Cocktail med apokalyptisk potentiale

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Det trækker op til noget, der minder om en perfekt storm over Europa. Et ulykkeligt virvar af global økonomisk usikkerhed, regionale mellemøstlige og nordafrikanske konflikter med et eksempelløst flygtningepres til følge, systematiserede islamistiske terrormassakrer både på og uden for det europæiske kontinent samt voksende fattigdom, arbejdsløshed, utryghed og frustration i en række syd- og østeuropæiske lande er i disse måneder i gang med at skabe en hastigt nedadgående spiral af – forståelig – frygt i de europæiske befolkninger. En frygt, som med triviel forudsigelighed blandt Europas politikere har igangsat en lemmingespurt imod en afgrund af nationalistisk kikkertsyn og xenofobisk isolation. Det er en cocktail med næsten apokalyptisk potentiale, som vores nærmeste historie kun alt for rigeligt dokumenterer.

De vedholdende strømme af flygtninge og migranter har på mindre end et år hensat EU i en skælven og bragen, som truer dets eksistens. Schengen-samarbejdet er de facto sunket i grus, Storbritannien overvejer sit medlemskab, og et nærmest eksponentielt voksende antal medlemslande bliver i kraft af signifikante hjemlige politiske højresving stadig mere kritiske og slår sig i stigende grad i tøjret i forhold til overholdelse af de europæiske konventioner og traktater.

Polen har været til kammeratlig samtale under mistanke for at ville lovgive sig ud af demokrati og pressefrihed, og senest har Danmark stået skoleret for vores netop vedtagne stramninger på flygtningeområdet. Det EU, som trods alle forbistringer har garanteret freden i Europa i snart en menneskealder, gennemlever i disse måneder tilsyneladende sin skæbnetime.

I Danmark mærkes de internationale og europæiske rystelser dels som en fjern og ildevarslende rumlen, men også konkret og visuelt ved vore grænser. Mest malende naturligvis i efteråret, hvor flygtninge og lykkeriddere i en pærevælling sjoskede afsted på motorvejene for at nå til Sverige, som angiveligt flød med mælk og honning og menneskeligt overskud. Den selvbestaltede humanitære supermagt er imidlertid segnet under byrden og har måttet lukke grænserne, hvilket som bekendt også fik de danske grænser til at smælde i som dominobrikker. Alt sammen resultater af et Mellemøsten i brand og et Europa i knæ. Det verdensbillede og den civilisation, vi troede var stabil, ja, som en hel generation havde vænnet sig til som en naturlov, knager i fugerne. Og vi gribes af frygt.

Frygt er naturlig, og den er sund og nødvendig. Der er intet skammeligt i at blive bange, når der er grund til det. Uden årvågenhedens og frygtens nådegave havde menneskeheden næppe overlevet som art. Et menneske, som mangler evnen til at frygte, er lige så prisgivet som en krop, der ikke er i stand til at mærke smerte. Der er ingen advarselslamper. Faren opdages først, når det er for sent.

Men hvis vi lader frygten tage over og stivner som rådyret i lyskeglen eller angstpisser på gulvtæppet som en hund i tordenvejr, så bliver frygten ikke frugtbar. Så bliver vores handlinger irrationelle, og vores rygmarvsreaktioner risikerer at blive endnu farligere end den oprindelige trussel.

Allerede nu ser vi disse irrationelle panikreaktioner, som kommer direkte fra krybdyrhjernen, manifestere sig på forskellige niveauer: politisk, i medierne og i det offentlige rum.

Politisk kapløb om at signalere handlekraft har i al hast givet os smykkeloven, teltlejrene, grænsekontrol og flæskegaranti i de randrusianske børneinstitutioner.

Politikere kaster om sig med fiktive historier, som gøder jorden for yderligere mytedannelser og fejlslutninger. Justitsministeren opererer med ikke eksisterende asylansøgere med kufferter fulde af diamanter. Integrationsministeren med ikkeeksisterende forbud imod svinekød i børnehavemadpakker.

Medierne bistår gerne med at bringe halve og hele sandheder til torvs, og myter og ammestuehistorier får deres eget liv.

Hund bider mand. Ergo bider alle hunde. Asylansøgere (som det stadig er uafklaret, om i virkeligheden var tyske nordafrikanere) forgriber sig på kvinder i Köln. Ergo forgriber alle asylansøgere sig på kvinder. Alvoren af overgrebene i Köln er reel og skal håndteres med største seriøsitet. Men folkeviddet og politiske kandestøbere konkluderer med lynets hast og ofte uden refleksion. Asylansøgere i en teltlejr i Thisted så sig således nødsaget til at gå på gaden for at demonstrere, at de ikke er voldtægtsforbrydere. Folkedomstolen har allerede indført omvendt bevisbyrde.

I det offentlige rum ses et stigende antal hadforbrydelser. Muslimske kvinder får tørklædet revet af. Etniske minoriteter udsættes for tilråb og overfald. Nydanskere i min private omgangskreds, som har boet i København i årevis uden et eneste negativt tilråb, fortæller, hvordan blot den seneste måned har budt på en række krænkende og truende oplevelser:

»Skrid hjem til dit telt, perkersvin!« eller »Fucking perker, jeg smadrer din familie!«. Én har oplevet at blive bedt om at »skride om bag i køen« i supermarkedet, fordi »du ikke er herfra«.

Det er svært at overse parallellen til det spirende jødehad i starten af 1940’erne. Og det ved vi jo, hvordan endte. Angsten kryber ind overalt, hvor den får lov, hvor der gives plads, hvor den næres, og angst æder sjæle op.

Det er hævet over enhver tvivl, at det bedste svar på den overnationale flygtningekrise i det store perspektiv er en fælles europæisk løsning. Men EU er et skrummel, som endnu aldrig er set ride samme dag, som der sadles. Og selvom der løbende arbejdes på samlede europæiske løsninger, sker det for mange af nationalstaternes ledende politikeres vedkommende med et halvt drejet hoved og kig over skulderen, fordi de er nødt til at være på forkant med udviklingen i deres hjemland, så de ikke bliver løbet højre om i de nationale parlamenter, imens de sidder og forhandler i EU.

Det har vi ikke tid til at vente på, imens vi passivt er tilskuere – eller medvirkende – til, at Danmark dag for dag bliver mere segregeret, at mistilliden uhindret breder sig, og at befolkningsgrupper – såvel politisk som etnisk definerede – lukker sig om sig selv, og kulden sniger sig ind i demokratiets institutioner og fryser politikken til is. Derfor er det næstbedste svar nødt til at være det, vi giver i første omgang. Og det svar må være nationalt.

Parallelt med, at der arbejdes på en samlet europæisk løsning, er det nødvendigt, at danske politikere viser det format, man må klynge sig til håbet om, at de har, og hæver sig op over den daglige positioneringskrig.

Det er ikke for meget sagt, at riget stander i våde. Ikke økonomisk, men socialt. Menneskeligt. Den danske befolkning er i overhængende risiko for at blive sprængt i en grad, som er irreversibel, og som kan få katastrofale konsekvenser.

Tiden er inde for vores folkevalgte til at kere sig om rigets sikkerhed frem for at spille hasard med den i en stoleleg om taburetter.

Statsministeren og integrationsministeren bør derfor indkalde Folketingets partier til et kriseråd, som har til opgave at nå frem til et nationalt kompromis om flygtningepolitikken:

For det første må de politiske partier indgå en borgfred, som blandt andet betyder et stop for politiske særmeldinger, prøveballoner og over- eller underbud på flygtningeområdet i en nærmere defineret periode for at give arbejdsro.

For det andet må partierne i fællesskab definere et kommissorium for opgaven, hvor hele den komplicerede problematik dechifreres i dens bestanddele: Hvilke kriterier vil vi have for at modtage og afvise asylansøgere? Hvordan kommunikerer vi om situationen, så der ikke skabes mytedannelser? Hvordan imødegår vi respektfuldt relevante bekymringer om konsekvenserne af tilstrømningen? Hvordan begrænser vi den voksende xenofobi og det stigende antal hadforbrydelser? Hvordan forbereder vi de nye borgere på et liv i Danmark med respekt for danske værdier? Og så videre og så videre.

For det tredje må partierne, når udfordringerne er udredt og defineret, indkalde relevante forskere og andre sagkyndige på tværs af sektorer og fagsiloer som ekspertudvalg for at sikre et resultat, som er baseret på viden, erfaring, evidens og empiri frem for på mavefornemmelser og vom hörensagen.

For det fjerde og sidste må partierne med afsæt i såvel sagkundskab som politisk overbevisning forhandle sig frem til et nationalt kompromis, som de forpligter sig på efterfølgende at stå på mål for både parlamentarisk og kommunikativt.

I erkendelse af, at det næppe er muligt at opnå fuld konsensus, kunne et succeskriterium være, at man når frem til en aftale, som kan samle et kvalificeret flertal på fem sjettedele af folketingsmedlemmerne som beskrevet i grundlovens §20.

Hvis det er politikerne komplet fremmed at lade meningsmålingskvababbelser fordufte for en stund, kan de under arbejdet med at nå et kompromis søge trøst i tanken om, at vælgerne formentlig i det lange løb vil have større respekt for ledere, som i farens stund træder sammen trods interne uoverensstemmelser og forsøger at samle stumperne i stedet for at spæne i øst og vest som en flok hovedløse høns.

Kære folkevalgte, dette bliver formentlig den vigtigste opgave, I kommer til at løse på tinge i en rum tid. Må I gøre det med lige dele fædrelands- og menneskekærlighed!