Det er tid til et nyt dannelsesideal

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Hvad gør man, når verden forandrer sig i en hidtil ukendt hastighed? Når kvantespring pludselig bliver så virkelige som kvantecomputere? Når førende journalister kan beskrive, at mennesket intellektuelt ikke længere kan følge med den teknologiske udvikling fra sådan ca. 2006 at regne?

Når den teknologibårne videns- og forskningsbase for første gang i menneskehedens historie er større end den, der hviler i menneskene selv, og når kunstig intelligens gør, at teknologien beriger sig selv vidensmæssigt? Når robotteknologi erstatter alskens opgaver tidligere løst af mennesker, og vores økonomi dermed ændres? Når demokratiet udviser stresstegn efter over 200 års udvikling? Når andre styreformer end demokratiet bevidst søger at undergrave vores institutioner og vores levevis bl.a. ved udnyttelse af den samlede teknologibase?

Man søger ind. Hvad udad tabes, skal indad vindes, som Dalgas berømmeligt sagde det. Man genopdager, hvad fortidens generationer tog i brug, når opgaver syntes overvældende, og presset på institutioner og land blev kolossalt. Man søger til dannelsen.

I mange år har vi nu fokuseret strikt på specialisering. Man kan ikke nødvendigvis påstå, at alle er blevet dygtigere end fortidige generationer til det, de specialiserede sig i. For den revolutionerende demokratisering og åbning af uddannelsessystemet for alle har også presset de faglige krav. Men et barn er blevet smidt ud med badevandet i processen mod overakademisering, specialisering og masseoptag, og det er dannelsesidealet. Den egentlig grundlæggende forståelse for, at vi alle er i samme båd, og som det fast hedder i den lutherske teologi hinandens skyldnere.

Svaret på en udvikling, der går så stærkt, at den går hen over hovedet på os, er ikke at forsøge at følge med den. Løbe den op. Svaret er at søge indad og dybt. At få klarlagt de inderste værdier og den kultur, der egentlig er vores. Selv at sætte rammen frem for at lade en løbsk udvikling gøre det. At påstå at man kan overskue alt samtidig, er i disse tider alligevel umuligt. Man må i stedet kaste sig ud på de 10.000 favne og give sig Gud i vold.

Det er disse inderste værdier, der skal sikre, at vores kultur og levevis overlever. Frihedsidealerne. Vidensidealerne. Nysgerrigheden. Stræbsomheden. Fliden.

Hvad mon de tænkte, der i det irske kloster, da langskibet ladet med vikinger pludselig lagde til, som ud af det blå, for første gang i verdenshistorien? Disse fremmede, der kom fra fremmede egne og for første gang kunne sejle ud i horisonten.

Da radioen kom til verden og pludselig gjorde katastrofer jorden rundt nærværende. Telegrafen. Flyvemaskinen.

Vi er ikke de første, der føler den teknologiske udviklings fantastiske og nådesløse fremmarch. Den eneste konstant er forandringen. Og Schumpeters kapitalistiske kreative destruktion. Alt, hvad vi elsker, skal falde for, at alt kan blive ved med at være, som det var.

Den frie verden står over for en ny kraftanstrengelse.

Demokratiet skal genopfindes. Folket skal vide, at al magt udgår fra netop folket, og med det følger et ansvar. At der er gode grunde til, at flertallet ikke skal krænke visse grænser, skønt det kan. At der er grunde, der giver genlyd i 1.000 år, for, hvorfor det enkelte menneske har krav på visse umistelige rettigheder. At tilsidesættes dette, følger kiv og ufred, had og vrede.

Hvis denne forståelse skal vinde indpas, er det eneste svar dannelse. En ny folkeoplysning, som Grundtvig og højskolebevægelsen sidst gennemførte. Et moderne fokus på ansvar og forpligtelse.

Vi skal lære, at alt, hvad der skrives, ikke er sandt. Men blot er tilkendegivelser. At man med historiske alen kan måle, hvad der er ret og vrang. At med viden og dannelse følger kritisk sans.

I mange år lød påstanden, at i fremtiden ville alt blot kunne slås op. Men med sandhedsforureningen har det vist sig naivt og farligt. Man skal kunne og vide selv. Ellers er man overladt til demagoger og konspirationsteorier.

Det er tid at skabe et nyt dannelsesideal.

Jeg går i gang nu på de videregående uddannelser og inden for forskningens verden. Men opgaven rækker langt videre end det.

Lad os fortrøstningsfuldt tage fat.