*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Danmarks største udfordring: Vi transformerer på industriel vis børnekroppe til lydige medarbejderborgere

Man spørger: Hvordan lykkedes det et fattigt og forarmet folk at skabe verdens bedste land at leve i? Alligevel har vi de seneste 20 år selv bekæmpet kilden til denne succes.

Rasmus Sand Høyer.

I disse år synes den vestlige verden at være præget af en spirende undergangsstemning. Dette kommer til udtryk på en lang række måder, eksempelvis som en frygt for økonomisk recession, frygt for manglende sammenhængskraft i takt med eroderingen af kulturens bærende normer, frygt for miljøproblemer og – meget synligt især i Danmark – en frygt for ikkevestlige indvandreres påvirkning af samfundet.

Jeg kan og vil slet ikke afvise, at ovennævnte eksempler rummer vigtige debatter, og der er uden tvivl også meget, man i en dansk kontekst legitimt kan frygte i den forbindelse. Vi er som ansvarlige mennesker f.eks. nødt til at forholde os til, hvordan vi fortsat kan etablere en holdbar økonomi i Danmark, og det er i mine øjne også helt afgørende, at vi får talt om, hvad der skal binde os sammen.

Desværre har man i praksis skabt grundlaget for ”den mest lydige generation nogensinde”.

Ligeledes er det umuligt at have en moderne civilisation uden at overveje de miljømæssige problemstillinger, en sådan medfører, ligesom migration og kulturmøder må være noget, man også skal forholde sig politisk til.

Imidlertid er ingen af disse spørgsmål i nærheden af at være den største udfordring for opretholdelsen af en vestlig civilisation i Danmark. De rummer bestemt vigtige diskussioner, men er komplet ligegyldige, hvis vi ikke skaber mulighed for, at nogen reelt kan forholde sig til dem som frit tænkende mennesker.

Altså er det største problem, om de aktuelt mest synlige problemer overhovedet kan diskuteres fremadrettet.

I den vestlige verden har der i 20 år været en stærk uddannelsespolitisk trend, der har gjort op med demokratiets forudsætninger. Ansatserne hertil kan faktisk spores helt tilbage til efterkrigstidens reformpædagogiske strømninger, men det var først efter årtusindeskiftet, at et endeligt opgør med oplysningsfilosofi og humanisme kom i mål.

Vi oplevede nemlig her, at en alliance mellem bestemte forskningsmiljøer, målrettede uddannelsespolitikere og teknikbegejstrede embedsmænd på kort tid afkoblede næsten hele vores kulturhistorie for at skabe et tusindårsrige med lighed, vækst og velstand.

Vi fik konkret skabt fundamentet til en stærk konkurrencestat i form af en række reformer, der skulle tilvejebringe målrettede, innovative og lydige medarbejderborgere. Eksempler herpå er læreplanerne i børnehaven, skolereformen, reformerne af lærer- og pædagoguddannelserne samt en række forsknings- og universitetspolitiske ændringer.

Hvorfor er dette så slemt? For det første er det dybt problematisk, at en stat gør sine borgere til midler for den selv. Op til reformrækken gik skrækken på, at kineserne ville overhale os, og derfor satte man alle sejl til for at skabe ”den bedst uddannede generation nogensinde”.

Havde man bare gjort det, ville meget have været bedre. Desværre har man i praksis skabt grundlaget for ”den mest lydige generation nogensinde”, da staten, allerede fra børnene er helt små, initierer et læringsprogram, der på et evidensbaseret grundlag skal transformere de kommende medarbejderborgeres tænkning til det, staten finder velegnet til dens egen opretholdelse.

Alliancen af forskere, embedsmænd og politikere gider ikke engang at gøre sig umage med at sløre den totalitære strategi, og derfor oversvømmes hele uddannelsessektoren med Orwellsk klingende betegnelser lige fra ”Moderniseringsstyrelsen” til ”læringsagenter”. Idealet er, at vi fra vugge til grav skal gennemgå i et målrettet, livslangt læringsforløb, hvor vi efter principperne for konceptet ”synlig læring” konstant skal evaluere os selv efter faste kriterier; Præsterer jeg godt nok? Hvordan kan jeg blive bedre? Hvordan lever jeg op til de mål, der er sat for mig? Som Undervisningsministeriet og KL vedholdende formaner, skal vi på alle niveauer gå ”fra undervisning til læring”, dvs. holde op med at fokusere på indholdet og i stedet koncentrere os om tilpasningen, når vi f.eks. holder skole. De kommende medarbejderborgere skal ikke vide noget vigtigt, men de skal være omstillingsparate, selvmonitorerende og kompetente i at søge information, f.eks. på hjemmesiden Wikipedia eller hos den kommunale innovationskonsulent.

Denne ideologi er allerede godt i gang med at transformere Danmark til et sted, hvor børn opdrages til at adlyde statens vækststrategi.

Den kritik, jeg her rejser, har været fremført i en lang række videnskabelige bøger og anerkendes da også bredt af forskere i både ind- og udland. Alligevel mener reformlinjens støtter, at den optimerede styring er et gode, idet den tabte eksistentielle frihed opvejes af en generelt øget frihed til at forbruge. Man har altså gennempolitiseret en statslig opdragelse, der ideelt set umuliggør og overflødiggør enhver selvstændig tænkning hos kommende generationer. Herved er vi fremme ved den største trussel for Danmarks fremtid: Vi er holdt op med at opdrage vores børn til at vælge deres eget liv. Vi er holdt op med at ”tvinge dem til frihed”, hvilket var oplysningstidens ideal – og netop den banebrydende idé, der var med til at skabe det moderne Vesteuropa. I dag transformerer vi på industriel vis børnekroppe til lydige medarbejderborgere.

Den danske skoletænkning blev stærkt farvet af især Grundtvig, hvorved oplysning, folkelighed, kultur og frihed blev bærende for den uddannelsespolitiske tænkning. Dette ses f.eks. i vores skiftende skolelove og i debatterne herom, og tænkningen fandt i høj grad også vej til klasselokalerne.

Skolens praksis har dog aldrig været lig dens teori, og der har altid været – og vil altid være – praktiske problemer, fejl og mangler. Alligevel har den danske pædagogiske tradition været medvirkende til etableringen af det, der i udlandet omtales som ”det skandinaviske paradis”: et velfungerende, velstående og humant samfund, der i generationer har ligget i toppen af de fleste internationale studier af lykke, demokrati, tillid og velstand. Ser man på den danske historie, er billedet klart: Året før den første lov om almen undervisningspligt i 1814 var den krigsplagede stat de facto gået bankerot, hvilket siger lidt om det dårlige udgangspunkt, der i grunden var for at skabe et sådant ”paradis”.

Dertil har Danmark ingen store guld- eller diamantresurser, ingen stor befolkning og kun få naturgivne fordele i økonomisk henseende. Til gengæld udviklede Danmark en særdeles effektiv og lønsom erhvervsstruktur, hvor det centrale middel var tillid, sammenhold og virkelyst. Den eneste mulige forklaring – hvis man da ikke tror på eksistensen af et endnu ukendt stof i grundvandet – på den særlige samfundsudvikling er en pædagogisk formidling af gode samværsformer. Denne formidling er sket i familierne, i skoler, i forsamlingshuse, senere også i børnehaver samt andre steder, hvor vi som folk har mødtes med et pædagogisk formål.

Andelsbevægelsen, højskolebevægelsen, foreningslivet og friskolebevægelsen er eksempler på særlige danske udtryk for fænomenet.

Det paradoksale er, at vi i Danmark har 200 års evidens for, at vores kulturelle videregivelse af erfaringer og samværsformer synes at virke bedre end noget andet, menneskeheden har kunnet mønstre.

Det lyder måske lidt arrogant, men det er ikke et synspunkt, jeg selv har opfundet. I den nylige amerikanske valgkamp var Danmark et forbillede for civiliseret udvikling, og aktuelt har dansk pædagogisk tradition stor bevågenhed i især Asien. Man spørger: Hvordan lykkedes det et fattigt og forarmet folk at skabe verdens bedste land at leve i? Alligevel har vi de seneste 20 år selv bekæmpet kilden til denne succes og forsøger at indhente kineserne i konkurrencen om at skabe verdens mest lydige og statsligt tilpassede folk. Det er det største problem, Danmark står over for lige nu, og det er paradoksalt nok selvskabt.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu

Kronik: Så opdrag for h… jeres børn

Joachim Nielsen, partner hos Idefilm og Think Big
De bliver små uforskammede og ulidelige sataner uden nogen form for rimelig ydmyghed.
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: David Trads er ikke en farlig mand

Lars Boje Mathiesen
Nogle gange gør folk sig selv ligegyldige. Det er sket for David Trads. Han ved det bare ikke selv endnu.

Blog: Europa på vej mod ny Reformation

Mikael Jalving
Hvert folk er nødt til at finde en vej ud af det teologisk-politiske morads, det har skabt for sig selv ved at guddommeliggøre menneskerettighederne.

Blog: Migrantkrise? Nu skal yderligere 500.000 migranter mod Europa

Anders Vistisen
Trods massive migrant- og flygtningestrømme til Europa de senere år ønsker et flertal i EU-Kommissionen og EU-Parlamentet lovlig adgang til Europa for adskillige hundredtusinder af migranter.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her