Er græsdyrkning løsningen på en umulig opgave?
Danske landmænd kan bidrage til at reducere udledningen af klimagasser med ca. 20 pct., hvis de bl.a. dyrker græs frem for korn. Men det kræver videreudvikling af nuværende teknologi og ændret praksis i landbruget.
Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.
Strengere klimakrav fra EU har fået debatten om dansk landbrug til at blusse op igen. Det store spørgsmål er, hvordan landmændene skal opretholde den nuværende produktion, samtidig med at de bliver pålagt at reducere udledningen af klimagasser?
Heldigvis viser forskning, at landbruget kan bidrage til at reducere Danmarks udledninger med over 20 pct., uden at det går ud over fødevareproduktionen. En sådan reduktion svarer omtrent til den samlede udledning af drivhusgasser fra hele landbrugssektoren. Det vil kræve, at knap 10 pct. af landbrugsarealet omlægges til mere produktive afgrøder.
Tilmed er denne løsning i bogstavelig forstand grøn: Det handler om græs.
Også uden for landets grænser vil en dansk satsning på grøn biomasse kunne mærkes.
Inden for landbrugets nuværende rammer er det vanskeligt at øge produktionen af biomasse – her forstået som korn – væsentligt. Selvom korn er forholdsvist nemt at dyrke, høste, transportere, opbevare og forarbejde til foder og mel, er de almindelige kornarter ikke særligt effektive til at udnytte hverken sollys eller gødning, hvis man ser det over et helt år. I sidste halvdel af sommeren, hvor der både kan være sol og regn, modner kornet i stedet for at vokse.
Hvis vi skal udnytte vores begrænsede ressourcer bedst muligt, skal landbruget i højere grad satse på flerårige afgrøder som eksempelvis græs. I modsætning til korn vokser græs og andre grønne afgrøder i en langt større del af året og er således bedre til at udnytte sollys og gødning.
Derfor kan de grønne afgrøder under danske forhold give et højere udbytte end korn. Vores undersøgelser viser, at landbruget med en vifte af tiltag kan producere 8-10 millioner tons biomasse til bioraffinering uden at reducere fødevareproduktionen og uden at inddrage nye jordarealer. Græs er et vigtigt element heri og er ekstra interessant.
Græs giver ikke alene et højere udbytte. Det har en række fordelagtige følgevirkninger.
Græsmarker er bedre til at fastholde kulstof i jorden. Det forhold gavner jordens kvalitet og frugtbarhed, foruden at kulstoffet, der fastholdes i jorden, ikke bliver til CO2 i atmosfæren.
Vandmiljøet vil også få gavn af en øget produktion af grøn biomasse i Danmark, da græs kan erstatte korn i de mest sårbare områder. Vi forventer, at det vil halvere udvaskningen af kvælstof sammenlignet med den traditionelle dyrkning af korn og raps. Hvis der sammenlignes med majsdyrkning, vil reduktionen i udvaskning af kvælstof være endnu højere. Samtidig vil en reduktion i udledning af kvælstof nedsætte risikoen for dannelse af den kraftige klimagas lattergas.
Også uden for landets grænser vil en dansk satsning på grøn biomasse kunne mærkes. Ved hjælp af bioraffinering kan man ekstrahere protein fra græsset og derved levere danskproduceret proteinfoder til vores husdyr og proteinprodukter til fødevarer. Det vil mindske den nuværende import af sojabønner fra udlandet, hvor Danmark p.t. lægger beslag på arealer, der svarer til størrelsen af Sjælland.
Resterne af græsset kan bruges til både foder og brændstofproduktion. Den fiberholdige pulp er et godt kvægfoder, men vil også kunne omdannes til f.eks. biogas eller olie. I 2015 indviede Aarhus Universitet et pilotanlæg på AU Foulum, hvor græs og andre organiske materialer omdannes til råolie. Anlægget efterligner naturens egen olieproces. Det, der tager millioner af år i naturen, sker på bare 20 minutter i anlægget. Teknologien kan blive et regulært kvantespring i kampen for at mindske afhængigheden af fossile brændstoffer.
For at realisere det fulde teknologiske og miljømæssige potentiale af en øget biomasseproduktion er der behov for mere forskning og udvikling inden for landbruget. Både blandt industri og universiteter.
Først og fremmest skal metoderne til udnyttelse af græs til højværdige produkter, primært protein, udvikles så langt, at der kan etableres en industri, der kan aftage græsset. Den første udfordring er at få proteinet ud af de grønne biomasser i en kvalitet og til en pris, som er konkurrencedygtig i forhold til sojaprotein. Dernæst skal restproduktet kunne omsættes til højværdige produkter.
Samtidig er der en række teknologier og systemer i planteproduktionen, der skal udvikles, inden alle de nye produktkæder kan realiseres. Vi mangler for eksempel systemer til at håndtere langvarig omdrift i græs. Ofte oplever man, at permanente græsmarker får en nedgang i udbytte, og det skal vi forsøge at undgå. Og så tester vi forskellige metoder til at holde plantedyrkningens skjulte synder, tabet af lattergas, som er en stærk drivhusgas, på et lavt niveau i græsmarkerne.
En anden – og ganske væsentlig udfordring – kan være motivationen blandt landmændene. 10 millioner tons biomasse kan levere cirka 20 pct. af vores nuværende naturgasforbrug og 30-50 pct. af vores benzin- og dieselforbrug.
Det er landbruget, der kommer til at levere varen, men det er hovedsageligt i energisektoren, at reduktionen i udledning af klimagasser bliver godskrevet. Energisektoren får kvoterne, og landmanden ingenting, så der bør skabes et incitament for at få landbruget med på vognen.
Der er rift om biomassen og mange kunder i butikken, for der er brug for både mere ikke-fossil energi og flere fødevarer i fremtiden. I mange år har vi tænkt på det som konkurrerende formål, men det er en misforståelse at tro, der er en fast mængde biomasse, som vi skal fordele. Vi kan få meget mere biomasse fra det samme areal, end vi gør i dag, og samtidig kan vi opnå miljøfordele og et mere bæredygtigt dyrkningssystem.
Der er ingen tvivl om, at der ligger en stor opgave i at udvikle den nuværende landbrugsproduktion i retning af en øget ressourceudnyttelse, men det er den vej, vi skal. For at opnå målet kræver det en videreudvikling af eksisterende teknologier, justeringer af dyrkningssystemerne i landbruget og en øget udvikling af bioraffinaderisektoren.
Hvis vi gør det klogt, kan vi både producere langt mere og løse en hel række af de miljøproblemer, landbruget slås med, og som kan blive fatale for erhvervet i fremtiden.
Uffe Jørgensen, seniorforsker, Institut for Agroøkologi Aarhus Universitet |
Ib Johannsen, lektor, Institut for Ingeniørvidenskab, Aarhus Universitet |
Claus Felby, professorm Institut for Geovidenskab og Naturressourcer, Københavns Universitet