*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Værnepligt uden militær betydning

Forsvars- og sikkerhedspolitik er for alvorlig til at blive reduceret til følelser for eller imod værnepligt. Den er dyr og uden militær betydning.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

Skal forsvaret have flere værnepligtige? Det spørgsmål har præget debatten om et nyt forsvarsforlig. Til gengæld er der ikke sat mange ord på, hvad de værnepligtige skal bruges til.

Det skyldes måske, at værnepligtige ikke kan bruges til ret meget. I hvert fald ikke når man tager udgangspunkt i, at forsvaret er politikernes mulighed for at handle på situationer, som er så alvorlige, at man er villig til at bruge magt og risikere liv. Den alvor forsvinder i nationalromantiske argumenter om værnepligt.

En grundlæggende forestilling er, at værnepligt gør forsvaret robust. Det var til dels sandt under Den kolde Krig, da Danmark havde et mobiliseringsforsvar, som betød, at tidligere værnepligtige løbende blev genindkaldt og fik opfrisket deres militære uddannelse, så de hurtigt kunne mobiliseres.

Værnepligten er blevet en gigantisk sovepude for et forsvar, der hellere vil holde fast i fortiden end opføre sig som en moderne arbejdsgiver, der som alle andre må gøre en indsats for at tiltrække og fastholde de unge.

Angreb russerne, kunne forsvaret kalde på de tidligere værnepligtige og sende dem til Køge Bugt, hvor de skulle holde skansen, til Nato kom. Dengang var opgaven enkel, men mandskabskrævende. I dag kræver komplekse opgaver færre, men langt bedre uddannede soldater. Allerede under Balkankrigen i 1990’erne gik det op for politikerne, at man ikke kunne anvende værnepligtige til de nye opgaver. I 2004 tog man konsekvensen og nedlagde mobiliseringsforsvaret, som var dyrt at drive, og altså viste sig at have ringe værdi i et moderne forsvar.

Derfor sendes værnepligtige i dag hjem efter fire måneders tjeneste. På papiret indgår de ganske vist i totalforsvaret i tre år. Hvis en katastrofe rammer Danmark, og flere end 10.000 politimænd, 14.000 soldater og 16.000 aktive i hjemmeværnet ikke kan løse opgaven, er tanken, at de tidligere værnepligtige træder til.

På papiret skriver vi. For forhåbentlig bliver Danmark aldrig ramt af en situation, som det trænede beredskab ikke kan klare. Og skulle det ske, hvilke opgaver vil man så efter tre år bede unge, der har aftjent værnepligt i fire måneder, om at løse? Vil man under et terrorangreb give dem skarpladte våben og sætte dem til at bevogte Nørreport Station?

Værnepligtige er altså ikke en ressource, man kan sætte ind, hvis det brænder på – hverken i forsvaret eller i civilsamfundet.

Men værnepligt er godt for de unge, siger de knap så unge. Man lærer disciplin og at rede sin seng. Og fordi alle har værnepligt, er det her by møder land, rig møder fattig, og uddannet møder ikke uddannet. På den måde sikrer værnepligt sammenhængskraften i samfundet.

Måske mødes de unge på tværs af geografi og social baggrund på Roskilde Festival, men de gør det ikke i værnepligten. Her har alle været igennem en sortering, så kun de egnede kommer ind. Og der er rift om pladserne: 97 pct. er frivillige, og mange står i kø i to år for at aftjene deres værnepligt. Så i virkelighedens verden er pligten afskaffet.

Center for Militære Studiers studie i forbindelse med forsvarsministeriets værnepligtsrapport viser, at de frivillige kommer fra middelklassen. Deres forældre er lige så rige og lige så uddannede som gennemsnittet. Mener politikerne, at forsvaret (og dermed skatteborgerne) skal bruge millioner af kroner på at lære dem at stå op om morgenen?

Det er problematisk, når politikerne reducerer forsvaret til en bevæbnet højskole frem for at forholde sig til, hvad forsvaret reelt er: Folketingets mulighed for at sende unge i krig, vel vidende at de risikerer at blive slået ihjel eller selv at slå ihjel. Vi har svært ved at se, at der er en særlig kvalitet i, at folk er tvunget til den opgave. I stedet bør vi glæde os over, at så mange melder sig frivilligt til værnepligten og senere til jobbet som professionel soldat.

Men værnepligten sikrer opbakningen til forsvaret, lyder det. Også her mener vi, at politikerne bruger værnepligt som løsning på et problem, der ikke findes:

For det første er de værnepligtige som sagt stort set alle frivillige. De er altså positivt indstillede overfor forsvaret i udgangspunktet. For det andet bakker danskerne faktisk op om forsvaret – også under de hårde missioner, når befolkninger i andre lande bliver kritiske. Og vores folkevalgte politikere bakker op med brede flertal.

Det eneste forbehold, befolkningen viser, er, når man spørger, om forsvaret skal have flere penge. Men svaret på det kan da ikke være endnu flere penge til værnepligtige, der ikke er brug for. Svaret må være at bruge penge på det forsvar, der er nødvendigt, for at fremme fred og sikkerhed.

Vi køber heller ikke argumentet om, at forsvaret ikke kan rekruttere uden at kunne tvangsindskrive unge til værnepligt. Som vi lige har vist, vælger de unge faktisk forsvaret til, og forsvaret kan slet ikke bruge de mange frivillige. Af 4.300 værnepligtige tegner man årligt kontrakt med ca. 850, som får den egentlige uddannelse til soldat.

Hvem andre vil sige: Lad os bruge en masse penge og tvinge unge til at arbejde næsten gratis i fire måneder, så vi kan se dem an og sortere 80 pct. fra? I stedet for at øge gruppen, der sendes gennem svingdøren, må forsvaret finde dem, det har brug for blandt de mere end 3.000 unge, man hvert år sorterer fra. Værnepligten er blevet en gigantisk sovepude for et forsvar, der hellere vil holde fast i fortiden end opføre sig som en moderne arbejdsgiver, der som alle andre må gøre en indsats for at tiltrække og fastholde de unge.

I øjeblikket er der for mange professionelle soldater, der bliver for kort tid i hæren. Hæren har en udfordring med rekruttering og fastholdelse af konstabler, hvis vi skal sikre et forsvar, der er robust og tidssvarende. Det kræver et øget fokus på HR. Som et element heri foreslår vi at gøre konstabeluddannelsen til en erhvervsuddannelse. På den måde vil man anerkende den faglighed, som professionelle soldater allerede har. Man vil give forsvaret bedre mulighed for at fastholde de unge. Og man vil give de unge bedre kort på hånden end i dag, hvor de forlader forsvaret uden et eneste bevis på deres kompetencer, men blot med et held og lykke på rejsen. Endelig vil man løfte en stor gruppe fra ufaglært til faglært, som både politikere og økonomer efterspørger.

Men herregud, tænker du måske: værnepligt er jo billig, så hvad kan den skade?

Tja, ud over at man parkerer de unge uden for den arbejdsstyrke, politikerne ellers har så travlt med øge, så er det desværre en myte, at værnepligt er billig.

I 2009 opgjorde forsvaret de direkte udgifter til 750 mio. kr. Dengang uddannede man 6.000 værnepligtige om året mod 4.300 i dag. Prisen for at fordoble antallet, anslog forsvaret dengang til at være 1,7 mio. kr. i investering i materiel og bygninger og yderligere 750 mio. kr. til drift. Hertil kommer afledte omkostninger.

Vælger man at øge antallet af værnepligtige, kan det substantielle løft, regeringen vil tilføre forsvaret, altså hurtigt være brugt, og det uden at forsvaret har fået en eneste patron eller soldat mere.

Det kan få konsekvenser, for selv om Danmark har et stærkt og professionelt forsvar i dag, så mangler der 840 mio. kr. på budgettet, hvis det nuværende niveau skal videreføres. Det skyldes bl.a. udgifter til nye kampfly og til erstatninger til veteraner med ptsd. Skal der tilføres nye opgaver, og mener politikerne det, når de siger, at forsvaret skal være mere robust og udholdende, skal der flere penge til.

Historien viser, at det er svært at forudsige udviklingen i verden og i forsvarets opgaver. Derfor skal Danmark have et forsvar, der kan løse mange forskellige opgaver. Vi ved også, at indsætter politikerne forsvaret, så er der stor sandsynlighed for, at danske soldater kommer i kamp. Det skete på Balkan, i Irak, Afghanistan og i Syrien, og det må vi som minimum være forberedt på kan ske igen.

Med den viden er det ikke rationelt at pege på øget værnepligt som svaret på forsvarets udfordringer. At flere unge lærer at pudse støvler, har ingen værdi i moderne krigsførelse. Den robusthed og udholdenhed politikerne ønsker, handler om finansiering, materiel og om erfarne soldater, der har fagligheden og kompetencerne til at løse fremtidens opgaver – hvad end de måtte blive. Men det vil selvfølgelig kræve, at man bruger fornuften og ikke følelserne. Er Christiansborg klar til det?

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Kronik: Tro er ikke for tøsedrenge
Maria-Louize Helbo, præst (p.t. på barsel) Ejby
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Naser Khaders facebookvanvid virker - desværre

Christian Rabjerg Madsen
Naser Khader har lagt sine indsigtsfulde analyser af situationen i Mellemøsten på hylden og i stedet transformeret sin politiske kommunikation til usaglige personangreb og perfide latterliggørelser. Det virker desværre super godt på Facebook.

Verdens Bedste Nyheder: Kloden bliver klogere online

Thomas Ravn-Pedersen | Sophie Rytter
Digital og onlineuddannelse har bevæget sig fra niche til verdensomspændende succes med gratis kvalitetsprodukter.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her