De stående udvalg – politiske kamparenaer

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I sidste måned holdt Folketingets Præsidium en konference på Christiansborg om Folketingets stående udvalg. Målet med konferencen var at drøfte, hvordan man kan styrke udvalgenes arbejde, så de i højere grad kan blive initiativtagere til lovgivning og blive fora for politikudvikling.

Jeg havde æren af at skulle sige nogle indledende ord om udvalgene. Det skete ikke i min egenskab af højesteretsdommer, men fordi jeg gennem årene som professor ved Aarhus Universitet har beskæftiget mig med emnet.

De stående udvalg kom til verden i 1972. Før da var det sådan, at Folketinget, hver gang der blev fremsat et lovforslag, nedsatte et særligt udvalg af folketingsmedlemmer til at behandle forslaget.

Det nye i 1972 var, at udvalgene nu blev permanente (”stående”). Udvalgene fik en opgavefordeling, der nogenlunde svarede til ministeriernes. Altså et skatteudvalg, et socialudvalg, et miljøudvalg, et uddannelsesudvalg osv.

Godt 20 år senere beskrev Erling Olsen med vanlig humor reformen med de stående udvalg som meget væsentlig. Det skete i et interview i 1994, da han var blevet formand for Folketinget. Navnlig, sagde Erling Olsen, var reformen væsentlig, fordi den også gav de unge folketingsmedlemmer noget at bestille.

Da Erling Olsen kom i Folketinget i 1964, var det de gamle, der sad i alle udvalgene. De nye, unge medlemmer kunne gå i flere år, før de overhovedet fik lov at komme op på Folketingets talerstol. Med de stående udvalg fik de unge noget at bestille, og som Erling Olsen bemærkede: »Det medvirkede til, at vi heller ikke rigtig har noget alkoholproblem længere!«

I den mindre humoristiske ende – f.eks. i bøger inden for jura og statskundskab – er reformen med de stående udvalg blevet beskrevet som den vigtigste forfatningsreform, vi har haft siden grundlovsændringen i 1953. De stående udvalg styrkede nemlig Folketingets kontrol med regeringen og ministrene. Nu kunne folketingsmedlemmer i kraft af udvalgene jo holde ministrene i ørerne med spørgsmål og samråd, også selv om der ikke forelå noget lovforslag.

Siden 1972 har udvalgenes kontrolaktivitet udviklet sig meget voldsomt. I sidste folketingssamling blev der stillet mere end 15.000 spørgsmål fra udvalgene til ministrene, og der blev holdt knap 700 samråd, hvor ministre var indkaldt af udvalgene for at forklare sig. I alt modtog udvalgene mere end 42.000 dokumenter.

Konferencen tog som nævnt sigte på i højere grad at gøre udvalgene til initiativtagere til lovgivning og til fora for politikudvikling. Det er gode mål, men i virkelighedens verden kan det godt blive svært at nå dem. Hvis man vil vide hvorfor, kan man læse den bog, som statskundskabsprofessor Henrik Jensen for snart 20 år siden skrev om de stående udvalgs måde at fungere på. ”Arenaer eller aktører?” hed bogen.

Problemstillingen i bogen er, om de stående udvalg reelt er politiske aktører, eller om de snarere er arenaer for politisk kamp. Svaret er, at udvalgene først og fremmest er arenaer for politisk kamp. Udvalgene er ikke ”aktører” på den måde, at de reelt er forum for politiske drøftelser, diskussioner og forhandlinger. På den nævnte konference blev dette da også bekræftet af et folketingsmedlem, der kunne fortælle, at han i de snart fire år, han har siddet i et af Folketingets allervigtigste udvalg, ikke en eneste gang har oplevet, at der i udvalget er blevet diskuteret politik.

Udvalgsmedlemmer er først og fremmest partigrupperepræsentanter, og udvalgene er i realiteten en arena for de enkelte medlemmers partipolitiske markeringer. Det er derfor, at udvalgsspørgsmål ikke reelt er udvalgsspørgsmål, men enkeltmedlemmers spørgsmål, og udvalgssamråd ikke reelt er udvalgenes samråd, men enkeltmedlemmers samråd.

Det er også derfor, at man som jysk juridisk professor kan blive noget skuffet, når man indbydes af et folketingsudvalg til at komme som ekspert og redegøre for et emne, og man så – når den store dag oprinder – opdager, at der kun er mødt ganske få udvalgsmedlemmer op. Og at en pæn del af dem i øvrigt er mere optaget af deres mobiltelefoner end af at lytte til, hvad der bliver sagt.

Det er også derfor, at politikudvikling eller lovgivningsinitiativer kun meget sjældent sker i udvalgsregi. Et udvalg er meget langt fra at være en sandhedssøgende studiekreds, der er optaget af at nå en fælles, højere erkendelse.

Det er også derfor, at politiske forlig i praksis ikke bliver indgået i udvalgsregi. For der er jo ingen fornuftig politiker, der har noget ønske om at have folk med i forhandlingerne, som man ved ikke kommer til at deltage i forliget. Det vil jo kun vanskeliggøre eller umuliggøre forhandlingerne, hvis alle mulige og umulige politiske venner og fjender er til stede samtidig.

Man kan sammenligne udvalgene med en ”arena”, sådan som Henrik Jensen gjorde det. Man kan også sammenligne udvalgene med en postkasse. En postkasse for modtagelse og afsendelse af enkeltmedlemmers og partigruppers politiske synspunkter. Posten kommer ind i udvalget, og den kommer ud af udvalget. Men brevene bliver ikke skrevet nede i postkassen.

Brevene bliver skrevet i partierne og Folketingets partigrupper, der er de reelle aktører.

Sådan er virkeligheden. Men derfor kan man jo godt have en ambition om at lave virkeligheden om, så folketingsudvalgene i mindre grad bliver kamppladser for politiske markeringer og i højere grad bliver steder, hvor man i fællesskab diskuterer politisk indhold.

Om det skal lykkes er helt op til folketingsmedlemmerne selv.