En venstre uppercut i synet på den kreative klasse

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Dagen efter udgivelsen købte jeg Kaare Dybvad Beks ”De lærdes tyranni” som e-bog. Det viste sig hurtigt at være spild af penge. Bogen er så fremragende og velskrevet, at jeg efterfølgende har været nødt til også at købe den trykte version, så jeg kan tage noter og nemt finde tilbage til de mange guldkorn, som den indeholder.

Her er et af disse guldkorn: »Hvor den økonomiske overklasse ser det som en pligt at træffe beslutninger og prioritere, så vil den kreative klasse altid hævde, at man blot gør det, der er mest logisk eller moralsk rigtigt. I egen selvforståelse tjener de kreative ikke egne interesser, men gør det, alle ville gøre, hvis de havde den samme viden som dem selv.«

Den kreative klasse er med andre ord en klasse, der ikke engang vil vedkende sig, at den er en klasse. Den kreative klasse er også typisk den kritiske klasse. Det er os, der har de analytiske redskaber til at gennemskue magten og de skjulte intentioner, og det er os, der har den moralske habitus til at dømme over andre. Vores funktion i samfundet er at holde øje med alle de andre og korrekse dem, når de træder ved siden af. Vi kigger opad mod bankerne og Finansministeriet og dømmer ”neoliberalisme”, men vi kan også kigge nedad og få øje på den ”racisme”, ”intolerance”, ”sexisme” eller bare ”dårlige smag”, der i hverdagen huserer i Jylland, på TV3 og lignende steder.

Når nogen formaster sig til at gøre os til genstand for kritik, bliver vi først forundrede: Det er jo os, der skal kritisere de andre – ikke omvendt. Når overraskelsen så har fortaget sig, bliver vi fornærmede: Hvordan kan nogen være alt andet end taknemmelige over, at vi helt uegennyttigt stiller vores kritiske dømmekraft til rådighed for resten af samfundet? De skulle skamme sig.

Vi kan til nød klare den kritik, der kommer fra højre og ovenfra, som da Anders Fogh lancerede sit opgør med ”smagsdommeri”. Den kunne jo netop afskrives som udtryk for den selvsamme neoliberalisme, som vi allerede havde gennemskuet. Vi kan også godt håndtere den kritik, der kommer fra højre og nedefra, som når Dansk Folkeparti beskylder DR2 eller Politiken for elitær københavneri. Det er jo også netop bare udtryk for den intolerance eller simple dumhed, vi allerede har påpeget.

Kaare Dybvad Beks kritik er imidlertid mere foruroligende, fordi den kommer fra venstre og nedefra, som en uppercut i den blinde vinkel af vores selvbillede. Hans analyse er dybest set en klasseanalyse, hvor han inkluderer den kreative klasse som andet end en fritsvævende intelligentsia, der hjælper med at bevidstgøre og mobilisere arbejderklassen i kampen mod kapitalisterne. Vi bliver således også en spiller i kampen om samfundets ressourcer. Mens markedet danner rammen for kampen mellem arbejdere og kapitalister, så betjener den kreative klasse sig primært af statens omfordelingsmekanismer til at begunstige sig selv, hvad enten det er i form af bevillinger fra forskningsrådet eller konsulenthonorarer fra offentlige instanser.

Anklagen om, at vi ikke er et hak bedre end de andre klasser, og at vi er drevet af andet end logik og moral, kan vi selvfølgelig ikke have siddende på os. En ”kreativ” måde at affeje Dybvads analyse på er ved at proppe ham i en kasse og sætte et negativt mærkat på. Hvis vi kalder ham ”anti-intellektuel” eller ”anti-akademiker”, så kan vi slå to fluer med et smæk. Vi får dels afskrevet muligheden af, at han faktisk taler på vegne af andre end sig selv, og vi får samtidig genetableret vores narcissistiske opfattelse af, at hele verden drejer sig om os. Kaare Dybvad Bek er ikke drevet af en omsorg for de mennesker, som kommer fra hans hjemegn og lignende steder i Danmark. Han er bare besat af en irrationel aversion mod kloge mennesker som os, der får ham til at snobbe nedad. Hertil siger Dybvad selv:

»Folk i Vipperød stemmer i vrede og afmagt, siger man, mens folk i hovedstadens brokvarterer stemmer rationelt og efter nøje overvejelser. Ved at afskrive visse vælgeres politiske valg som et truet individs afmægtighed overser man i debatten deres rimelige ret til at være uenige i den politik, der bliver ført. Skepsis over for den kreative klasses politik udlægges som uoplyste, forældede synspunkter fra en kant af samfundet, der for længst er stoppet med at være rentabel og meningsfuld.« Et andet modtræk, som den kreative klasse også mestrer til perfektion, er at flytte fokus fra indhold til form. Vi vil gerne være med til at diskutere, hvordan vi i uddannelsessystemet kan anerkende både håndens og åndens arbejde. Vi bryder os bare ikke om måden, som Kaare Dybvad Bek fremfører sit argument på. Tricket er her, at så snart diskussionen er flyttet til et spørgsmål om form, så kan den kreative klasse igen gøre sin suveræne moralske dømmekraft gældende og bestemme, hvilke argumenter der er legitime, og hvilke der skal skammes ud. Underteksten er selvfølgelig: Vi vil gerne dele ud af symbolsk anerkendelse af arbejderklassen, så længe der ikke pilles ved vores privilegier, så længe vores analyse af samfundet ikke anfægtes, og så længe arbejderklassen ikke begynder at stemme på partier, vi ikke anerkender som stuerene.

Jeg er selv lektor på CBS og har i stort set hele mit voksne arbejdsliv været på universitetet. Jeg befinder mig således i hjertet af den kreative klasse, som er genstand for Kaare Dybvads bog. Jeg kan ikke tale på vegne af den kreative klasse, og jeg kan heller ikke tale på vegne af hele universitetet. Men jeg kan sige, at hans bog i hvert fald ramte mig lige i maven. For mig er den ikke et aggressivt frontalangreb på akademikere som mig selv. Det fine ved bogen er, at den formår at sætte ord på nogle overvejelser og bekymringer, som jeg kan genkende i mig selv og i samtaler med både kollegaer og studerende. Parallelt med den megalomane forestilling om, at netop vi sidder inde med den viden, der er altafgørende for resten af samfundets fremtid, så findes der også en udbredt tvivl og frustration over, om vi i virkeligheden er ligegyldige, og om nogen andre end os selv interesserer sig for det, som vi investerer vores arbejdsliv i.

Mit eget forskningsfelt er penge og banker, og da jeg læste Kaare Dybvads kritik af universitetet og den kreative klasse, mindede den mig om den kritik af den finansielle sektor, som jeg selv er hurtig til at fremføre. Ligesom den finansielle del af økonomien har den akademiske del af samfundet gennemgået en hastig vækst i de seneste tre-fire årtier. Og for begge brancher har der måske været en tendens til, at man har lukket sig om sig selv. Bankerne har glemt at låne til små og mellemstore virksomheder i den produktive del af økonomien for i stedet at stryge de nemme spekulative gevinster på globale finansmarkeder. Forskerne har glemt at skrive til almindelige danskere for i stedet at stryge prestige og anerkendelse hos internationale fagfæller i højt specialiserede tidsskrifter. Både banker og universiteter er nøgleinstitutioner i et velfungerede samfund, og vi kan ikke klare os uden nogen af delene. Men de skal fungere i balance med resten af samfundet.

Hvis vi på universiteterne og i den kreative klasse forventer at blive taget alvorligt som analytikere og kritikere af resten af samfundet, så må vi også lytte med et åbent sind, når nogen gør sig den ulejlighed at analysere og kritisere vores branche og klasse på en i øvrigt kvalificeret, nuanceret og sober måde. Derfor håber jeg, at så mange af mine kollegaer på universitetet og kammerater i den kreative klasse som muligt vil læse Kaare Dybvads bog. Og husk: I kan lige så godt købe den trykte version fra starten.