*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Ungarn mellem fascisme og Europa

Orbán har de seneste 15-20 år i stigende grad vendt sig mod de liberale idealer og har åbent proklameret et illiberalt demokrati, der, som forfatningen tilsiger, skal bygge på ”gud, krone, fædreland, kristendom og familie”.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

Kun 13 år efter EU's østudvidelse breder mismodet sig, foranlediget af udviklingen i de centraleuropæiske lande Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn. Modsat de baltiske lande, der har forstået at udnytte deres EU-medlemskab, bruger disse landes ledere tiltagende megen tid og energi på at sabotere EU.

Især Ungarn under den stramt nationalkonservative Viktor Orbán bekymrer. Denne oprindelige ungliberale skylder den amerikansk-ungarske milliardær, spekulant (og holocaustoverlever) George Soros meget, både arbejde og stipendier i hans Open Society helt tilbage i omvæltningstiden. I 1990 gik Orbán direkte ind i politik og blev valgt til det første ungarske parlament efter den nye forfatning af 1989. I 1998 lykkedes det for ham som 35-årig i koalition med et par mindre konservative partier at blive ungarsk ministerpræsident første gang.

Han beholdt posten i fire år, men måtte derefter se sig slået i 2002 og igen i 2006 af de af ham så forhadte socialdemokrater. I den periode gennemgik Orbán og partiet en forvandling fra det ungliberale til det stærkt nationalkonservative – og vandt overbevisende valget i april 2010, med 52,7 pct. af stemmerne. Valgdeltagelsen lå lige over de 50 pct., så i realiteten havde langt under en tredjedel af ungarerne stemt for Orbán, der nu med to tredjedele-flertal havde magt til at ændre forfatningen – og gjorde det. Blandt andet ændrede han valgloven, så han med blot omkring 45 pct. af stemmerne ville kunne fortsætte med to tredjedele-flertal – hvilket netop skete ved valget i 2014: Orbán fik 44,9 pct. af de afgivne stemmer. I et senere suppleringsvalg mistede han det afgørende mandat, men da havde han foretaget de forfatningsændringer, han fandt nødvendige for at befæste sit autoritære og nationalistiske styre.

Der var bekymrede indvendinger fra EU, men det er først i den seneste tid, at der er begyndt at komme et egentligt pres udefra, omsider også fra hans egne konservative fæller. Med sit nationale spørgeskema under navnet ”Stop Bruxelles” (hvor befolkningen spørges, hvad Ungarn skal gøre, ”hvis Bruxelles vil tvinge landet til at lukke illegale indvandrere ind trods de mange terrorangreb”) og med sin nye hastegennemførte universitetslov, der udelukkende har til formål at få lukket det Sorosstøttede Central European University, er han muligvis gået for vidt, i al fald er der nu indledt en proces mod Ungarn for at forstøde sig mod EU's principper.

Slagord om immigranter, jøder og udenlandsk kapital har mere vægt end de oplagte mangler på social-, sundheds- og uddannelsesområderne.

Synderegistret er da også blevet langt og omfatter blandt meget andet de omstridte medie- og domstolslove fra hans første periode, hans diskriminerende politik over for romaerne (op mod 10 pct. af befolkningen) hans restriktive politik over for nogle udenlandske firmaer i Ungarn og en tydeligt tiltagende antisemitisme, korruption og oligarkdannelse. Hertil kommer i den seneste tid hans skarpe holdning over for ngo’er, især de internationale, som han vil bringe under sin kontrol.

I april gennemførte Ungarn den hårdeste asylret i hele EU (hvor konkurrencen på det område er skarp). Etnisk homogenitet er altafgørende for Ungarn, der uden skelnen anser flygtninge som potentielle terrorister.

I samme måned kom så den nævnte CEU-lov, der omsider fik demonstranterne op af stolene. Loven blev lyngennemført og ekspresunderskrevet af præsidenten. Man kan spørge sig, hvad Orbán og Fidesz kan have imod et amerikansk støttet, meget respekteret universitet midt i Budapest, med både udenlandske og ungarske studerende – og svaret er enkelt: Orbán har i de seneste 15-20 år i stigende grad vendt sig mod de liberale idealer og har åbent proklameret et illiberalt demokrati, der, som forfatningen tilsiger, skal bygge på ”gud, krone, fædreland, kristendom og familie”. Gud er det første ord i forfatningen, der har pillet ”republik” ud af nationsbetegnelsen og anfører den årtusindgamle Stefanskrone i stedet, som enhver besøgende i parlamentet kan beundre. Orbán, Fidesz og en meget stor andel af befolkningen betragter den ungarske nation som konstant truet og er meget optaget af den nationale historie fra grundlæggelsen op mod år 900 og frem til 1500-tallet, hvor Ungarn blev erobret af tyrkerne, derefter af habsburgerne, kortvarigt af tyske nazister og endeligt som bekendt besat af russerne.

Ungarerne kender altså til fremmed undertrykkelse og har svært ved at erkende, at de selv, i perioden fra 1867 med en form for ligestilling i det østrig-ungarske rige og indtil katastrofen i 1920, undertrykte de kroatiske, slovakiske, ukrainske, rumænske og serbiske nationale mindretal i landet. Med Første Verdenskrigs nederlag var det slut, og den dag i dag henviser ungarske politikere, der ønsker en vindersag, til Trianonaftalen af 4. juni 1920, der fratog ungarerne to tredjedele af deres hidtidige landområde og en tredjedel af den ungarske befolkningsdel. Det blev et aldrig helet sår, der forståeligt gav anledning til revanchetænkning nøjagtig lige som i Tyskland.

Efter nederlaget i 1918 og et kort kommunistisk mellemspil kom så stabiliteten i form af det fascistiske styre under admiral Horthy, som var den stærke mand fra 1920 helt frem til den nazistiske invasion i 1944, der medførte åbenlyse og meget omfattende drab på jøder, romaer og politiske modstandere. Allerede Horthy havde ladet jøder deportere til gaskamrene, og under det nazistiske ungarske pilekorps dræbtes hundredtusinder, i alt over en halv million jøder blev dræbt eller fordrevet. I dag ser man i et hjørne af Frihedspladsen foran den reformerte kirke en stor buste af Horthy, der åbenlyst oplever en form for rehabilitering. Længere inde på pladsen har regeringen ladet opføre et monument, der viser den tyske ørn angribe den ungarske nation i form af Ærkeenglen Gabriel. Sandheden om Ungarns forhold til Nazityskland er betydeligt mere kompliceret, Horthy samarbejdede åbenlyst og sendte ikke bare jøder ud af landet, men også soldater til kamp på østfronten – i begge tilfælde til den næsten sikre undergang.

I dag, med lidt under et år til næste valg, står så Orbán med sin autoritære lederstil og sin nationalkonservative hird på omkring 30-40 mænd stadig meget stærkt, uanset anklager om korruption og demokratifjendtlighed. Slagord om immigranter, jøder og udenlandsk kapital har mere vægt end de oplagte mangler på social-, sundheds- og uddannelsesområderne. Skellet mellem den udøvende og den lovgivende magt er væk, både domstolenes og mediernes stilling er mærkbart reduceret . Alt dette lyder bekendt, og Orbán lægger da heller ikke skjul på sin affinitet til både Putin (heraf tilnavnet Puszta-Putin) og Erdogan – som Orbán skal møde senere i maj. Den eneste trussel, der kan anes mod ham internt i landet, er det neonazistiske parti Jobbik. Det tidligere regeringsparti Socialisterne har ingen troværdighed og har desuden svært ved at komme til orde. Reelt kan den almindelige ungarer enten blive helt væk fra urnerne eller vælge mellem kryptofascister og kryptonazister – og kan efter at have sat krydset ved Fidesz med en vis ret hævde at have været med til at bevare Ungarn fra at glide fra slemt til værre.

Frygten for alternativet nærer også EU, især Orbáns egne europæiske Konservative, hvis mangeårige næstformand han endnu er. EU har sendt advarselsbreve til Budapest, men det er nok reduktionen af EU-støtte (Ungarn er en af de største nettobidragsmodtagere) og proceduren omkring manglende beskyttelse af retsstatssikkerheden, der kan ende med tab af stemmeret, som Ungarn frygter mest.

Freedom House, støttet af Soros og (endnu) af den amerikanske regering, har for nylig under overskriften ”Populisme og autokrater truer det globale demokrati” offentliggjort en pessimistisk rapport, der karakteriserer Ungarn som et ”semikonsolideret” demokrati og ”det mest ufri” land i EU. Det er på mere end høje tid, at Bendt Bendtsen og hans konservative EU-kolleger markerer den røde linje og reagerer, i første omgang med en reel trussel om fratagelse af stemmeretten. Med udviklingen i Polen og med valget i Tjekkiet in mente kan det blive for sent.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Kronik: Mange er udsat for dum ledelse
Finn Wiedemann, lektor, ph.d. Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: White Girl 2

Angela Brink
Den nye digtsamling – White Girl 2 – af forfatterinden Christina Hagen siger noget interessant og væsentligt om vores samtid.

Blog: Mine favoritspisesteder i Københavns indre by

Jens Kindberg
Alt skal ikke handle om politik, så hvor skal man tage hen og spise?

Blog: Manchester: Børn skulle dø, fordi musik er haram

Jaleh Tavakoli
De havde ikke tegnet nogen profet, de havde ikke deltaget i nogen krige, de havde ikke undertrykt nogen eller udsat nogen for racisme. Men musik er haram.

International debat: Store udfordringer venter Macron

Poul Skytte Christoffersen
Højt på den franske europapolitiske dagsorden står et reformeret og effektivt eurosamarbejde, men først skal præsident Macron vinde flertal i nationalforsamlingen ved valget i juni og vise, at han selv kan gennemføre reformer.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her