En kamel ramt af et fatamorgana

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Der er dage, vi aldrig glemmer. En af de dage, danskerne vil huske, er lørdag den 14. februar 2015. Den dag slog terroristen Omar Abdel Hamid el-Hussein til. De, der følger den igangværende retssag mod hans formodede hjælpere, bliver mindet om, hvad der skete: Terroristen dræbte to mennesker og sårede seks politifolk: Filminstruktør Finn Nørgaard blev dræbt uden for kulturhuset Krudttønden. Sikkerhedsvagten cand.polit. Dan Uzan blev likvideret foran synagogen i Krystalgade, hvor der blev afholdt bat mitzvah, en jødisk konfirmation for piger. Uzan fungerede som frivillig og ubevæbnet sikkerhedsvagt.

Ved Krudttønden sårede el-Hussein fire politifolk, to af skud, to af glasskår. Ved synagogen sårede han to politifolk. Samtlige politifolk blev mirakuløst kun lettere såret og kunne hurtigt udskrives.

Siden terrorangrebet har visse medier og visse af de tilstedeværende i Krudttønden rejst en massiv kritik af politiet og PET’s indsats. Jeg deler ikke denne kritik, og det vender jeg tilbage til senere i kronikken.

Jeg var medarrangør af Lars Vilks Komiteens offentlige møde om kunst og blasfemi i Krudttønden og dagens ordstyrer. Da terroristen skød ind gennem glasdøren til Krudttøndens kombinerede café og lobby, havde jeg, inde i salen, netop introduceret Femen-feministen Inna Shevchenko, der sad i panelet.

Den svenske kunsthistoriker og Muhammed-tegner Lars Vilks sad ved siden af mig. Han tog det formentlig sidste billede, der blev taget i Krudttønden den eftermiddag, før angrebet begyndte. På Vilks’ billede ser man Inna og jeg selv på scenen, men også caféborde med glas og ølflasker, et fredeligt scenarie, mennesker, der sidder i en lyttende position. Andre kigger på deres mobiltelefoner, formentlig fordi de lige havde taget et billede af vi, der sad på scenen.

»Det lød som fyrværkeri«, har jeg hørt flere af deltagerne fra Krudttønden sige, om de gennemtrængende brag, der pludselig kunne høres. Det tænkte jeg nu aldrig. Det var en voldsom og helt forkert lyd, der syntes at komme fra et sted over mit hoved. Siden har jeg tænkt på den som metallisk, undergangsagtig. En lyd, der ikke hørte til.

I den tid, det år, der gik efter terrorangrebet, blev der vendt op og ned på så mange ting i mit liv. Der var nætter uden søvn og dage, hvor jeg følte mig i live som aldrig før. Dage hvor dansk og udenlandsk presse ringede fra morgen til aften. Kondolencebreve, som jeg forsøgte at forbedre igen og igen. For hvad skriver man til en familie og en kæreste, der har mistet en, de elsker, i et terrorangreb?

Der kom en tid, hvor jeg modtog overstrømmende e-mails i indbakken med opfordringer til at fortsætte arbejdet i Lars Vilks Komiteen. Og rasende e-mails, som den, hvor en mand mente, at »hunden ligner en kamel ramt af et fatamorgana«. Altså Lars Vilks’ blæktegning af Muhammed som rundkørselhund. Det er denne tegning, der har placeret Vilks på al-Qaedas dødsliste og gjort ham til et angrebsmål for både tilhængere af denne terrororganisation og tilhængere af Islamisk Stat. Manden skrev også, at han frygtede os i komiteen mere end alverdens radikaliserede muslimer.

En sådan radikaliseret og anonymiseret muslim skrev til min medgrundlægger af komiteen, billedkunstneren Uwe Max Jensen, og jeg selv. Mailen blev sendt fra en fransk e-mailadresse: »Gud og profeten vil ikke tilgive dig«, lød det i den. Den venlige brevskriver indprentede os også flere gange, at vi ville blive snigmyrdet før året 2015 var omme. Jeg var glad, da jeg kunne skåle 2016 ind.

Det har også været en tid, hvor jeg måtte forholde mig til at to statsministre, først Helle Thorning-Schmidt, siden Lars Løkke Rasmussen, i henholdsvis en tale ved mindehøjtideligheden kort efter angrebet og i en nytårstale langt senere, undlod at nævne, at en svensk Muhammed-tegner var angrebsmålet for angrebet på Krudttønden. En ofte stormombrust politidirektør, Thorkild Fogde, havde ikke denne berøringsangst: »Målet var Lars Vilks og ytringsfriheden«, sagde Fogde i den tale, han holdt ved politiets nytårsparole i januar, og som jeg fandt på nettet.

Var sikkerheden ved Krudttønden god nok? Jeg var unægtelig nervøs op til arrangementet den 14. februar. Vi drøftede i komiteen, om vi mente, at sikkerheden var tilstrækkelig. For en måned tidligere havde et forfærdeligt angreb fundet sted i Paris på satiremagasinet Charlie Hebdo.

Selv oplevede jeg efter terrorangrebet en kortvarig og voldsom frustration. Skulle det ikke have myldret med politi udenfor Krudttønden? Skulle det hele ikke have været anderledes? Min frustration lagde sig dog hurtigt. For terroristen nåede aldrig ind i salen. Han blev hurtigt opsporet og uskadeliggjort, læs: dræbt.

Det er naturligvis helt rimeligt, at der efterfølgende er blevet sat spot på PET’s og politiets indsats. Men det er tre år siden, jeg, som medgrundlægger af komiteen, indledte et samarbejde med PET, der fra starten har varetaget beskyttelsen af Lars Vilks Komiteens møder. Jeg har igennem disse år fået det bedste indtryk af de mennesker, der passer på Lars Vilks og vores møder.

Noget, der efter terrorangrebet red mig som en mare, var dette: at havde den mand i PET, som jeg kender bedst, ikke været så hurtig til at komme ned at ligge, så var skuddet formentlig ikke gået gennem hans skulder, men gennem hans hoved.

Siden terrorangrebet har jeg talt med denne mand mange gange. Da jeg, alt for sent, fik ringet op og sagt tak for, at han var der den dag og var en beskyttelse mod terroristen, sagde han: »Det var så lidt«.

Jeg lagde efterfølgende røret og tænkte: »Hvor finder PET disse usædvanlige folk?«

Det betyder ikke, at de er machomænd, de er mennesker med følelser og familier, og et terrorangreb er også en voldsom oplevelse for dem.

PET og politi er heller ikke fejlfri. En fri presse må kunne stille kritiske spørgsmål. Flere medier, herunder Radio24syv og TV2 News har for nylig, samtidig med dækningen af retssagen, stillet skarpt på dette: Stod Lars Vilks alene uden for Krudttønden og gennemførte et interview uden beskyttelse på dagen for angrebet?

Tre vidner er stået frem og hævder, at der ingen livvagt var til stede, da Vilks blev interviewet. Jeg er skeptisk over for vidner, der så længe efter pludselig træder frem med nye erindringer. Og jeg tror ganske enkelt ikke på, at en livvagt skulle have forsømt sin opgave så groft. Det ville være fyringsgrund. Det ville svare til, at en dagplejemor gik i Tivoli og lod små børn sejle rundt på søen i en båd alene, mens hun selv drak kaffe ved bredden.

Fra særdeles pålidelig kilde fik jeg igen i april i år bekræftet, at der var en livvagt til stede, da Vilks blev interviewet. Jeg ved også, hvad den pågældende livvagt hedder. Jeg stoler på min kilde. Har han ret, må vidnerne huske forkert.

En livvagt er jo heller ikke en mand i uniform. Han skal falde i med landskabet, være diskret. Det har vidnerne måske ikke gjort sig klart.

Og Lars Vilks Komiteen? Vi er fortsat med at holde offentlige møder. Blot er vi rykket ind bag Christiansborgs tykke mure, og politiet står nu ikke med håndvåben udenfor, men med maskinpistoler. Det generer nogen, men ikke mig. Jeg er blevet rigtig glad for mænd med tunge våben. Så længe de er venligtsindede.

Jeg er også kommet til at holde endnu mere af Vilks’ lille blæktegning, Muhammed-hunden i rundkørslen. Om den så ligner en kamel ramt af et fatamorgana.