Religionsforskningens hellige køer

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

JP har de seneste dage skrevet om manglende kritisk islamforskning herhjemme. Forskere og politikere har i forskellig grad anerkendt og problematiseret dette. Jeg vil her gerne istemme mig en del af den kritik, men også (uden at være ekspert i islam) komme den i møde som del af en generel udfordring inden for religionsforskningen.

Man kunne måske godt have en forestilling om, at humanistisk forskning er værdifri. Det er der også mange, der bestræber sig på at efterleve. I mit eget fag, religionsvidenskab, er det for de fleste et levet ideal; så meget, at mange fra andre fag og især mange af dem, vi undersøger, mener, at vores videnskab er alt for kold og klinisk.

Det er vi så nogle, der tager som udtryk for anerkendelse af fagets berettigelse, for der er nok af ideologisk farvet forskning. Apologetiske indefrastudier af religion er snarere reglen, end det er undtagelsen.

I det meste af den ikkevestlige verden er værdifri religionsforskning ukendt. Det er simpelthen ikke muligt at stille alment videnskabelige spørgsmål til religion i de fleste arabiske lande, og i store dele af Asien, Afrika og Latinamerika er megen religionsforskning sovset ind i religion. Det gør også, at det internationale forum for religionsstudier, IAHR (International Association for the History of Religions), gennem det meste af sin historie har været fanget i krydsfeltet mellem høje videnskabelige standarder og respekten for lokale variationer heraf, sidstnævnte krydret med kritik af videnskabelige modeller som udtryk for vestlig kulturimperialisme.

Videnskab som vestligt instrument til verdenserobring er skam et meget legitimt argument. Megen religionsforskning gennem historien skal ses i lyset heraf, herunder den rolle, kristendommen har spillet heri. Mehdi Mozaffari henviser her i avisen (10/3) til Edward Said, der har været bannerfører for megen postkolonial kritik af vestlig magtudfoldelse.

Især bogen ”Orientalism” har inspireret megen humanistisk forskning. Men Said og dennes disciple var selv apologeter. Og det er her, kæden ofte springer af, hvis man ikke når videre end Said. Hvis ideologikritik i sig selv bliver ny ideologi, iklædt (neutral) videnskab. ”Islamofobi” bliver da også brugt som et mærkat, der shamer enhver kritik af islam. Som islamekspert Thomas Hoffmann siger (10/3), er der en tendens til ikke at fokusere på islams mørke sider.

Det har man naturligvis interesse i at markedsføre fra muslimsk side, hvor islamofobi-, krænkelses-, og offerliggørelsesindustrien visse steder har nået uanede højder. Religionens genkomst og postmoderne idealisering af autenticitet har desuden medfødt anerkendelse fra ikkereligiøse (»religion er jo en personlig sag, som man skal respektere«). Den privilegerede status som insider (»jeg er, derfor ved jeg«) er ligesom blåstemplet religion for mange blevet en hellig piedestal.

Uanset hvor iscenesatte og opfundne sådanne argumenter i grunden er, er det ikke ualmindeligt at se forsvarsytringer herfor indenfor det nogle gange stærkt mudrede forskningsfelt. Der er faktisk nogle, der mener, at man skal føje de religiøse, når de ytrer sig, og på behændig vis feje religionskritik ind under gulvtæppet.

Det gælder ikke kun indenfor studiet af islam. Revisionistisk (religions-) historieskrivning finder indimellem ud fra konspirationsteoretiske kredses sprækker med dens postkolonialistiske dogmatik (»det er Vestens skyld«). »Jesus was black« er et eksempel på et sådant manifest, der dog drukner i den meget mere alment udbredte kristne apologetiske forskning.

Blandt buddhismeforskere i USA er det helt naturligt selv at være buddhist, og til visse konferencepaneler kan det indimellem være svært at adskille prædiken fra forskning. Flere hinduismeforskere har selv opfostret en indre guru, og nogle af dem lader sig let forføre til at gøre hindutale til lov, som når man støtter nationalisthinduers krav om at trække kritiske bøger tilbage fra forlaget. Når nyreligiøse bevægelser begår kriminalitet, har der altid været støtter blandt forskere, der har hevet majoritetsdiskriminationskortet frem.

Forskning i jødedom, der blåstempler israelsk politik, eller minoritetsstudier, der blåøjet fremfører argumenter på vegne af deres felt (»minoriteter-har-altid-ret«) er ligesom onde-hvide-gamle-kristne-heteroseksuelle-mænd-syndromet slet ikke uset eller ugleset. Og sådan kunne man givetvis lave en lang liste af forunderligheder indenfor studiet af islam og religion generelt, som kritikere sagtens kan udstille som typisk humanistisk, politisk korrekthed – hvilket jeg da personligt i flere tilfælde ikke vil være uenig i.

Religion er i dag på dagsordenen mere end nogensinde før hos både medier og politikere og blandt forskere i forskellige fagfelter. Trods ovenstående kan man dog være ganske rolig med den religionsvidenskabelige lødighed. Dansk religionsforskning er i top, også internationalt, blandt andet fordi den danske religionsvidenskabelige forskning har det som et næsten helligt ideal at værne om den værdifri, kritiske og ikkeapologetiske forskning. Det betyder blandt andet, at man ikke har som mål at tale en bestemt religions eller kulturs sag.

Tværtimod tillader vi os at fortolke og forklare de religiøses verdensbilleder og praksisformer ud fra videnskabelige principper. Det er de religiøse meget ofte slet ikke enige i.

Det kan da også være en udfordring både at skulle insistere på en sådan distance og samtidig have et nogenlunde balanceret forhold til dem, man gerne vil studere, især hvis man forsker i levende religion. Det er nemlig i længden ikke muligt som forsker at bedrive betonobjektivistisk feltarbejde, slet ikke som undercover med skjult kamera, og slet ikke indenfor et så følsomt felt som religion, hvor det nødvendigvis vrimler med hellige køer.

Religionsvidenskabelig forskning har på den anden side heller ikke som mål at missionere for ”danske værdier”, endsige kristendom. Vi lader andre om at go native eller lave religiøst dialogarbejde. Når religionsforskere blander sig i meningsdebatter om religion, er det da oftest for at påpege faglige skævvridninger.

Islameksperter får indimellem ørerne i maskinen, også hvis de vil være neutrale, da de skal tale ”opad” i en typisk negativ islamdiskurs.

Det er da heller ikke forskningens opgave at skulle være værdipolitisk vagthund for skiftende regeringer og debatklimaer. Tværtimod må man insistere på, at den frie forskning har værdi som sådan, også den humanistiske, som jævnligt skal forsvare sin egen eksistensberettigelse.

Der, hvor religionsforskningen har en forpligtelse, er faktisk (hvor kedeligt det end måtte lyde) at stille kompleksiteten til skue. Det er dog ikke altid problemfrit, da politikere og journalister ikke læser religionsvidenskabelig forskning, og kun de færreste forskere har kvaliteter til at formidle i (i hvert fald de levende) medier.

En akademisk iver for at forsvare de andre mod essentialiserende hetz fra skingre politikere og meningsdannere kombineret med mediernes spilleregler for den gode journalistiske vinkel kan endog ende med en uforvaret eller underforstået blåstempling af de skingre landsbytosser, der sjældent repræsenterer mere end de få.

Det kræver faglig sindighed at manøvrere rundt i som formidler. Det fratager dog ikke ansvaret fra forskeren om at holde hovedet koldt, for der er altid god grund til videnskabelig selvransagelse. Også når det gælder islam. Hellige køer hører nemlig til ude i felten, ikke i akademiet!