Vi har brug for et nationalt råd for psykiatri

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Mange (herunder Danske Regioner) taler aktuelt om, at vi skal have en psykiatriplan 2 til afløsning for psykiatriplanen fra 2014. Det er vi enige i. Men psykiatrien rummer så mange problemer og dilemmaer, at der samtidig er behov for et organ, der kan komme med et langsigtet bud på, hvordan vi kan styre psykiatrien sikkert gennem de tilbagevendende kriser og skandaler og fremadrettet skabe stabile rammer for et væsen, der har ansvaret for hundredtusinder af menneskers trivsel og velvære.

Vi foreslår, at der nedsættes et nationalt råd for psykiatri.

Psykiatriens problemer er mange. Fra den daglige drift meldes om overdreven brug af tvang, overmedicinering, lange ventelister, for tidlige udskrivninger, vold på sengeafdelinger og bosteder, selvmord og personaleflugt. Dette er blot nogle af de mest omtalte problemer. Det ustyrlige og støt stigende antal psykiatriske patienter, sammen med de mådelige behandlingsresultater, hører til et dybere problemlag.

Det ligger lige for at spørge, om der bag disse synlige problemer findes et mere grundlæggende problem, en ”konstruktionsfejl” i psykiatrien, der skaber og vedligeholder de synlige problemer. Det gør der. Psykiatriens grundlagsproblem er misforholdet mellem på den ene side psykiatriens opgaver og på den anden de værktøjer psykiatrien råder over til at løse sine opgaver. Det handler ikke kun om ressourcemangel. Mindst lige så alvorligt er det kvalitative problem: I indsatsen for mennesker med psykiske lidelser tales der om tre ligeværdige behandlingsindsatser, den biologiske, den terapeutiske og den socialpsykiatriske.

En stor del af indsatsen hører i dag til i den sociale verden, hvor samfundsvidenskaberne hersker, en verden befolket af bl.a. psykologer, pædagoger og jurister. Psykiatriens opgaveløsning er derimod organisatorisk henlagt til sundhedsvæsnet, der har rødder i den naturvidenskabelige verden, hvor lægerne huserer med deres videnskab. Disse to verdener lader sig vanskeligt forene, og sammenstødet imellem dem er med til at skabe hverdagens konflikter og problemer.

Sådan har det ikke altid været. Da den danske psykiatris fader, lægen Harald Selmer, i 1846 udgav sit epokegørende skrift ”Almindelige Grundsætninger for Daarevæsnets Indretning”, var der harmoni mellem opgaverne og deres løsninger. Harald Selmer skrev, at afsindighed var en legemlig sygdom, som skulle behandles af dem, der havde autoritet og viden på kroppens område, nemlig lægerne. Sådan blev det. Lægerne behandlede de afsindige i de nybyggede dåreanstalter med de, i vore øjne, primitive midler, der dengang var til rådighed.

Psykiatrien blev født som en kontrakt mellem samfund og læger med kroppen som grundlag og ramme. Denne tilsyneladende harmoni bestod i godt 100 år. I første halvdel af 1900-tallet begyndte den at krakelere. Det var der flere grunde til. Datidens psykiatriske patienter, de afsindige, blev ikke raske i det omfang, Harald Selmer og hans lægekollegaer havde håbet. Nogle blev raske, men flertallet forblev kronisk syge og lod sig ikke udskrive fra dåreanstalterne. De mange nye nervevidenskaber kunne, hos hovedparten af patienterne, ikke afsløre kropslige årsager til afsindigheden. Hvad værre var: Hvis videnskabsmændene endelig fandt fejl i hjernen hos de syge, overgik disse til det nye lægespeciale, neurologi. De sygdomme, der forsvandt ud af psykiatrien, var f.eks. epilepsi og den hjernebetændelse, der optræder i senforløbet af kønssygdommen syfilis. Mennesker med disse sygdomme havde udgjort en betydelig del af 1800-tallets patienter.

Til gengæld for tabet af de kropsrelaterede sygdomme, fik psykiatrien tilført en mængde nye sygdomme som neuroser, psykopatier, misbrugslidelser og senere forstyrrelser som adhd og ptsd. På engelsk gik man fra at tale om sygdomme (diseases) til at tale om forstyrrelser (disorders).

Problemet med de mange nye lidelser i psykiatrien er imidlertid, at de kun sjældent kan forklares med problemer i menneskekroppen. Nu er psykiatrien kommet til at rumme lidelser, hvis forståelse også hører hjemme i samfundsvidenskabernes (herunder psykologiens) verden, medens problemernes løsninger fortsat organisatorisk er placeret i lægernes naturvidenskabeligt dominerede verden. Hermed er psykiatriens grundlagsproblem opstået. Den gamle kontrakt mellem samfund og læger er blevet brudt (man kan tale om det, som jurister kalder bristede forudsætninger).

Kroppen tjener ikke længere alene som grundlag og pejlemærke for en psykiatrikontrakt. Det betyder for samfundet, at psykiatrien synes at være blevet grænseløs, da alle menneskelige problemer kan opfattes som lidelser med ret til diagnoser, der igen giver adgang til rettigheder og støtte fra velfærdssamfundet. Antallet af mennesker med psykiske lidelser er derfor eksploderet, og det mærkes især hos de svært sindssyge, som nu skal dele de begrænsede ressourcer i regionspsykiatrien med talløse andre, der har lettere lidelser (der naturligvis ikke for de ramte opleves som lette).

Kan dette problem løses? Ja! Enten skal psykiatriens sygdomsunivers tilpasses de traditionelle behandlingsværktøjer, som hviler på lægevidenskab og -teknologi (tilbage til at tale om diseases i stedet for som nu disorders). Eller også må værktøjskassen udvides og tilpasses de mange nye lidelser.

Hidtil har bestræbelserne gået i retning af det sidste: at udvide den traditionelle værktøjskasse suppleret med hjælp fra psykologer, pædagoger og mange flere. Denne løsningsmodel har ikke haft ubetinget succes, men det kan måske forklares med, at ressourcerne ikke er fulgt med.

Det første forslag: At ændre sygdomsspektret har ikke haft så stor opmærksomhed blandt fagprofessionerne og de politiske beslutningstagere, men nok blandt udefrakommende debattører. Der er en ivrig debat i medierne om tilbøjeligheden til at sygeliggøre menneskers problemer og give dem diagnosenavne.

Inden konkrete løsninger iværksættes, er det imidlertid vigtigt at erkende psykiatriens grundlagsproblem, misforholdet mellem sygdomsunivers og behandlingsværktøjer, grænselandet, hvor samfundsvidenskab og naturvidenskab tørner sammen.

Her skal lyde en opfordring til psykiatripolitikere: Skab et forum for debat om psykiatriens grænser og indhold. Når psykiatri som samfundsinstitution er et velafgrænset område, kan indholdet defineres – eller omvendt. Og når indholdet og grænserne er defineret, kan de rette faggrupper med de bedste værktøjer tildeles behandlingsopgaverne. Der er behov for en ny og mere præcis kontrakt mellem samfundet og de fagprofessionelle.

Psykiatriens grundlagsproblem blev skabt af mennesker og kan derfor også løses af mennesker. Men indtil videre er grundlagsproblemet ikke officielt anerkendt, og et forum for løsninger er ikke tilvejebragt. Der er behov for et nationalt råd for psykiatri, hvor alle psykiatriens aktører får sæde: patienterne, deres pårørende, de fagprofessionelle grupper, embedsmænd og politikere.

I 1976 blev psykiatrien en del af sundhedsvæsnet, underlagt Sundhedsstyrelsen og administreret af amterne. Det var en sejr for de mange, der havde kæmpet for en ligestilling mellem psykiske og somatiske lidelser. Men knap var denne sejr i hus, før nye problemer meldte sig. Det store flertal af den moderne psykiatris patienter, med psykologiske og sociale problemer og stræben efter det gode liv, har ikke følt sig velanbragt i sundhedsvæsnets domæne, hvor kropsproblemer og lægeteknologi dominerer.

For at tilgodese denne store patientgruppe gennem praktisk handling og symbolsk anerkendelse har samfundet behov for et nationalt råd, der kan tjene den samlede psykiatriske patientgruppes interesser. Samtidig skal rådet med sit virke forene de mange faggrupper og de højst forskelligartede syn på psykiatri, der skaber hverdagens utallige problemer for psykiatriens patienter, deres pårørende og behandlere.