultater i form af en reduktion i flådekapaciteten, nye fartøjer og bedre råvarekvalitet. I november 2005 blev der indgået en politisk aftale om en omfattende reform for hele fiskeriet. En reform baseret på omsættelige fiskekvoter, således at den enkelte fisker kunne lægge et sammenhængende budget og opnå finansiering af både fartøjsinvesteringen og de kvoter, der skulle til for at matche fartøjets kapacitet. Reformen, Ny Regulering, trådte i kraft 1. januar 2007.

Ny Regulering er designet til dansk politik. Den har leveret på alle de parametre, som en markedsbaseret forvaltning forventes at kunne gøre. På økonomisk effektivitet, høj kvalitet af fisken, arbejdssikkerhed og bæredygtigt fiskeri, hvor flådens størrelse passer med fangstmulighederne. Sidstnævnte er ikke mindst vigtigt for den fisker, der med times varsel nu kan skaffe sig kvote til de bifangster af fisk, han før måtte smide døde ud.

Det enestående er, at ordningen samtidig giver plads til ændrede politiske prioriteringer. I marts i år gennemførtes en kvoteomlægning til gavn for det kystnære fiskeri, og hvert år afsættes fiskemængder, som unge fiskere kan få kvit og frit, hvis de investerer i et fartøj.

Det er også muligt at ændre på ejerkoncentrationer, at indføre ressourcerentebetaling og at rulle ordningen helt eller delvist tilbage.

Men hvor er ”kvotekongerne” i dette? De fleste kommentatorer er uvidende om, at dansk fiskeri er to fiskerier. Det pelagiske segment, som fisker billige stimefisk og industrifisk som sild, makrel og tobis. I dette fiskeri pumpes fisken om bord i avancerede køletanksanlæg. Fiskeriet foregår ofte i Nordatlanten. Et fartøj, der skal klare dette skal være 70-100 m langt og råde over betydelige kvoter. Det er en investering på 1 mia. kr. i runde tal. De fiskere, der valgte at investere i kvoter, leverer nu højkvalitetsfisk til fiskeindustrien. En del af de fiskere, der valgte at sælge kvoterne og forlade fiskeriet med penge på lommen, har investeret i andre dele af fiskerisektoren. Skagerak Group i Nordjylland, som er verdensledende på silde- og makrelprodukter, kunne ekspandere og produktudvikle på grundlag af penge, man fik ved frasalg af kvoter.

Det politiske ønske var at skabe grundlag for netop denne udvikling.

Det andet segment i fiskeriet er bundfiskeriet efter torsk, rødspætter osv. Her har fiskeren den enkelte fisk i hånden, han renser, iser og pakker den. Her er enhver fartøjsstørrelse konkurrencedygtig, og det er et politisk ønske at sikre et bredt sammensat fiskeri. Det er bl.a. gennemført ved at holde de helt små fartøjer uden for omsætningssystemet og ved at give kvoteforhøjelser til fartøjer under 17 m. Her skal man holde nøje øje med ejerkoncentrationer.

Hvor er vi så henne i forhold til den kritik, der er rejst af statsrevisorerne? Statsrevisor udtaler, at forvaltningen ikke har understøttet Folketingets intention om, at kvoterne ikke måtte koncentreres på for få fiskere. Det er ikke korrekt. Da forvaltningen blev rullet ud i 2007, var problemet ikke koncentration, men overkapacitet. I den politiske aftale af 2005 valgte man derfor igen en rund formulering om en øverste grænse for det antal fartøjer, som den enkelte fisker måtte have »betydende interesse i«, og at grænsen skulle fastlægges efter »nærmere drøftelse med erhvervet.« Det skete.

I april 2012 fastlagde ministeren præcise grænser for, hvor stor en del af de enkelte danske kvoter en ejer må råde over. Koncentrationen af dansk fiskeri ligger inden for denne grænse. Der er faktisk mulighed for en betydelig yderligere koncentration. Når ministeren dengang udtalte, at »nu er der sat en prop i hullet,« må det bero på en fortalelse.

Statsrevisorerne kritiserer også uorden i de registrerings- og sagsbehandlingssystemer, som skal sikre en effektiv administration og kontrol med kvotekoncentration. Det er en relevant kritik, og det vil muligvis også vise sig, at nogle fiskere har overtrådt gældende regler.

Statsrevisorernes kritik har givet anledning til debat om fiskeriet. Det er godt med et politisk serviceeftersyn af og til. I forhold til de ”politiske intentioner”, jeg lytter mig til nu, bør der tages følgende initiativer:

Opsigelsesfristen for kvoterne er netop øget fra 8 til 16 år. Det er en fejl. Den oprindelige ”bremselængde” for at bringe kvoteejerskaber til ophør blev valgt til skatteafskrivningsperioden på syv år + et år. Vi taler om en samfundsressource, og der skal være rimelig mulighed for at kunne omdisponere dens anvendelse. Fristen skal rulles tilbage til otte år. Koncentrationsgrænserne bør ikke ændres for det pelagiske fiskeri, men da strukturtilpasningen stort set er på plads, bør der indføres en afgift (ressourcerente), så disse fiskerier er med til at betale for den biologiske rådgivning og administration, der ligger bag forvaltningen. Koncentrationsgrænserne i det øvrige fiskeri giver ikke sikkerhed for en uønsket udvikling, de skal strammes op. Det gælder også krydsejerskab mellem de to fiskerisegmenter og måske i forhold til familiebånd. Man bør fremme generationsskiftet yderligere, og man bør skabe bedre incitamenter til at udvikle fiskeriet, især med henblik på at leve op til EU-reformen.

De administrative systemer i ministeriet skal effektiviseres, gerne i sammenhæng med en forenkling af det ofte overkomplicerede regelværk.

Opgaven er at sikre en robust kombination af økonomisk effektivitet og de fordelingshensyn, politikerne ønsker varetaget.

Mogens Schou er tidligere udviklingschef i Fødevareministeriet og har designet det fiskekvotesystem, vi har i Danmark i dag.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Europa efter Europa

Mikael Jalving
Merkels problem er også vores problem. Migranterne kan ikke fortsætte med at komme herop, uden at vores samfund forvandles til uigenkendelighed.

Blog: Et pudseløjerligt valg

Morten Uhrskov Jensen
Der er plads til en ret stor religiøs sekt hertillands.

Blog: Tillykke til Danmark med nederlaget

Anders Vistisen
Danske skatteydere kan glæde sig over, at det europæiske lægemiddelagentur ikke endte i Danmark.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her