Hvor blev kulturen af?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Efter sigende indledte den nyligt afdøde, tidligere statsminister Anker Jørgensen dagen med at læse 50 siders skønlitteratur, ligesom han var en stor beundrer af moderne billedkunst. Anker Jørgensen efterfulgte Jens Otto Krag som statsminister, hvis interesse for kunst og kultur fyldte så meget, at han opgav politik for at få tid til at udtrykke sig som kunstner. En sådan interesse for moderne kunst møder man ikke længere blandt ret mange moderne politikere.

Den tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt er glad for Harry Potter, som jo også er en udmærket bogserie, men interessen og ambitionsniveauet er ikke imponerende sammenlignet med f.eks. Anker Jørgensens. Om den nuværende statsminister Lars Løkkes kunst- og kulturinteresse ved vi ingenting, det er i hvert fald ikke noget, som han offentligt praler med. Direktøren for Det Kongelige Teater, Morten Hesseldahl, har i både de trykte og digitale medier påpeget, at moderne politikeres kunst- og kulturinteresse synes at være sparsom. Under den seneste valgkamp nævnte de to regeringsduellanter stort set ikke kulturpolitik. I det nuværende regeringsgrundlag står der også kun nogle få linjer om kultur, henholdsvis noget om idrætslivet og vores kristne værdigrundlag.

Mens moderne kunst- og kulturpolitik engang var en integreret del af mange politikeres liv og noget, som de fandt relevant at bruge tid og energi på at orientere sig i, synes denne interesse i nutidens konkurrencesamfund at være forsvundet.

Moderne politikeres hovedinteresse er regneark, hvilket må siges at være en åndeligt fattig beskæftigelse. Nødvendighedens politik tillader ikke plads til store kulturpolitiske visioner, og moderne kunst og litteratur bliver ikke længere anset som et reservoir, man kan dykke ned i for at få indblik og indsigt, og som kan bidrage til at give kraft, næring og udsyn til det politiske liv og udstikke visioner for samfundet.

Det er dog næppe kun politikere, som ikke længere føler det som en forpligtelse at følge med i den moderne kunst og kultur, det afspejler uden tvivl en bredere tendens i befolkningen.

I mit arbejde som forsker møder jeg af og til yngre forskere, som nærmest stolt giver udtryk for, at de da aldrig læser en skønlitterær bog, hvilket heller ikke synes mærkeligt med det atomkapløb, som aktuelt præger forskningen, hvor krav om publicering og hjemtagning af eksterne bevillinger fylder mere og mere. Det er måske ikke så underligt, at man hellere vil bruge sin fritid på at orientere sig i, hvad der står i det seneste nye engelsksprogede videnskabelige tidsskrift eller skrive nok en ansøgning, frem for at bruge en weekend på f.eks. at læse Carsten Jensens Afghanistan-bog.

At det ikke er kunst- og kulturinteressen, der tynger moderne politikere, har forfattere til moderne populære tv-dramaer også registreret. I den populære Netflix-serie ”House of Cards” er den intrigante og magtsyge Frank Underwoods fritidsinteresse computerspil. Det er ikke i store amerikanske samtidsromaner, han finder inspiration til at formulere sine politiske idéer, men derimod i skydespillenes action-prægede overfladeverden. Heller ikke ”Borgen”-seriens Birgitte Nyborgs sparsomme fritid synes at være fyldt op med kunst og kultur.

Herhjemme har Kulturministeriet udviklet sig til en retrætepost for bedagede politikere, hvis politiske liv er på vej til rinde ud. I nævnte rækkefølge: Per Stig Møller, Marianne Jelved og Bertel Haarder med spradebassen Uffe Elbæk som en kortvarig undtagelse. Tidligere visionære og dynamiske politikere som de tre ovennævnte synes nærmest at være blevet bovlamme, når de har overtaget Kulturministeriet. Måske fordi de accepterer deres plads i det interne hierarki, hvor kulturministerposten befinder sig langt under de andre tunge ministerier, hvor der foregår anderledes vægtige ting såsom anlæggelse af nye motorveje og økonomiske 2020-strategier.

Selv om Hesseldahl måske idylliserer fortidige politikeres interesse for kunst og kultur, har han indkredset noget væsentligt: Moderne kunst og kultur er blevet noget sekundært, som moderne mennesker ikke nødvendigvis oplever, at de behøver at bruge deres tid på.

I velfærdssamfundet var holdningen, at moderne kunst og kultur udgjorde det ypperste, som samfundet kunne præstere. Nu, da det meste af befolkningen havde fået brød på bordet, folkepension og lejligheder med lys og luft, skulle der være plads til åndelig forædling gennem mødet med kunst og kultur. Kunst og kultur hørte til i toppen af Maslows behovspyramide. Kulturministeriet blev grundlagt i 1961, og skoler og institutioner satsede massivt på, at befolkningen kunne stifte bekendtskab med f.eks. litteratur som et centralt dannelsesmedium.

Når kunst og kultur ikke fylder mere blandt politikere, så er det blandt andet et udtryk for, at det betyder stadig mindre i samfundet. Forestillingen om, at man bliver dannet eller forædlet ved at beskæftige sig med kunst og kultur, er på retur. I det seneste udspil til en gymnasiereform tales der f.eks. om digital og innovativ dannelse og om, at litteraturanalyse i sprogfagene skal nedprioriteres til fordel for kommunikative kompetencer. Veltalenhed og god adfærd på de sociale medier er vigtigere end at stifte bekendtskab med det ypperste, som kunst og kultur har præsteret, og evnen til at forholde sig reflekteret til det. Det er ikke kun uddannelsesverden, som ikke længere ser sig som en central eksponent for klassisk dannelse. Nutidens biblioteker synes også ofte at have travlt med at være alt andet end biblioteker.

Da kunst og kultur indtog hæderspladsen i velfærdssamfundet, afspejlede det, at velfærdssamfundets dannelsesideal var en borgerlig eller humanistisk dannelse. Idealet var det hele menneske, som havde et bredt udsyn, og som agerede uegennyttigt.

Nutidens dannelsesideal er snarere en slags pragmatisk homo economicus.

Det at beskæftige sig med kunst og kultur skal enten kunne betale sig eller blot være et personligt anliggende. I førstnævnte tilfælde finder vi interessen for kultur og kunst som event, underholdning og markedsføring.

I det andet tilfælde er interessen for kunst og kultur en privat hobby, som ikke har nogen privilegeret status, og som derfor i princippet kan være lige så god som f.eks. interessen for receptkuverter eller badminton.

Måske bør man også interessere sig for udviklingen inden for den moderne kunst og kultur. Engang var litteraturen en stemme, som fortolkede store samfundsgruppers erfaringer og drømme. En Martin Andersen Nexø eller Jeppe Aakjær satte ord på en befolkningsgruppes erfaringer, drømme og længsler. I dag beskæftiger litteraturen sig ofte med mere marginaliserede erfaringer, kunstneriske eksperimenter eller spænding og mord.

For Anker Jørgensen og mange af hans samtidige gav det stadig mening at følge de seneste bevægelser inden for kunsten og kulturlivet, fordi der blev tematiseret nogle væsentlige erfaringer om, hvad det vil sige at være menneske, og hvad det var for et samfund og en samtid, vi lever i. Moderne politikere og store dele af befolkningen ser det ikke længere som en nødvendighed at få adgang til den viden og de erfaringer, som gemmer sig i moderne kunst og kultur.

Ligesom kronprinsen foretrækker de sport og populærmusik.

Det er måske lidt trist at konstatere, men når hverken samfundets bærende institutioner eller dem, som skal lede os eller bevæge os, prioriterer kunst eller kultur, synes slaget tabt. Måske bliver vi alle sammen hele tiden lidt fattigere, uden at vi bemærker det. Anker Jørgensens død mindede os kortvarigt om det.