Domstole og politikere: Noget, der knirker?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Hvert år i januar har jeg fornøjelsen at eksaminere i statsret ved Aarhus Universitet. Det er en mundtlig eksamen. Studenten kommer ind. Trækker et spørgsmål. Og har så 15 minutter til at krænge sin juridiske sjæl ud ved det grønne bord.

Spørgsmålene svarer til kapitlerne i lærebogen. Et af dem lyder i al sin enkelhed: ”Domstolene”. Nederst på den første side i kapitlet skriver forfatteren (det er tilfældigvis mig selv) følgende visdomsord: »Som det rammende er blevet udtrykt … kan grundlovens krav til domstolene sammenfattes i det ene ord uafhængighed.«

Det har studenterne selvfølgelig bidt mærke i, og det hele går oftest vældig godt. Til tider har nogle dog forspist sig på grundlovens princip om magtadskillelse. Sorgløst – i hvert fald foreløbig – erklærer de, at dommeren i sit virke er uafhængig af både den udøvende magt (regeringen) og den lovgivende magt. Det første er rigtigt. Det sidste er forkert. For grundloven fastslår udtrykkeligt (i § 64), at »Dommerne har i deres kald alene at rette sig efter loven.« Hvad politikere måtte mene om en sag – eller hvad aviser og tv måtte mene – skal dommeren derimod ikke rette sig efter. Og han har endda pligt til ikke at gøre det.

Selv om alt dette er enkelt nok, hævdes det jævnligt i den offentlige debat, at det er i strid med grundloven, at politikere kritiserer domstolenes afgørelser. Det er oplagt, at det er forkert. I retsplejeloven er der – af politikerne selv – fastsat en særlig grænse. Her er det bestemt (i § 1017), at det er strafbart – så længe endelig dom i en straffesag ikke er afsagt – at fremsætte udtalelser, »der er egnet til på uforsvarlig måde at påvirke dommerne, domsmændene eller nævningerne med hensyn til sagens afgørelse.«

Det er klart, at det er skidt, hvis politikerne ikke har respekt for den bestemmelse, som de selv har vedtaget. Men respekterer de bestemmelsen, må ordet være frit. Dommerne må finde sig i, at deres afgørelser ikke er hævet over offentlig kritik og debat. Dommerne kan ikke kræve, at domstolene skal være en art beskyttet værksted, hvor de uforstyrret af den omgivende verden kan gå og sysle med sagerne.

Hvis politikerudtalelser om konkrete sager er udtryk for et politisk ønske om at lægge pres på dommerne, er det dommernes pligt at modstå presset. Og dommerne har netop deres ansættelsesmæssige sikkerhed til at stå imod med. Grundloven sikrer, at dommere kun kan afskediges ved dom.

Under alle omstændigheder ville det imidlertid være godt, hvis politikerne satte sig ordentligt ind i de afgørelser, de vælger at kritisere. Her ”knirker” det til tider noget. Og det er ikke svært at forstå hvorfor.

De fleste dommere gør sig utvivlsomt umage med at forsøge at skrive dommene, så de er velbegrundede og til at forstå. Men i praksis er det svært at skrive en dom, så en læser uden særlige juridiske forudsætninger hurtigt kan læse og forstå den.

Og som daværende folketingsformand Erling Olsen engang sagde: »Politikere kan godt læse, men de kan ikke bladre.« Det afgørende er derfor, at dommenes budskab formidles på en forståelig måde. Her har journalisterne en afgørende rolle. Men desværre synes mange af dem heller ikke at have tid til at bladre.

Så når det gælder politikernes mulighed for og måske somme tider også vilje til at sætte sig ordentligt ind i de domstolsafgørelser, de vælger at kritisere, er der utvivlsomt noget, der knirker.

Men der er også andre steder, hvor noget kan knirke.

Af den offentlige debat kan man til tider få det indtryk, at nogle politikere mener, at dommerne ikke retter sig efter loven, sådan som de skal. At dommerne har mere sympati med forbryderne end med ofrene, at de er for blødsødne, at de ikke udviser de kriminelle udlændinge, som de burde, osv.

Jeg er selv kommet til domstolene udefra, som en lidt fremmed fugl. Jeg var 36 år, før jeg blev jurist, og 43 år, før jeg satte mine ben i en retssal. Som en fremmed fugl kan jeg imidlertid meddele, at der ikke er grund til at nære mistillid til, at dommerne gør alt, hvad de overhovedet kan, for at efterleve de love, som politikerne har vedtaget. Hver eneste paragraf vendes og drejes, og der findes ingen flittigere læsere af Folketingstidende end netop dommerne. Når dommene falder ud, som de gør, er det, fordi lovgivningen er, som den er.

Det er klart, at en dom ikke er noget, man som dommer blot kan trække i en automat. Dommeren skal »rette sig efter loven,« men loven kan være tvetydig. Og politikerne har måske endda bevidst gjort den tvetydig for at kunne indgå et kompromis og finde flertal.

Det er så dommerens opgave at finde frem til den mening med loven, som har mest for sig. Dommerens opgave er at ”finde ret”, ikke at ”opfinde ret”. Og det er en opgave, som dommerne gør deres bedste for at leve op til.

Som nævnt er der intet galt i, at politikere kritiserer domstolenes afgørelser. Det er klart, at domme også kan være forkerte. Det er jo blandt andet derfor, at domme kan ankes til en højere instans. Men som regel er domme – ud fra en politisk betragtning – ”forkerte”, fordi den underliggende lovgivning er ”forkert”.

Når politikere kritiserer domme, ville det derfor være godt, om de også lige et kort øjeblik overvejede, om det måske ikke er dommen, der er noget galt med, men derimod lovgivningen. Hvis man ikke kan lide musikken, er det måske snarere komponistens end pianistens skyld.

Det ville være godt for tilliden til domstolene – og til politikerne – hvis der var mindre ”knirkeri”.

Men heldigvis er det jo også sådan, at så længe det knirker, så holder det.