Hvad går tiden med i Højesteret?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Man læser ofte i avisen, at det kan tage flere år for en civil sag (dvs. en sag, der ikke er en straffesag) at komme igennem Højesteret, fra landsrettens dom er anket, til Højesterets dom falder. Ofte kaldes den tid, der går, for ”sagsbehandlingstiden” – en betegnelse, der gør det nærliggende at tro, at Højesterets dommere hver dag sidder og tygger drøv på hver enkelt sag, inden de endelig ad åre når frem til, hvordan den skal afgøres.

Virkeligheden er imidlertid en ganske anden. Dommernes samliv med en sag er oftest ganske kort. Fra sagen dukker op i dommernes dueslag i Højesteret, til den er afgjort, går der sjældent mere end godt 14 dage. Før en sag når frem til dueslagene, skal den imidlertid være forberedt efter alle kunstens regler. Og det er dét, tiden går med.

Det er Højesterets opgave at træffe endelig afgørelse i sager af principiel karakter og stor samfundsmæssig betydning. Begge parters advokater skal derfor have mulighed for at forberede sagen ved at vende hver en sten, og de skal have tid til at udarbejde det omfattende materiale, som dommerne skal have som grundlag for deres afgørelse af sagen.

Når en sag kommer til Højesteret, er det fordi den ene part, og eventuelt begge, er utilfreds med landsrettens dom. Når Højesteret modtager anken, begynder uret at tikke. Modparten skal imidlertid have mulighed for grundigt at overveje sin stilling til anken og har derfor en frist på fire uger til at afgive svar.

Herefter tager Højesteret fat i sagen ved at indkalde til et møde med advokaterne. For få år siden foregik mødet ved, at advokaterne rent fysisk mødte op i retten. I dag foregår mødet som et telefonmøde, der typisk holdes kl. 8.15 om morgenen. Det tidlige tidspunkt gør det nemmere at få placeret mødet i kalenderen, fordi advokaterne typisk ikke har aftalt andre møder så tidligt.

I Højesteret er der én dommer, der har disse telefonmøder med advokaterne, og som står for forberedelsen af sagerne. Det er en opgave, vedkommende har i to år, hvor han eller hun så ikke deltager i den endelige afgørelse af sagerne i retssalen. Jeg har selv haft den opgave de seneste to år, og min kappe har derfor i den tid hængt fredsommeligt på sin bøjle.

Ved telefonmødet lægger advokaterne og dommeren så vidt muligt en præcis køreplan for sagens videre forløb. I nogle tilfælde er den køreplan ganske enkel, fordi advokaterne gør præcis de samme synspunkter gældende, som for landsretten. Det kan f.eks. være helt de samme pengebeløb, man strides om, de samme juridiske argumenter, man hver især vil fremføre, og de samme beviser, man vil gøre gældende. Hvis sagen ligger så ligetil, er det eneste, der er behov for, at aftale et tidspunkt for, hvornår sagen kan domsforhandles i retssalen.

Retsplejen ved Højesteret er mundtlig, og der skal derfor findes en dag, hvor begge advokater kan give møde og procedere sagen, og bagefter skal der være plads til, at dommerne kan votere sagen og skrive dom. Det kan ikke ske i morgen, for der er selvsagt allerede sat sager på i kalenderen, men som det ser ud for tiden, vil en sag kunne sættes på til afsluttende domsforhandling inden for seks til otte måneder. På grund af advokaternes ofte fyldte kalendere, vil det nok kunne blive vanskeligt at komme meget længere ned.

I de fleste sager går det dog ikke helt så let. Advokaternes grundige forberedelse af sagen kan ofte kræve, at de udveksler flere processkrifter om sagen. Og det kan ofte også være sådan, at den ene eller begge parter fremkommer med lidt andre krav for Højesteret, end de gjorde for landsretten.

F.eks. kan den, der har vundet en erstatningssag for landsretten, måske være nået frem til, at erstatningen bør være større end den, man krævede for landsretten, mens den anden part måske i mellemtiden er nået frem til, at der slet ikke er noget ansvarsgrundlag for erstatning. Parterne kan også have fundet nye juridiske argumenter for, at de hver især bør vinde sagen, eller de kan ønske, at der føres nye beviser for Højesteret. F.eks. ved at fremlægge dokumenter, som ikke blev fremlagt for landsretten, eller ved at afhøre nye vidner eller genafhøre gamle.

En part kan også ønske f.eks. syn og skøn ved en uvildig skønsmand i f.eks. en sag om mangler ved et produkt, eller ønske f.eks. en sag om en patientskade forelagt for Retslægerådet.

Som enhver kan forstå, begynder det nu alt sammen at blive mere kompliceret. Efter retsplejelovens regler er det sådan, at den ene part kan protestere mod nye krav og juridiske argumenter, der ikke har været gjort gældende i den foregående instans. En part kan også protestere mod nye beviser, f.eks. fordi vedkommende mener, at de er overflødige. Reglerne er der for at sikre en retfærdig retspleje, og det er klart, at retfærdighed også her tager tid.

Det mest bemærkelsesværdige er, at det alligevel kan gå så hurtigt, som det gør. I dag er det sådan, at der for civile sager, der kommer ind nu, typisk vil gå knap et år, før de kan være afgjort ved dom.

Det er langt hurtigere end for blot få år siden. Årsagen hertil er først og fremmest, at der i dag, på grund af en række ændringer af retsplejeloven, er kommet styr på sagstilgangen til Højesteret, så mængden af sager, der kommer ind, svarer til den mængde sager, Højesteret er i stand til at afgøre.

Måske kan det i fremtiden lykkes at komme endnu længere ned end det år, som der i dag typisk vil gå, fra en sag kommer ind, til den er afgjort. Men der er grænser for, hvor meget hurtigere det kan gå, når kvalitet og grundighed fortsat skal være i top.