Norges Høyesterett – 200 år

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Norges Høyesterett blev etableret med den danske Højesteret som forbillede, men siden har nordmændene på flere måder valgt deres egen vej. Hvad der er selvfølgeligt i det ene land, betragtes ikke altid sådan i det andet.

Den 30. juni i år fejrede den norske Høyesterett 200-året for afsigelse af sin første dom. Det var en festdag med deltagelse af den norske kong Harald, den norske statsminister og Stortingets formand. Få dage inden udkom et festskrift på 900 sider om rettens udvikling. Festdagen markerede samtidig den selvstændiggørelse af det norske retsvæsen, der skete i 1814. Indtil da havde Højesteret i Danmark også været Norges Højesteret. I 1814 var der da også fire nordmænd blandt den danske Højesterets 13 dommere, og Højesterets præsident, Chr. Colbiørnsen, var nordmand af fødsel.

Nordmændene tog naturligt nok den danske Højesteret som forbillede, da de skulle etablere deres egen Højesteret. Da den danske statholder i Norge, prins Christian Frederik, i 1814 søgte råd om indretningen af en højeste domstol i Norge, erklærede Chr. Colbiørnsen da også, »at Højesteret med sikkerhed kunne tages til mønster, thi retsplejen dér er uden tvivl så fuldkommen, at dertil næppe findes lige i Europa«.

Selv om udgangspunktet har været fælles, har udviklingen i de efterfølgende 200 år formet sig forskelligt. Hvad, der i det ene land opfattes som såre selvfølgelige ordninger, har i det andet land i flere tilfælde fundet en anden udformning. Det er godt at få forstand af, for det viser, at man selv i lande, der som Danmark og Norge ligner hinanden meget, kan indrette sig forskelligt, uden at verden af den grund går af lave.

En slående forskel mellem den danske og den norske Højesteret er den fremgangsmåde, dommerne anvender, når de – efter at advokaterne har forladt retssalen – skal nå frem til et resultat. Siden 1677 har det i Danmark været sådan, at den anciennitetsmæssigt yngste dommer som den første får ordet. Stadig iklædt sin kappe vil den yngste dommer indlede med at meddele, hvilket resultat han er nået til. Derefter vil han nøje redegøre for sagen, dens juridiske problemer og dens rette afgørelse. Til sidst vil han læse sit udkast til dom op for de andre dommere, der under hele seancen har siddet uden at fortrække en mine. I gennemsnit tager den yngste dommers votering omkring en times tid. Derefter får den anciennitetsmæssigt næstyngste dommer ordet for at redegøre for sin opfattelse. Derefter får den tredjeyngste ordet osv.

Det kan være en hård tid for de yngste dommere således at være førstvoterende i alle de sager, de deltager i, men i Danmark har vi alligevel holdt fast i ordningen. Ordningen har nemlig det gode ved sig, at den fungerer som en fremragende oplæring af den nye dommer; ikke bare i at klare selv de vanskeligste juridiske sager, men også i at skulle tage et standpunkt og stå ved det uafhængigt af, hvad de ældre dommere måtte mene. Den yngste dommer kan ikke blot lægge sig i slipstrømmen af de ældre, for han ved på det tidspunkt, hvor han skal votere, ikke, hvor slipstrømmen løber. Voteringsrækkefølgen har også den fordel, at den tilgodeser nytænkning i retten. De ældre dommere kommer ikke på forhånd til at dominere.

I Norges Høyesterett har man imidlertid valgt den modsatte ordning. I Norge har dommerne en såkaldt rådslagning, når advokaterne er færdige med deres procedure. I praksis svarer det til den danske ”votering”. Men i Norge er det den anciennitetsmæssigt ældste dommer, der først udtaler sig om sagen med en redegørelse, der både i dybde og længde svarer til den danske førstvoterendes. Derefter er det den næstældste dommers tur. Og så fremdeles. Når rådslagningen er overstået, udpeges den dommer, der som såkaldt førstvoterende skal samle synspunkterne og skrive dommen. Denne opgave går på skift mellem dommerne. Lige så fornuftig, som vi i Danmark synes, at vores ordning er, lige så fornuftig synes nordmændene, at deres er.

Også i en anden henseende er der en stor forskel på arbejdsmåden. Eller rettere: Det ser for en ydre betragtning sådan ud. I Danmark foregår dommernes votering for lukkede døre, hvor der ikke er andre end dommerne og en dommerfuldmægtig til stede. Voteringen noteres ned i en protokol, men den er ikke tilgængelig for offentligheden.

På papiret ser det meget anderledes ud i Norge. Der blev retten i 1864 af politikerne tvunget til det, der kaldes offentlig votering. I den danske debat bliver den norske ordning ofte fremhævet som en modsætning til den danske. Men sådan forholder det sig ikke i virkeligheden. Da den norske Høyesterett blev tvunget til offentlig votering, indførte retten nemlig den ordning, at dommerne, når advokaterne har forladt retssalen efter overstået procedure, har den såkaldte rådslagning, jeg har omtalt ovenfor.

Denne rådslagning foregår for lukkede døre, helt som voteringen gør i Danmark, men altså som nævnt med den ældste dommer først, derefter den næstældste osv. Når rådslagningen er overstået, udpeges så den dommer, der som såkaldt førstvoterende skal samle synspunkterne og skrive udkastet til dommen. Efter skriftlige kommentarer fra de øvrige dommere til udkastet, mødes dommerne til sidst og ”voterer”. Denne votering består imidlertid i praksis i, at en komprimeret udgave af dommen læses op; hvis der da ellers er mødt tilhørere frem. Den ”offentlige votering” i Norge er altså bedst sammenlignelig med domsafsigelsen i Danmark, hvor dommens resultat og begrundelse også læses op i et offentligt retsmøde.

Det, der på papiret kan tage sig meget forskelligt ud, er altså i praksis i vidt omfang ens.

I så henseende har nordmændene altså i realiteten holdt sig Colbiørnsens anbefaling ganske på sinde.