Socialdemokratiet og den russiske revolution

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I dag er det den 9. april, og det er 77 år siden Danmark blev besat af Hitlers Tyskland. Det kunne der sagtens skrives en kronik om, men dels er en sådan skrevet mange gange, dels lever vi i jubilæernes tidsalder, og det næste runde 9. april-jubilæum kommer først i 2020.

Et stort og aktuelt jubilæum er derimod 100-året for den russiske revolution. Den begyndte i Petrograd – tidligere Sankt Petersborg – i marts 1917 (efter russisk tidsregning i februar, derfor kaldes den normalt for februarrevolutionen). Zar Nikolaj II blev styrtet, og et borgerligt-demokratisk styre under ledelse af Aleksandr Kerenskij blev indført. Samtidig blev der dannet arbejder- og soldaterråd (råd = sovjet). Der opstod en dobbeltmagt, hvor sovjetterne udfordrede regeringen. I Petrograd-sovjetten sad mange revolutionære, men Lenins parti, bolsjevikkerne, var i mindretal. I disse dage for 100 år siden vendte Lenin tilbage til Petrograd fra sit eksil efter en tur i en forseglet togvogn fra Schweiz gennem Tyskland og Sverige-Finland. Tyskerne havde en interesse i at skabe uro i Rusland, som de var i krig med, og den tyske gesandt i København, von Brockdorff-Rantzau, spillede en hovedrolle i dette arrangement sammen med den revolutionære russisk-jødiske rigmand Alexander Helphand, der boede i København. Helphands illegale navn fra det revolutionsforsøg, der allerede havde været i 1905, var Parvus. Det betyder "lille" på latin, måske fordi Helphand var så stor og fed!

Efter en flere uger lang togtur nåede Lenin og hans følge til Petrograd. Han talte straks til masserne og fremsatte sine såkaldte aprilteser, der dannede grundlag for den næste revolution, oktoberrevolutionen (i november). Det centrale i teserne var, at den borgerlige februarrevolution skulle føres videre til en arbejder- eller proletarisk revolution, og at al magt skulle overføres til sovjetterne. Her var han enig med lederen af Petrograd-sovjetten, Lev Trotskij, der i mange år var gået ind for den såkaldte permanente revolution og i øvrigt havde været Lenins dødsfjende. Nu fandt de sammen, og med en vis folkelig støtte og indsats af soldater gennemførte de kuppet natten mellem 6. og 7. november 1917, som vi kalder oktoberrevolutionen.

Der er skrevet uendeligt meget om Rusland i 1917, og det meste er bestemt af de politiske synspunkter, som de forskellige forfattere har. Vi har altså en enorm viden om, hvad der skete, mens der er mange modstridende teorier om, hvorfor det skete, og hvordan man skal vurdere det. Jeg skal afholde mig fra at give min tolkning her og vil i stedet skrive lidt om, hvordan de to revolutioner blev modtaget af de danske socialdemokrater, som jo formelt var i samme parti som Lenin og Trotskij, der begge var russiske socialdemokrater (Lenin deltog også i en international socialistkongres under ledelse af Stauning i København 1910).

De danske socialdemokrater var i begyndelsen positive over for begge de russiske revolutioner. Februarrevolutionen modtoges ligefrem med begejstring. Man så den som en borgerlig revolution på linje med den franske i 1789, som fik så stor betydning for den senere demokratiske udvikling i Europa. I partiavisen Social-Demokraten anlagde man samme bedømmelse af oktoberrevolutionen nogle måneder senere. I hvert fald i begyndelsen. Avisen kaldte den for ”fredsrevolutionen”, fordi man mente, at den kunne stoppe verdenskrigen (til Tysklands fordel, for Stauning og co. støttede Tyskland under krigen).

Der var dog ikke kun tale om taktisk beregning, men også om en art romantisk sværmeri. Socialdemokratiets største taler, Frederik Borgbjerg, sagde f.eks. på et møde lige før julen 1917: »Vi er ikke bolsjevikker. Vor bevægelse har 50 års erfaring for, hvad Engels skrev i 1895, da han erklærede, at den unge Engels og den unge Marx tog fejl. Der skulle endnu en lang kapitalistisk proces og menneskealdres socialistiske organisation til for at modne det nye samfund. Men selv om vi erkender, at bolsjevikkernes taktik er tids- og stedsbestemt som al taktik og ikke passer overalt, så har vi inderst inde en sjæl, der fri, for al ravnekrogs-fordom skælver af begejstring for alt, hvad der er virkelig revolutionært i verden (stærk tilslutning). (Social-Demokraten 24.12.1917).«

Begejstringen kølnedes dog, da bolsjevikkerne i januar 1918 opløste den grundlovgivende rigsforsamling i Rusland, fordi de ikke havde flertallet i den. I en leder i Social-Demokraten vendte man sig imod oprettelsen af proletariatets diktatur i stedet for et demokrati, og i løbet af 1918 skiftede stemningen fuldstændig.

Avisen og med den partiet fordømte nu revolutionen og styret i Rusland for at være udemokratisk og utopisk-revolutionært. Fra 1919 var der næsten daglige angreb på bolsjevikkerne, der nu hed kommunister, og den linje forsatte Socialdemokratiet sådan set helt frem til 1991, da Sovjetunionen brød sammen. Det er altså skudt ved siden af, når historikeren Bent Jensen og andre har beskyldt Socialdemokratiet for at have været sovjetvenligt. Det var det i alt fald kun nogle få måneder i 1917. I betragtning af karakteren af det eksperiment, der blev igangsat i Rusland, er det måske ikke så mærkeligt. Det blev dog hurtigt klart, at eksperimentet var slået fejl, og at den sovjetiske befolkning kom til at betale en alt for høj pris.

I stedet for en revolutionær vej til socialisme ønskede socialdemokraterne en evolutionær vej. Evolution – udvikling – fik de, men ikke socialisme. Det endte med en blandingsøkonomi i en velfærdsstat, og det er svært at afgøre, hvilke elementer der skabte den. Kapitalismen eller arbejderbevægelsen? Eller begge? Det sidste er nok det rigtigste svar.