Grundloven er dybest set udtryk for mistillid til, hvad et politisk flertal i folketing og regering måtte finde på

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Grundloven fejres i dag med politiske festtaler landet over. Det er velbegrundet. For grundloven er udtryk for fundamentale værdier i det danske samfund: Folkestyre, valg og uafhængige domstole, personlig frihed og ret for borgerne til at ytre sig, danne foreninger og forsamles. En opinionsundersøgelse ved grundlovens 150-års jubilæum i 1999 viste, at under en tredjedel af den voksne befolkning har læst i grundloven. Alligevel mente hele 77 pct., at grundloven sikrer demokratiet i Danmark. Det er godt at vide, at man ikke behøver at være jurist eller skriftklog for at kunne forstå grundlovens værdi. Også derfor er der i dag grund til festtale.

Men når lyden af festtalerne i morgen er døet hen, og det atter er dagligdag, er en anden side af grundloven vigtig: Grundloven er et skæringspunkt mellem jura og politik. Når politiske værdier og holdninger er omsat til grundlovsparagraffer, bliver spørgsmål, der ellers ”blot” ville være politiske, forvandlet til juridiske spørgsmål, som det i sidste ende vil være op til ikkefolkevalgte dommere at afgøre. I kraft af, at grundloven er meget vanskelig at ændre, beskærer grundloven det politiske flertals magt.

Man kan sige, at grundloven på denne måde er udtryk for mistillid til, hvad et politisk flertal i folketing og regering måtte finde på. Folketing og regering skal respektere grundloven. De grundlæggende elementer i vores folkestyre kan ikke ændres af folketing og regering på egen hånd. Skal grundloven forandres, skal befolkningen godkende det ved en folkeafstemning. Folketing og regering har ikke selv grundlovgivende magt. På denne måde værner grundloven den enkelte borger imod flertallets beslutninger. Og samtidig sikrer grundloven, at der er faste juridiske regler for samspillet mellem folketing, regering og domstole. Regler der ikke blot kan ændres med et snuptag ved almindelig lov.

Heldigvis er langt de fleste af grundlovens regler enkle og præcise, og de sætter en tydelig grænse mellem, hvad der er jura, og hvad der er politik. F.eks. er forholdet mellem regering og folketing reguleret af to klare bestemmelser. Den ene – grundlovens § 15 – siger, at et folketingsflertal til enhver tid kan afskedige regeringen med et mistillidsvotum. Den anden – grundlovens § 32 – siger, at statsministeren til enhver tid kan afskedige Folketinget ved at udskrive folketingsvalg. Inden for denne brede juridiske ramme er der så plads til, at det politiske liv mellem regering og folketing frit kan udfolde sig.

På tilsvarende måde sætter grundlovens bestemmelser om borgernes personlige frihed, ytringsfrihed, foreningsfrihed og forsamlingsfrihed en ganske klar juridisk grænse for, hvad folketing og regering kan vedtage.

I praksis er det sjældent, at det er grundloven, der begrænser politikernes og det politiske flertals muligheder for at føre politik. I det daglige sættes grænserne i langt højere grad af de internationale traktater og konventioner, som folketing og regering har valgt at underskrive, herunder navnlig EU-traktaten og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Traktater og konventioner kan ikke ændre på grundloven. Og grundloven forhindrer ikke, at folketing og regering kan vælge at bestemme, at man ikke vil overholde de internationale regler. Rent grundlovsmæssigt står det også folketing og regering frit for at opsige traktater og konventioner. I virkelighedens verden stiller sagerne sig imidlertid anderledes.

Ved at tilslutte sig traktater og konventioner har folketing og regering selv valgt at begrænse lovgivers handlefrihed. Folketing og regering ønsker at overholde de internationale regler, man selv har underskrevet. Og de danske domstole bestræber sig derfor naturligt nok på at træffe afgørelser, der er i overensstemmelse med dette ønske.

Et jævnligt tilbagevendende eksempel i den offentlige debat er reglerne om udvisning af kriminelle udlændinge. Efter udlændingelovens regler skal kriminelle udlændinge, der f.eks. er idømt en ubetinget frihedsstraf for vold, udvises. Men det er samtidig præciseret i loven, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions og EU’s regler skal overholdes.

I praksis betyder det, at kriminelle udlændinge jævnligt ikke kan udvises, fordi det vil stride mod f.eks. menneskerettighedskonventionens bestemmelse om respekt for privatliv og familieliv. Følger man den politiske debat, kan man nok somme tider få det indtryk, at politikerne holder sig til festtalerne, når traktater og konventioner underskrives, mens de derefter overlader det mere ubehagelige arbejde til dommerne, når dagligdagen trænger sig på.

Spørgsmål, der efter den danske grundlov er rent politiske og overladt til politikernes frie vurdering, bliver i kraft af de internationale traktater og konventioner forvandlet til juridiske spørgsmål, som dommere kommer til at sidde med og træffe afgørelse om. Ikke fordi dommerne ønsker at spille politikere, men fordi politikerne har overladt spørgsmålene til dommerne.

Adskillige internationale regler er så upræcist formulerede principerklæringer, at de er mere velegnede som festtaler end som jura. Bredt formulerede principerklæringer må præciseres og konkretiseres for at blive anvendelige regler.

Hvis ikke politikerne – nationalt som internationalt – tager på sig at fastsætte de nærmere regler, bliver det en opgave for domstolene gennem de konkrete sager at udvikle en praksis.

På en dag, hvor vi fejrer folkestyret, kan der være grund til at fundere lidt over visdommen i en sådan ordning.