*

Kronik

Kronik: Alle må med i opgøret med jihadister

Det er en myte at tro, at religionskritik kun virker, når den kommer ”indefra”. Derfor er det ikke mere islamforskning, der skal til, men religionskritik fra et verdsligt og pluralistisk synspunkt.

Vi har alle en en pligt til at lære vores børn, at bogstavelig læsning af helligtekster kan være farlig for sameksistensen, skriver Tina Magaard. Foto: Dean Francis.

Professor Jakob Skovgaard Petersen efterlader i sin kronik 9/12 ”For jihadisterne er krig et mål i sig selv” det indtryk, at den islamiske fortolkningstraditions forskellige strømninger er sammenlignelige med for eksempel kristne og jødiske fortolkningstraditioner. Med udgangspunkt i års indgående studier af islamiske tekster samt feltarbejde i danske moskéer og blandt muslimske kvinder, vil jeg mene, at det kræver en kommentar.

Kronik: Kronik: Det er muslimerne, der skal bekrige IS

I de danske moskéer, hvor jeg har udført feltarbejde, vil mange nok tage afstand fra terrorangreb som det, der for nylig ramte Paris. Men det betyder ikke, at imamerne distancerer sig fra princippet om jihad som krigsførelse. Selv i moskéer, som islamforskere klassificerer som moderate, har det været min oplevelse, at imamerne snarere søgte at forklare, hvornår det er tilladt at føre jihad hvordan.

Kun ahmadiyya-imamen gik ind for en metaforisk læsning af teksterne, men ham dømte de andre ude som frafalden. Det kan ikke udelukkes, at ovenstående hænger sammen med, hvor meget hellig krig fylder i de islamiske grundtekster. For dokumentation herpå vil jeg henvise til mit bogkapitel ”Fjendebilleder og voldsforestillinger i islamiske grundtekster”, som kan downloades på min hjemmeside (www.tinamagaard.dk). Det betyder selvfølgelig ikke, at alle imamerne deler IS’ indstilling til, hvornår det er legitimt at dræbe hvem. Men det betyder, at man ikke møder den fordømmelse af krig i religionens navn, som er god latin i de fleste nutidige kristne kredse.

Man møder ikke den fordømmelse af krig i religionens navn, som er god latin i de fleste nutidige kristne kredse.

JSP skriver, at det i historien ofte har været andre muslimer, der blev ofre for den religiøse krig, men det bliver det da ikke bedre af!

Hvis muslimer skal have lov til at træde ind i moderniteten sammen med os andre, skal religionskrige mellem muslimer samt folkemord udført i islams navn behandles i skolen, i medierne og i forskningen på linje med de kristne religionskrige og Holocaust. Ellers fastholder man muslimer i en infantil position, hvor man ikke forventer, de er i stand til samme kulturkritik og religionskritik, som vi andre har lært at bruge over for primært kristendommen.

JSP nævner muslimske strømninger, som søger at ”omcaste” Muhammed til en fredselskende helt, der beskyttede de svage. Jeg har set den slags materiale, men det bringer os typisk ikke tættere på en reel reform.

Spørger man ind til, hvem der skal beskyttes, så er det de svage muslimer, men ikke de, som nægter at konvertere til islam – svage eller ej. Spørger man ind til, hvordan freden skal opnås, så er krigen stadig et legitimt middel mod målet, hvis mission ikke virker. Nok findes der i Koranen vers såsom: »Den Barmhjertiges tjenere er dem, som vandrer på jorden i ydmyghed og siger ”Fred!” når de uvidende taler til dem«.

Men disse vers dateres ifølge den muslimske tradition fra Mekka-perioden, hvor Muhammad var marginal og magtesløs. Hvorimod de vers, som meget konkret beskriver krigsførelse mod vantro eller muslimer, der ikke var stærke nok i troen, er fra Medina-perioden, hvor han var en magtfuld hærfører.

Ifølge den muslimske tradition gælder det princip, at hvis der er uoverensstemmelse mellem to Koranvers, så er det ”sværdversene” fra Medina-perioden, som trumfer de andre. Der er mig bekendt ingen islamisk bevægelse, der har villet sætte spørgsmålstegn ved dette princip.

JSP hævder endvidere, at Koranen »afspejler den tid, den er blevet til i. Der er slaveri, hævnmord og brutale straffe, som endog kan komme fra Gud selv. Ligesom i Bibelen.« Det er et komfortabelt argument, fordi det ligestiller religionerne. Men det er ikke det samme, som at det kan holde til en empirisk efterprøvning.

Ganske vist kan man i Bibelen og de islamiske helligtekster finde sammenlignelige passager omkring stening, slaveri, hævnmord og folkedrab. Men hvor Det Nye Testamente bryder med Det Gamle Testamentes principper for hævn og voldelige straffe, går det den modsatte vej i de islamiske tekster. Et gennemgående tema er her Muhammeds problem med, at verden ikke ser ud som på Abrahams tid. Man stener ikke mere folk, satirisk digtning er en populær genre, religiøs pluralisme hersker, kvinderne rider frit rundt med bare ben, og de fleste læser ikke mere Det Gamle Testamente bogstaveligt. Jahiliyya, uvidenhed, kaldes den samfundstilstand i de islamiske tekster.

De islamiske grundtekster beretter, hvordan Muhammed, på trods af sine samtidiges protest, får genindført stening, myrdet satirikere, tildækket kvinderne, indført monoteisme og gennemtrumfet en bogstavelig læsning af helligteksterne. Fordrivelse og udryddelse af dem, der stritter imod, er også del af fortællingen.

At sige at Muhammed bare afspejler sin tid, er derfor ikke retvisende, da han netop bryder med sin tid. At Muhammed opfordrer til at føre samfundet tilbage til Abrahams tid, betyder naturligvis ikke, at man kan slutte direkte fra disse teksters fortællinger til, hvordan alle muslimer opfører sig i dag. Men det betyder, at muslimske lærde har en tungere opgave foran sig end de fleste, når de skal tilpasse teksten til det moderne samfunds demokrati, pluralisme og menneskerettigheder.

Ligeledes giver det os andre en udfordring, fordi vores pluralistiske samfund, med ytringsfrihed, religionsfrihed og seksuel frihed, ligner det førislamiske samfund, Muhammad bad sine tilhængere om at bekæmpe.

Under Muhammed-krisen troede mange danskere, at hvis bare man sagde undskyld og fremover afholdt sig fra Muhammed-satire, så kunne man købe sig til fred. Men det stopper jo ikke der. At gå til rockkoncert og nyde alkohol på en fortovsterrasse er ligeledes del af en jahiliyya-livsstil. IS begrunder netop terrorangrebene i Paris med, at de gik efter afgudsdyrkernes depraverede livsstil. Selv om IS-terroristerne er mere radikale end de fleste, så er deres fordømmelse af Vestens ”jahiliyya” en diskurs, som prædikes i et bredt segment af moskéer.

Her hævder JSP, at jihadister »kun kan bekæmpes religiøst og ideologisk af deres egne trosfæller«, da »alle muslimer tager udgangspunkt i Koranen«. ”Alle” og ”kun”?

Under Muhammed-krisen troede mange danskere, at hvis bare man sagde undskyld og fremover afholdt sig fra Muhammed-satire, så kunne man købe sig til fred. Men det stopper jo ikke der.

Det må siges at være en reduktionistisk religionsopfattelse. Fra mine interviews med muslimske kvinder ved jeg, at ikke ”alle” muslimer tager udgangspunkt i Koranen. Nogle tager tværtimod udgangspunkt i demokratiske og humanistiske principper, ligegyldigt hvad der i øvrigt måtte stå i Koranen. Derfor er det naturligvis ikke ”kun” forskellige islamstrømninger, der skal blande sig i den debat, men i lige så høj grad andre religioner og livsanskuelser, ikke mindst ateismen.

Det er en myte at tro, at religionskritik kun virker, når den kommer ”indefra”. Når man i Europa har fået gjort op med Bibelens førmoderne univers, skyldes det tværtimod, at moderniteten gav europæere kendskab til andre religioner og ateisme, og at de derfor kunne kritisere kristendommen ud fra andre præmisser end kristendommens egne.

Den samme proces er nødvendig i forhold til islam. Derfor er det ikke mere islamforskning, der skal til, men religionskritik fra et verdsligt og pluralistisk synspunkt.

Vi har alle en pligt til at lære vores børn, at bogstavelig læsning af helligtekster kan være farlig for sameksistensen, at religiøs hate speech ikke er i orden, og at den verdslige lov altid står over den religiøse lov.

Vi skal gå i dialog, men vi skal også understrege, at disse tre principper ikke står til diskussion. Havde vi for 40 år siden betinget immigration af disse princippers accept, kunne vi have sparet hinanden for meget.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Debat: Koranen kan deles i to dele
Bent Thygesen, Danmarksgade 57, Horsens
Tak for Mikael Jalvings artikel 14/6 om islam og den voksende terror. Det er trist at se fornægtelsen og handlingslammelsen hos dem, der burde handle.
Lektor, cand.mag. Opgøret med islams grundtekster
Jørgen Grimstrup, lektor, cand.mag., Fasanvej 30, Viborg
Det er fint af muslimen Aminah Tønnsen at stå fast på, at Koranen kan tolkes og læses på mange måder, og at kvinder ifølge Koranen er ligeværdige med mænd. Men hun bør revurdere sit syn på Koranen som åbenbaret af Gud til Muhammed via Gabriel.
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Blogs

Blog: Frygtens tid.

Finn Slumstrup
I denne sommer bliver ordet "frygt" anvendt igen og igen både i medier og mand og kvinde imellem. Og med god grund. Hvad kan vi gøre for at forhindre frygten i at blive en dominerende faktor i vore liv?

Blog: Beløn borgere, der huser flygtninge

Josephine Fock
I stedet for at bruge millioner af kroner på tomme teltlejre vil Alternativet støtte borgere, der åbner deres hjem for indkvartering af flygtninge
International debat

Diis-forskere: Afrikanske styrker tager slæbet i Mali

Signe Marie Cold-Ravnkilde | Peter Albrecht
FN’s mission i Mali med dansk deltagelse er ikke kun udfordret af terrorgrupper, narkokriminalitet og migration. Også interne spændinger i missionen giver problemer, som Danmark og verdenssamfundet skal være med til at løse.
Kommentarer

Kommentar: Orkan over Europa

Per Nyholm, tidligere udenrigskorrespondent.
Sandelig, vi lever i interessante tider
Annonce
Annonce
Bolig
Hun købte overetagen på en dobbeltvilla og skabte et nyt, interessant hjem
Carina Kjærsgaard købte den nederste etage af en stor villa i Aalborg, da hun manglede et sted at bo. Bagefter købte hun overetagen, da familien blev udvidet. Få ideer her til, hvordan man kan indrette, når man pludselig har to af alt. 
Se flere
Hun købte overetagen på en dobbeltvilla og skabte et nyt, interessant hjem
Carina Kjærsgaard købte den nederste etage af en stor villa i Aalborg, da hun manglede et sted at bo. Bagefter købte hun overetagen, da familien blev udvidet. Få ideer her til, hvordan man kan indrette, når man pludselig har to af alt. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her