*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Tørklædet er islamiseringens spydspids

At bære det muslimske tørklæde handler om langt mere end den enkelte kvindes individuelle valg af påklædning.

Illustration: Thorgerd Broni Jensen

I et debatindlæg (JP d. 17/5) argumenterer Clara Kjeldbjerg Mathiasen for, at retten til at bære tørklæde er en dansk kerneværdi forankret i Grundlovens § 67: »Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning (…)«.

Indlægget slår til lyd for, at enhver kvinde skal have lov til at klæde sig, som hun vil, og paralleliserer muslimske kvinders ønske om at bære tørklædet med en dansk kvindes ønske om at tildække sine bryster.

Videre: »Er den danske kerneværdi frihed ikke det eneste, som er truet? (…) Når du ser en kvinde med tørklæde, så tænk, at hun ikke truer de danske værdier, men at hun omfavner dem ved at gøre brug af vort lands friheder (…).

Islam er den næststørste religion i verden – vi er nødt til at omfavne den. Landegrænser udviskes, og vi må indse, at der findes andre kulturer end vores egen.«

I parentes bemærket: Ja, naturligvis findes der andre kulturer. Spørgsmålet er bare: Er det kulturer, vi ønsker på sigt skal erstatte vores egen?

Jeg har citeret Mathiasen så udførligt, fordi ordlyden i Maggi-terning-form demonstrerer, hvordan en demokratisk retsstats frihedsrettigheder, herunder religionsfrihed, bliver udnyttet til at indføre sharia, islamisk lov, ad bagvejen. Tørklædet er sharia. Kunstgrebet består i dels at reducere islam til at være en religion, dels at banalisere tørklædebrug til et spørgsmål om kvinders påklædningsvalg.

Kunstgrebet består i dels at reducere islam til at være en religion, dels at banalisere tørklædebrug til et spørgsmål om kvinders påklædningsvalg.

Men for det første er islam ikke kun religion, men politik forklædt som religion. For det andet: At bære det muslimske tørklæde handler om langt mere end den enkelte kvindes individuelle valg af påklædning. Med baggrund i tørklædebrug på verdensplan kan det dokumenteres, at tørklæder er udtryk for et menneskesyn præget af mandens dominans og kvindens underkastelse. Med tilsløring følger adskillelse mellem de to køn. Kvindens seksualitet anses for farlig og ukontrollabel for manden. Derfor skal den holdes nede, blandt andet gennem tildækning. Slør bæres først og fremmest af seksuelle og ikke religiøse grunde, for at dække håret og ikke vække lyst. Det er kvinden, som er skyld i den fremkaldte lyst, ikke manden, som føler den.

Kvinder, der bærer tørklæder, gør det primært, fordi de bliver tvunget til det. Intet sted, hvor islamisterne er kommet til magten rundt omkring i verden, herunder i de vesteuropæiske ghettoer, overlades det til den enkelte kvinde selv at beslutte, om hun vil iføre sig slør.

Omdrejningspunktet for enhver islamistisk bevægelse er mænds kontrol af kvinder. Og den kontrol kommer særligt tydeligt til udtryk i tørklædet, som derfor også er et uomgængeligt krav fra islamisternes side. Den iranske revolution (1979) fik ikke mindst succes, fordi det lykkedes for ayatollah Khomeini og daværende ministerpræsident Rafsanjani at komme igennem med budskabet: »Det er en pligt for kvinden at dække sit hoved, fordi kvindens hår udsender vibrationer, der opgejler, vildleder og fordærver mænd.«

Tørklædet får status som islamismens flag og kommer til at fungere som islamiseringens spydspids i Vesten. Tørklæder er således ikke “uskyldige skikke”, som fattige og uuddannede kvinder gradvist vil udvikle sig væk fra. Påklædningskravet er religiøst-politisk forankret og dermed ikke til diskussion for rettroende. At nogle tørklæde-klædte kvinder insisterer på, at tilsløring i virkeligheden er en slags “ny identitet” for muslimske kvinder, kan ikke umiddelbart anfægtes. Men de signaler, disse kvinder – frivilligt eller ufrivilligt – udsender til omverdenen er: 1. Vi er muslimer. 2. Religiøse påbud står over demokratiernes sondring mellem det verdslige og det religiøse, det offentlige og det private. 3. Vi anerkender forskelsbehandling af mænd og kvinder.

Det er korrekt, at en række kvinder i Vesten vil kunne gøre gældende, at de selv har valgt at bære tørklæde. Men uanset en kvindes individuelle valg øger hendes frihed tvangen over for de medsøstre, der ikke ønsker at tilhylle sig. Med tørklædet sættes skel mellem mænd og kvinder, mellem rene og urene kvinder, mellem troende og vantro. Jo flere kvinder, der ifører sig/tvinges til at iføre sig tørklæder, jo mere eksponerede bliver ikke-tilslørede som urene, vantro og uanstændige.

I Danmark er det et stigende problem, at tørklædeløse piger bliver presset, generet og chikaneret, hvis de ikke vil dække sig til. Tilsløringen giver sig mere og mere ekstreme udtryk. I dag er det således hverdagskost på Nørrebro og i Valby at se indpakkede kvinder, hvor kun deres øjne er synlige. Selv små piger helt ned til 1. klassetrin kan nu ses fuldt tildækkede, men når en lille pige tvinges til at gå med tørklæde og dække sig til, indskrænker det ikke bare hendes råderum. Det påvirker hendes selvforståelse, så det er i virkeligheden et psykoseksuelt overgreb, der mærker hende for livet.

Uanset motiverne til at emigrere til Europa så har det vist sig, at et stort antal muslimer ikke ønsker at blive integreret, endsige assimileret, i de moderne, frigjorte, verdslige, demokratiske samfund med rødder i kristendommen. (Nogle af dem kan ganske enkelt ikke – deres forudsætninger er for dårlige). De udvandrer, fordi deres egne lande ikke kan tilbyde ordentlige økonomiske og sociale vilkår, men de kommer ikke med en vilje og parathed til at tilpasse sig de individbaserede samfund i Europa.

Erfaringer med islam i Europa igennem de seneste tiår peger alle i samme retning: Kompromiser er ikke mulige i forbindelse med politiske-særkrav-forklædt-som-religiøse. Kvinder kan ikke iføre sig et halvt tørklæde. Svømning er enten kønsadskilt eller ikke-kønsadskilt. Enten forefindes bederum, eller også gør der det ikke. Der kan ikke etableres dialog omkring tørklædet, af den enkle grund at tørklædet mere end noget andet udtrykker en kultur, som frygter kvinders frihed og ret til selvbestemmelse, og som dermed er uforenelig med modernitet, ligestilling og demokrati.

Ingen bør et sekund glemme, at tilsløring af kvinder hænger sammen med islams kvindesyn. Kvinder rangerer som andenklassesborgere, der ikke kan optræde og agere på lige fod med mænd i det offentlige rum. Kvinden er den, der er bærer af familiens ære (sheref). Den, der tillige bekvemt udnævnes til at være biologisk determineret til at varetage bestemte funktioner. Uden mulighed for at vælge rollen til eller fra.

Det helt aktuelle problem er altså, at det er umuligt at afgøre, hvornår tørklædet er udtryk for et personligt valg båret som et politisk banner med inskriptionen: Se, hvilken god og ærbar og dydig og stolt muslimsk kvinde, jeg er. Og så hvornår pigerne er udsat for pres fra familie, imamer eller religiøse organisationer.

På den baggrund er det afgørende at komme ud over enkeltindividplanet, hvor der altid er undtagelser fra reglen. Til fordel for en overordnet beskrivelse af kønsstrukturerne inden for islam.

Her lyder konklusionen: Om tilsløringen foregår med tvang eller efter “eget valg” gør ingen forskel for tilsløringens virkelige funktion og indhold. For det første vil valget kun være frit, indtil islamisterne kommer til magten. For det andet sætter slørets symbolværdi sig igennem bag om ryggen på tørklædebæreren uanset hendes private og personlige fortolkning.

Tørklædet er – sammen med stormoskeer – det mest potente symbol på islams tilstedeværelse i Danmark. Tørklædet signalerer:

Jeg er muslim og kan ikke gifte mig med en indfødt dansk mand – medmindre han konverterer til islam og lover, at børnene skal opdrages islamisk.

Den indfødte befolkning er ikke god nok til at gifte sig med.

Mine børn skal opdrages islamisk, så nej tak til at tilpasse mig dansk kultur, ja tak til sharia.

Tørklædet er en politisk uniform og bør derfor forbydes i alle offentlige institutioner: vuggestuer, børnehaver, skoler, hospitaler, plejehjem, domstole mv. I hvert fald hvis man nærer det mindste ønske om at bevare den danske retsstat og dansk kultur.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Kronik: Babis er den tjekkiske Trump
Martina Schepelern, tolk, oversætter og underviser
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Skadelig symbolpolitik sætter integrationen tilbage

Gitte Seeberg
Symbolpolitik er betegnelsen på politiske initiativer, der skal illustrere handlekraft, men som i virkeligheden er blottet for indhold

Blog: En liste af dårskab fra Nye Borgerlige

Jens Kindberg
Man prøvede at være et bredt borgerligt parti, men er endt som et yderligtgående populistisk projekt med kun én sag på dagsordenen: At være mere negative overfor folk, der ikke ligner Pernille Vermund
Annonce
Annonce
Tydeligt ironisk BBC-vært læste gammel nyhed på direkte tv
BBC-værten kunne i denne uge afsløre, at det britiske kongehus får en ny baby til april - men det er en gammel nyhed, bemærkede værten lettere ironisk. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her