Oplevelser ved det grønne bord

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I efteråret begyndte flere end 400 nye jurastuderende ved Aarhus Universitet. Her i januar har de været oppe til deres første mundtlige eksamen, nemlig eksamen i statsret. Statsretten er et godt fag for de jurastuderende at begynde med. For i det fag får de indsigt i de regler, som danner grundlaget for de andre juridiske fag, som de skal igennem i deres studium. Statsret handler først og fremmest om grundloven. Grundloven sætter grænser for politikerne, den sikrer os en række frihedsrettigheder, og den udgør fundamentet for vores demokrati og retsstat. Der er derfor også nok at tage fat i ved eksamen.

Jeg var professor i statsret, før jeg blev dommer i Højesteret. Heldigvis har jeg siden da hvert år fået mulighed for at eksaminere et par dage sammen med en udefrakommende censor. For en gammel cirkushest er det rart på den måde at komme tilbage i manegens savsmuld.

Den mundtlige eksamen foregår ved, at den studerende kommer ind i eksamenslokalet. Trækker et spørgsmål. Sætter sig ned og går i gang. Mundtlig eksamen på denne gammeldags facon er en fremragende måde at få afprøvet både studenternes faglige paratviden, dybden af deres forståelse og deres evne for juridisk tænkning. Og mundtlig eksamen lider ikke af den sociale skævvridning, som man risikerer ved moderne eksamensformer med flerdages hjemmeopgaver, som særligt veluddannede forældre kan hjælpe og bistå med.

En gammel anekdote fortæller om en juridisk professor, der til sine studerende sagde, at »eksamen er som at gå til tandlægen. Hele tandsættet undersøges. Og er der huller, så bliver der boret!«. Anekdoten kan give det indtryk, at eksaminator ser det som sin primære opgave at finde svaghederne og på den måde få studenten på glatis. Sådan er det ikke. Som eksaminator er opgaven at få eksaminanden til at få mest muligt frem af sin viden og forståelse. Det er klart, at det så kan vise sig, at ikke alt er forstået lige godt. Det er også klart, at det kan være nødvendigt at bore i, hvor dybt eksaminandens forståelse stikker. Når der bores, er det for at finde alt, hvad der måtte være at finde. Men selvfølgelig kan borearbejdet ende med at vise, at det overalt står sløjt til. Hvor intet er, kan intet findes. Ikke engang af en nok så velvillig eksaminator.

Nogle studerende husker man stadig mange år efter på grund af deres helt særlige dygtighed. Andre husker man på grund af en kækhed, der syntes omvendt proportional med deres kunnen. Om de fleste husker man, at de var nervøse, men at det lykkedes at få dem beroliget og få dem til at yde deres bedste. Nogle få husker man, fordi de på en besynderlig måde virkede fornærmede over at skulle til eksamen. For år tilbage kulminerede det med en studerende, der, da jeg stillede hende det ret fredsommelige spørgsmål, om hun kunne nævne nogle domme, der handlede om det emne, hun var oppe i, fornærmet svarede: »Hvorfor spørger du om det! Du kender jo selv dommene!«. Det sidste var jo for så vidt rigtigt, men jeg tillod mig dog i al fredsommelighed at bemærke, at det jo ikke var mig, der var til eksamen, men hende. Det formildede hende dog ikke.

Som eksaminator har man ikke kun oplevelsen af de studerende. Man har også oplevelsen af censor. For snart mange år siden havde jeg jævnligt en censor, som var fagligt særdeles dygtig, men som også kunne have et noget kantet væsen, når det stak ham. Ved en eksamen kom en studerende ind, trak et spørgsmål og spurgte så, om han måtte lægge en lille sten på eksamensbordet; en form for amulet var det vel. Som gammel roer huskede jeg alle de mærkelige ritualer, jeg selv og mine rivaler på kaproningsbanerne havde haft i form af en særlig hue, en særlig sko eller en særlig sok, man absolut skulle have på, eller et lille lykkedyr, der absolut skulle med i båden, for at det hele kunne gå godt. Så ja, jeg så ikke det store problem i eksaminandens lille sten. Men det gjorde censor. For hvad lignede det, som han sagde, »at komme slæbende med sådan en sten?«. Og hvad blev det næste? En student, der ville have sin bamse med? Og hvad hvis nogen så ville have mange bamser med? Til sidst ville vi sidde med bamser overalt! Og hvordan skulle det gå senere i livet? Ville eksaminanden også have sin sten med i retten, når han blev advokat? Og måske spørge dommeren om han måtte lægge sin sten på dommerpodiet?

Således belært puttede den arme student forsagt sin sten tilbage i lommen. I ånden så jeg en klagesag for mig. Men heldigvis lod studenten sig ikke slå ud. Det gik fint med eksaminationen. Også selv om stenen måtte blive i lommen.

Heldigvis kan man i almindelighed regne med, at både censor og eksaminator gør alt for, at det ikke skal være nervøsitet eller andet uvedkommende, der slår studenten ud. Og de spørgsmål, der stilles, er hverken udspekuleret lumske eller svære at forstå. Det er ikke, som da jeg for nu 33 år siden var til min afsluttende eksamen på statskundskabsstudiet, hos professor Poul Meyer, der var den ene af statskundskabsstudiets to grundlæggere. Poul Meyer havde selv skrevet lærebogen, som der blev eksamineret i. Og et af hans spørgsmål lød (jeg beklager sprogbrugen, men sådan var den): »Hvad fanden tror De, jeg tænkte, da jeg skrev det her!«. Det var jo et spørgsmål, der nok kunne give anledning til overvejelse. Det gik dog alt sammen rigtig godt. Hvilket imidlertid ikke bragte Meyer i mere venligt lune, end at han ledsagede sin meddelelse af karakteren med ordene: »De er sgu ikke rigtig klog!«.

Jeg var dog klog nok til ikke at tage til genmæle.