Hvem skal være statsminister?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Formentlig er svaret på overskriftens spørgsmål allerede givet, når denne kronik dukker op i søndagens avis. Så let har det imidlertid ikke altid været at finde frem til en ny statsminister efter et folketingsvalg. Ofte har der været masser af politisk taktik og taskenspillerkunst forbundet med regeringsdannelsen.

Grundloven er heldigvis enkel nok. Den indebærer, at der gælder tre regler om regeringsdannelsen: (1) Hele proceduren frem til udnævnelse af en ny statsminister foregår på den siddende statsministers ansvar. (2) Der må kun udnævnes en statsminister, der ikke på forhånd kan antages at have et flertal i Folketinget imod sig. (3) Det er den ny statsminister, der udnævner sig selv.

Når Folketingets partier på forhånd har delt sig i to blokke, der står bag hver sin statsministerkandidat, er det efter valget ikke svært at finde frem til, hvem der skal være statsminister. Det skal den vindende bloks kandidat.

Der, hvor det bliver svært, er, hvis regeringen ved folketingsvalget mister sit flertal, uden at der tegner sig et tydeligt flertal for en anden regering. I den situation indleder partilederne forhandlinger for at sondere, hvilke regeringsmuligheder der er. Der har gennem de seneste 100 år udviklet sig den tradition, at partilederne meddeler kongen – for tiden dronning Margrethe – hvem de peger på som ny statsminister. Tidligere kaldte man det en ”kongerunde”. I dag kalder vi det naturligt nok en ”dronningerunde”. Den betegnelse skal man imidlertid ikke lade sig narre af. Partiledernes reelle forhandlinger foregår ikke hos dronningen, og dronningen har ikke til opgave selv at tælle op, hvor mange mandater der peger på den ene eller den anden statsministerkandidat. Det er den siddende statsminister, der skal have styr på kuglerammen.

Første gang partilederne på den måde gik til majestæten, når der var usikkerhed om en ny regering, var i 1909. Men det var først efter 1926, hvor venstrestatsministeren Madsen-Mygdal kom til, at der blev tale om en fast praksis. En særlig knopskydning på denne praksis kom i 1957, da kongerunden ikke førte til, at der umiddelbart kunne peges på en statsministerkandidat. I stedet anbefalede et flertal, at den fungerende socialdemokratiske statsminister, H.C. Hansen, skulle tage initiativ til, som det hed i hans mandat, ”forhandling mellem de politiske partier med det formål at undersøge, om der foreligger muligheder for, at der dannes en flertalsregering under den ene eller den anden form”. H.C. Hansen var altså ikke på forhånd udpeget som kommende statsminister. Han var blot, hvad man senere har kaldt ”kongelig undersøger”.

Baggrunden for denne nye fremgangsmåde var, at den hidtidige regering af socialdemokrater og radikale, ledet af H.C. Hansen, var gået tilbage ved valget og ikke havde flertal. De Radikale lurepassede og ville ikke ud af busken med, hvem de nu støttede. En mulighed var, at de kunne støtte en ny regering bestående af Venstre og De Konservative med venstremanden Erik Eriksen som statsminister. En anden mulighed var, at der måske kunne dannes en flertalsregering bestående af Socialdemokratiet, De Radikale og Retsforbundet. Den mulighed forekom imidlertid ikke særlig realistisk. For straks efter valget havde den radikale leder, Bertel Dahlgaard, nemlig erklæret, at han »hellere ville dø en naturlig død end sidde i regering med Retsforbundet«, ligesom han udtalte, at man ikke kunne forhandle med Retsforbundet, for »man kan ikke forhandle med en bisværm«. De harske udtalelser til trods endte den kongelige undersøger H.C. Hansens forhandlinger med, at der blev dannet en regering af netop de tre partier, den såkaldte trekantsregering. Den svenske statskundskabsprofessor Herbert Tingsten kaldte sidenhen hele processen for ”et orgie i taktik”.

I 1975 kom der yderligere en fremgangsmåde til, da et flertal i Folketinget pegede på Folketingets formand, den radikale Karl Skytte, som kongelig undersøger. Det var ikke tanken, at Karl Skytte selv skulle være statsminister. Han skulle blot efter sit mandat »undersøge mulighederne for dannelsen af en bred flertalsregering«. Den smalle Venstre-regering med Poul Hartling som statsminister var ved valget den 9. januar gået stærkt frem fra 22 til 42 mandater. Men Hartling var derefter gået af, efter at et flertal i Folketinget havde opfordret ham til det.

Udpegningen af Karl Skytte som kongelig undersøger havde præg af skinmanøvre for at undgå, at den snu Poul Hartling igen kunne danne regering. Enden blev da også, at Anker Jørgensen dannede en socialdemokratisk mindretalsregering.

Det samlede forløb var så speget, at historieprofessor Tage Kaarsted efterfølgende skrev en hel bog om det. »Underfundighed og uoprigtighed prægede i usædvanlig grad 1975-situationen«, konkluderede han. Igen i 1988, efter det såkaldte atomvalg den 10. maj, blev Folketingets formand, Svend Jakobsen, udpeget som kongelig undersøger, men uden resultat. Først da den fungerende statsminister, Poul Schlüter, blev forhandlingsleder, blev der dannet en regering af De Konservative, Venstre og De Radikale.

Politik er det muliges kunst, og på samme måde er det med regeringsdannelse. Processen, der fører frem til målet, har da heller ikke altid været lige køn. Det afgørende er imidlertid, at grundlovens regler overholdes. Og heldigvis er disse regler som nævnt ganske enkle og ligetil.

Her, som på så mange andre områder, har 1953-grundloven udgjort en enkel og fast juridisk ramme, som har givet det politiske liv mulighed for at tilpasse sig nogenlunde frit til, hvad situationen krævede.