*

Kronik

Hvorfor handler statsministeren ikke?

Lars Løkke klynger sig til det vanvittige håb, at isbjerget vil smelte, inden han når frem, at der pludselig og alligevel ikke er noget isbjerg, hverken økonomisk, socialt eller kulturelt. Alle integrationsproblemer forsvinder med et trylleslag.

Hvis nogen til overpris vil sælge dig en kasse med 100 æbler, og du med sikkerhed ved, at halvdelen giver mavekneb, deraf en del med dødelig udgang, ville du så købe? Nej, selvsagt ikke. Det er så indlysende, at spørgsmålet i sig selv ligner en fornærmelse.

Statsministeren vil lade mindst 100.000 mennesker fra Mellemøsten indvandre til Danmark inden for de næste fire år. Vi ved fra danske og internationale undersøgelser, at halvdelen ikke vil integreres, forstået således, at selv efter generationers ophold i Danmark vil stadig omkring hver anden have shariaen til at stå over grundloven. Og vi ved fra vestlige efterretningstjenester, at IS har sendt sine krigere ind i Europa sammen med migrant- og flygtningestrømmen.

Statsministeren udtaler til Berlingske, at det er knald eller fald; enten lykkes integrationen af disse nye 100.000, eller også falder Danmark fra hinanden økonomisk, socialt og kulturelt. Han tror, at trepartsforhandlingerne er det nye tryllemiddel, der skal få den integration til at lykkes, men som bevisligt aldrig er lykkedes før – hverken her eller i noget andet vestligt land. Når kaptajnen ret forude ser et isbjerg, og når han med sig selv og også i fuld offentlighed har erkendt, at det er et isbjerg af en størrelse og en uomgængelighed, der vil forlise skibet, skal han så ikke lægge kursen radikalt om? Skal han ikke vende skuden 180 grader og styre stik modsat af den kurs, han har holdt? Er han ikke skipperen med ansvaret for skib og besætning? For land og folk?

Vi bryder os heller ikke om pigtråd ved grænserne, og vi hjælper gerne overalt på kloden, så længe det faktisk hjælper.

Men i stedet klynger statsministeren sig til det vanvittige håb, at isbjerget vil smelte, inden han når frem, at der pludselig og alligevel ikke er noget isbjerg, hverken økonomisk, socialt eller kulturelt. Alle integrationsproblemer forsvinder med et trylleslag. Det, der aldrig før er lykkedes, sker pludselig, og det sker netop denne gang, hvor truslen er allerstørst.

Sådan kan en ansvarlig kaptajn ikke tænke. Han kan umuligt fortsætte kursen mod det sikre forlis. Hvis statsministeren vitterligt i løbet af de næste fire år vil importere 100.000 nye mellemøstlige beboere her til landet, bør han fremlægge det som lovforslag for Folketinget.

Han bør præcist beskrive de økonomiske, sociale og kulturelle konsekvenser. Han kan da være stensikker på, at det lovforslag ryger til folkeafstemning via de nødvendige 60 medlemmer, der mener, at folket skal høres. Og der kan han med ligeså stor sikkerhed forvente et rungende folkeligt nej til yderligere indvandring sydfra.

Vi – og jeg tillader mig at sammenfatte det, jeg opfatter som en folkestemning – vi vil gerne hjælpe forfulgte, og vi vil gøre meget for at skabe bedre livsvilkår der, hvor folkevandringen har sine rødder. Vi bryder os heller ikke om pigtråd ved grænserne, og vi hjælper gerne overalt på kloden, så længe det faktisk hjælper.

Men statsministeren skal ikke misbruge vores hjælpsomhed til at styre Danmark mod det sikre forlis. Vi har kurs direkte mod katastrofen, og statsministeren prøver at bilde os ind, at han kan trylle isbjerget væk. Det kan han ikke, og jeg tror, at han ved det.

Måske har vi brug for i fællesskab at erkende, hvilken situation, vi står i. Vi skal blive enige om truslen på tværs af partiskel og holdninger i øvrigt. Vi skal forstå de elementære demografiske fakta.

Vi skal forstå, at vi står med en folkevandring fra et Mellemøsten, som hvert år skaber et befolkningsoverskud på fem-seks millioner mennesker. Den fortsatte indvandring vil forandre Europa til uigenkendelighed. Vi flytter Mellemøsten til Europa, og vi ofrer i stedet vores europæiske kultur.

Vores friheds- og ligeberettigelseskultur, vores sociale fællesskab og vores fredelige og sikre livsform vil gå under. Ikke på grund af flygtninge fra Syrien, men på grund af den muslimske folkevandring, som de indgår i. Den kortsigtede trussel er umiddelbart synlig. Europol meddeler, at mellem 3.000 og 5.000 IS-krigere allerede befinder sig i Europa, klar til kamp. EU-Parlamentet blev i december orienteret om den overvejende sandsynlighed for IS-terror i form af kemisk krigsførelse. Efterretningstjenester over hele Europa forventer angreb snarest og i stor skala.

Hensigten er at sprede terror og frygt, at destabilisere Europa, at ødelægge Europa. IS og mange med dem hader os, ligesom de hader amerikanerne, de hader alt vestligt og alt, der ikke følger de mest rigide fortolkninger af koranen. Og de er uden tøven parate til at dø for sagen. Det er den umiddelbare trussel. Den er måske begrænset i omfang, men sylespids, og den kommer til at gøre smerteligt ondt.

Den langsigtede trussel er den banale og langsomme islamisering af vores offentlighed og vores dagligdag. Danmark rummer i øjeblikket mellem 3 og 6 pct. muslimer. Ingen kender det præcise tal, for vi tæller ikke tro. Men alle ved, at de ganske få fylder usandsynligt meget i den offentlige debat, i de sociale statistikker, i arbejdsløshedskøen og i kriminalstatistikken.

Hvis så få fylder så meget, hvorfor så invitere flere? Og hvorfor vedblive at tro, at man kan afislamisere dem? Gøre dem så vestlige, at de menneskeskabte love altid står over noget, der er kopieret ud af en dybt forældet bog?

Det er ikke lykkedes endnu. Det er heller ikke lykkedes at få de muslimske kvinders indlysende rettigheder respekteret, ikke engang retten til at gifte sig med den, ens hjerte begærer. Muslimer i Danmark opretholder en tæt kulturel ring omkring sig selv; nogle af de unge, som vi regnede for progressive, er endda begyndt at tale om de hvide og de brune, altså at sætte et raceskel imellem dem og os.

Det går ikke, og det kommer ikke til at gå bedre ved at lukke 100.000 flere ind i landet eller millioner ind i Europa.

Vi står med det civilisatoriske sammenstød, som allerede Kipling beskrev som uløseligt.

Hvis vi skal have en chance midt i dette begyndende ragnarok, skal statsministeren træde i karakter. Han skal ophøre med at være maskinmester, han skal i stedet tage kaptajnens kasket på og sætte en kurs, der kan bjerge skib og besætning. Han skal sikre sit land og det folk, der ad demokratiets snørklede veje har sat ham på posten.

Han skal standse den spontane indvandring, han skal sikre et kontrolleret asyloptag fra FN’s lejre, han skal have registreret, hvem der allerede er her, og han skal have sendt alle dem hjem, der ikke bør være her. Han skal sikre sig, at kun de, der kan tilbyde at integrere sig helt og fuldt, bliver, og at resten kun får et meget midlertidigt ophold. Han skal ikke spilde vores kræfter og økonomi på at integrere dem, der ikke skal være her, og han skal til gengæld sætte alle kræfter ind for at hjælpe de få, der vitterligt vil være medborgere i vores Danmark.

Hvorfor handler statsministeren ikke? Han advarer selv mod isbjerget, og han kan som erfaren politiker umuligt tro på, at han denne gang skal lykkes med at knække islamintegrationens uløselige gåde. Hvorfor fortsætter han sin kurs mod katastrofen, mens han samtidigt selv advarer imod den?

Er statsministeren overhovedet skikket til posten? Rummer han det i sin person, der skal til for at bære kaptajnens kasket? Er han opgaven voksen?

Det ville være en ærlig sag at erkende, hvis det ikke er tilfældet. Ingen er forpligtet over evne, men alle er forpligtet på at kende deres grænser. Det kræver mod at sætte en ny kurs.

Hvorfor handler statsministeren ikke? Savner han modet? Har vi ingen kaptajn ombord?

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
BA i folkesundhedsvidenskab: Når vi lader de unge lide
Matthew Frandsen, BA i komposition og BA i folkesundhedsvidenskab, Tåsingegade 12, Aarhus N
DF og de borgerlige partier forringer kommunernes økonomi, så der er færre penge til blandt andre socialt dårligt stillede og børn og unge.
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Flygtningekrise

BA i folkesundhedsvidenskab: Når vi lader de unge lide

Matthew Frandsen, BA i komposition og BA i folkesundhedsvidenskab, Tåsingegade 12, Aarhus N
DF og de borgerlige partier forringer kommunernes økonomi, så der er færre penge til blandt andre socialt dårligt stillede og børn og unge.
Forsiden lige nu
Om temaet

Hundredtusindvis af mennesker på flugt fra krig, forfølgelse og dårlige levevilkår banker på døren til Europa.

Jyllands-Postens korrespondenter rapporterer fra migrationsbølgens frontlinjer, mens den hjemlige redaktion beskriver de historiske udfordringer, som også det danske samfund står over for.

Annonce
Redaktionen anbefaler
Mere
Annonce
TV
Mere
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her