*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

At lære eller producere i praktik?

Mange arbejdspladser fungerer også som uddannelsessteder for praktikanter, der skal kombinere deres teoretiske uddannelse med mere praktiske erfaringer i faget. Men hvad er det primære mål med praktikken: at lære noget eller producere mest muligt?

Hvert år drager tusindvis af praktikanter ud på arbejdsmarkedet som led i deres uddannelse, og nogle af dem møder ind på en arbejdsplads for første gang i deres liv. Sygeplejersker, lærere, læger, fysioterapeuter, mekanikere, tømrere, kommunikationsstuderende, journalister og mange flere har praktikforløb indbygget som et fast element i deres uddannelse.

Praktiktidens længde og indhold er vidt forskellig, men fælles er, at de studerende har opholdt sig på en uddannelsesinstitution og lært om praksis, og nu skal de pludselig deltage i praksis – ofte på lige fod med garvede udøvere af faget i et helt andet miljø end det, de kender fra uddannelsen.

På uddannelsen er formålet, at de studerende skal lære noget. På arbejdspladsen forventes det, at de producerer noget eller leverer en service af en vis kvalitet til andre og i øvrigt lever op til de krav og normer, som findes på den enkelte arbejdsplads.

Som undervisere på uddannelser, der sender studerende i praktik, og som forskere, der har studeret praktikforløb og praktikanters læring, kan vi dokumentere, hvordan uddannelserne og arbejdspladserne har forskelligt fokus på læring og skaber forskellige muligheder for læring for de studerende.

Det er vores hovedpointe, at hvis man ønsker at skabe optimale praktikforløb med maksimal læring, er det bydende nødvendigt, at såvel uddannelser som praktiksteder forholder sig til rollen i forhold til den studerende.

For praktikstederne gælder det, at man bør arbejde med tydeligere mål for praktikanternes læring og i meget høj grad bestræbe sig på at sætte ord på mest muligt af den viden, som praktikanterne skal tilegne sig. For uddannelsesstederne gælder det, at de bør være mere bevidste om relationen mellem uddannelsesstedets idealer for praksis og den reelle praksis, som de studerende møder i praktikperioden.

For det første bør der altså være tydelige mål for, hvad praktikanterne skal lære i praktikperioden. Det betyder nemlig, at såvel praktikant som praktiksted arbejder mod de samme mål, og at man dermed opnår bedre læring.

Praktikanter lærer på en anden måde på arbejdspladsen, end de gør på uddannelsesinstitutionen, nemlig ved at tage del i hverdagen i organisationen og få stillet helt almindelige arbejdsopgaver som alle andre på arbejdspladsen, hvad enten det er på et hospital eller en nyhedsredaktion.

Imidlertid er læringen i praktikperioden ofte langt mere tilfældig og knap så kontrolleret som på uddannelsesinstitutionen. På uddannelsesinstitutionerne fylder den planlagte og formelle læring mest, på praktikstederne er det den uformelle og ikkeplanlagte læring, som dominerer. På uddannelsen er læringen tilrettelagt på forhånd med pensum, mål og krav til eksamen. På arbejdspladsen foregår læringen mere uformelt og uden store afsluttende opgaver.

Vores forskning viser, at det kan være problematisk, hvis der ikke er konkrete mål for, hvad den enkelte praktikant skal lære i løbet af sin praktiktid, eller hvis læringen er alt for præget af tilfældigheder.

Spørgsmål som eksempelvis: Hvilke opgaver skal løses? Hvem er på arbejde i perioden? Hvad er læringsmålene i den kommende periode? Og hvordan arbejder gruppen af ansatte omkring praktikanten? Bør være diskuteret og besvaret.

Ellers risikerer man at efterlade nogle praktikanter uden den viden, som er forudsætningen for, at de kan praktisere faget med tilstrækkelig stor kompetence.

For det andet bør man på praktikstederne gøre sit yderste for at sætte ord på mest muligt af det, man ønsker, at praktikanterne skal lære. På den måde lærer praktikanterne nemlig hurtigere og bedre.

Normalt foregår meget læring på praktikstederne uden mange ord. I modsætning til universitetet, hvor underviseren sætter ord på mest muligt af sin viden, er der på arbejdspladser meget tavs viden. Tavs viden dækker over alt det, erfarne professionelle ”plejer at gøre” – uden at tænke så meget over det og uden at sætte en masse ord på, hvorfor de gør, som de gør.

Normalt foregår meget læring på praktikstederne uden mange ord. I modsætning til universitetet, hvor underviseren sætter ord på mest muligt af sin viden, er der på arbejdspladser meget tavs viden.

Denne viden handler ofte om, hvad man gør i praksis. Praktikanter råder ikke over erfaringer fra praksis og dermed ikke denne viden, og når de erfarne tilmed kun sjældent italesætter denne viden, fordi den er svær at sætte ord på, bliver det ofte svært for praktikanten at finde ind til, hvilken viden der er tale om.

Derfor bør både praktikantvejledere og andre på arbejdspladsen være meget bevidste om, hvordan de kan sætte ord på denne tavse viden for derigennem at hjælpe praktikanterne til hurtigt at lære rutinerne at kende – uden at skulle spilde værdifuld tid på at skulle gætte sig til det meste, fordi ingen rigtigt sætter ord på, hvad de gør.

Arbejdspladsen har altså et ansvar for at garantere mest mulig relevant læring. Det kan man opnå ved at skabe individuelle uddannelsesplaner og kombinere det med, at de erfarne i organisationen støtter praktikanten. Muligheden for personlig sparring er essentielt for at lære praktikanten mest muligt, finde praktikantens potentialer og udfordringer samt hurtigst muligt integrere praktikanterne i organisationen.

For uddannelsesstederne gælder det, at man bør være meget opmærksom på – og sætte ord på – at praktikanten ikke kan undgå kompromisser, når en mere almindelig arbejdsdag begynder.

Det ideelle kan sjældent lade sig gøre uden for uddannelsesinstitutionens mure. Der er måske færre ressourcer, mindre tid, flere krav, mindre hjælp og færre instruktioner på arbejdspladsen.

Praktikanterne har med andre ord lært at agere på en måde, som sjældent er mulig på en arbejdsplads. Derfor bør man som uddannelsesinstitution bestræbe sig på at adressere dette skisma og forberede de studerende på realiteterne og på, at de nok må forberede sig på at give afkald på nogle af de mest idealiserede versioner af virkeligheden, som diskuteres på uddannelserne.

Det er netop samspillet mellem teorien fra uddannelsesinstitutionen og erfaringerne fra praksis, som skaber en dygtig og reflekterende praktiker, der både kan agere i praksis og reflektere over praksis for at forbedre den.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Kronik: Migræne er en folkesygdom, som skal gribes rigtigt an
Messoud Ashina, professor og overlæge på Dansk Hovedpinecenter, Neurologisk Afdeling, Rigshospitalet-Glostrup | Hanne Johannsen, formand Migræne & Hovedpineforeningen
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Politikere leger aktiespekulanter

Lars Boje Mathiesen
I Aarhus har politikerne valgt at gamble med borgernes penge – og bruger tilmed gevinsterne på forskud.

Blog: Det er for let, Christel!

Morten Løkkegaard
Spørgsmålet om databeskyttelse er for kompliceret et emne at blive reduceret til en gammeldags rød-blå, forbruger overfor grimme-virksomheder-fortælling. Christel Schaldemoses anklager kræver et svar.

Debat: Vesten bør støtte et selvstændigt Kurdistan

Azad Cakmak, juridisk konsulent København S
Med etableringen af et Kurdistan vil Vesten få en varig allieret – et demokratisk, sekulært tænkende Kurdistan, der måske på sigt kan give reel næring til ønske om demokrati i andre dele af Mellemøsten.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her