Julefreden på Vestfronten 1914

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Første Verdenskrig er kendt som krigen, der stivnede, ikke mindst på Vestfronten. Efter de indledende slag stod hærene over for hinanden i en linje på 700 km, der strakte sig fra Nordsøen til den schweiziske grænse, uden at de var i stand til at bryde igennem fjendens forsvar. Krigen blev til en skyttegravskrig, hvor soldaterne gravede sig ned og anlagde store, velbefæstede anlæg med grave, tunneler og sidetunneler, så kommunikationen kunne opretholdes, uden at man måtte vise sig over jorden. Foran skyttegravene anbragte man pæle med pigtråd i flere rækker, som gjorde det yderst vanskeligt for fjenden at bryde igennem.

Angribernes første række skulle først klippe pigtråden over, og på den måde blev de udsat for fjendens kanoner og ikke mindst maskingeværer, der mejede dem ned i hobetal. Nogle steder blev der også opsat ”spanske ryttere”, der gjorde fjendtlig fremtrængen yderligere vanskelig.

Først da de første tanks blev indsat af briterne i 1916, begyndte man at få bugt med disse forhindringer for fremrykningen, og briternes og franskmændenes forspring på dette felt var med til at udmatte de tyske og østrigske styrker og afgøre krigen til de allieredes fordel.

Der er skrevet mange bøger om livet i skyttegravene. Om kampen mod kulde, mudder, rotter og insekter. Men også om det særlige kammeratskab, der opstår mellem mænd (ja, undskyld, men der var jo kun mænd i selve frontlinjen), hvis liv helt bogstaveligt afhænger af sammenholdet og hver enkelts opofrelse for helheden. En kæde er ikke stærkere end det svageste led, og derfor var den enkeltes moral og kampvilje afgørende for den samlede deling eller kompagni.

For den menige er fjenden ikke ”fjenden”, men det militære hierarki, er det blevet sagt. Efterhånden som fronten stivnede, kunne det for mange af soldaterne virke, som om krigen ville stilne af af sig selv. Uger, ja somme tider måneder kunne gå, uden at der skete noget – hverken angreb eller forsvar. Her blev kedsomheden et problem. Men kedsomheden var trods alt bedre end overivrige generaler og befalingsmænd, der ville bevise deres duelighed og heltemod – og troppernes – ved nytteløse fremstød, hvor man måske erobrede 30 meter land, men mistede hundredvis, ja tusindvis af mænd. Soldaterne var nok motiverede til at kæmpe – og propagandaen mod den ”djævelske fjende” hjalp også på motivationen – men de menige på begge sider blev hurtigt trætte af de officerer, der ikke tog et vist hensyn. At de sidste ofte tilhørte overklassen, spillede også ind, selvom Første Verdenskrig måske er den eneste moderne krig, hvor der forholdsmæssigt faldt flere officerer end menige.

Det sene efterår og vinteren 1914 var en periode uden synderlige kamphandlinger mange steder på Vestfronten. Under den store krigsbegejstring i august havde alle autoriteter på begge sider sagt, at krigen ville være vundet inden jul, så soldaterne kunne vende hjem og fejre julen i familiens skød. Det var ikke tilfældet. Så soldaterne kedede sig og længtes hjem.

I Flandern nær byen Ypres lå britiske tropper og spejdede over mod fjenden, da de pludselig så et træskilt, hvor der stod malet: »You no fight, we no fight«.

Lidt efter dukkede en tysk officer op med et hvidt flag – men var det et trick, der skulle lokke englænderne i en fælde? Nogle af dem klatrede op af skyttegraven og eksponerede sig selv, uden at der blev skudt fra tysk side. Så begyndte tropperne fra begge sider uden våben at bevæge sig over mod hinanden – inklusive en del officerer – og den episode, som er blevet så berømt, at den næsten er blevet mytologisk, tog sin begyndelse: julefreden 1914.

»Pludselig kunne vi høre glade råb fra fjenden«, skrev en tysk soldat til en socialistisk avis i Berlin, »og overraskede kom vi frem fra vores musehuller og så englænderne komme imod os ... De bar ingen geværer, og derfor vidste vi, at det kun kunne være for at hilse på« (Adam Hochschild: Aldrig mere krig, s. 158).

Møderne fandt sted over størsteparten af det britisk-tyske frontafsnit i Flandern. Der blev udvekslet cigaretter, hjelme, dåsemad og souvenirs; der blev taget billeder og sunget julesange på begge sprog. En underofficer satte et juletræ ud i ingenmandsland. Nogle tyske soldater talte godt engelsk, da de havde arbejdet i England før krigen, f.eks. som kontorister, tjenere eller frisører – en britisk soldat blev klippet midt i ingenmandsland af en tysker, der havde været hans frisør i London! På trods af at jorden var halvfrossen og arret af granathuller, blev der også organiseret fodboldkampe mellem tyskere og englændere, og senere slagtede man grise eller harer og tilberedte fælles julespisning med masser af øl. Den forbrødring, som arbejderbevægelsen ikke havde opnået for at stoppe krigen, var en realitet.

Julefreden varede i flere dage, og forbrødringen mellem fjenderne, som først blev benægtet af de militære hierarkier, er veldokumenteret gennem feltpostbreve, dagbøger, avisartikler, fotos og senere beretninger fra deltagerne.

For en soldat som Adolf Hitler var fraterniseringen en skændsel: »Sådan noget bør ikke finde sted i krigstid«, bebrejdede han sine kammerater. »Har I ingen tysk æresfølelse?« (Hochschild, s. 159).

De militære hierarkier tog da også voldsomt afstand, og lige som ved krigens start var det dem, der vandt.

I julen 1915 var der enkelte tilløb til noget lignende, men generalerne tog dem i opløbet. Og fra senere ”krigsjule” kendes der ingen eksempler. Det betyder dog ikke, at der ikke indimellem forekom pauser i krigen, hvor de fjendtlige soldater efter fælles forståelse indstillede skydningen for eksempelvis at bringe døde eller sårede ud af ingenmandsland eller evakuere de forreste skyttegrave.

Men i bund og grund blev krigen stadig mere brutal og morderisk, og enhver forestilling om en form for ridderlig krigsførelse, som endnu herskede ved krigens udbrud, forsvandt fuldstændigt.

Ved Anden Verdenskrigs begyndelse to årtier senere var ingen således i tvivl om, hvad moderne krig betød, og trods ønsker om at føre en bevægelseskrig stivnede også denne ofte i en stillingskrig, især på Østfronten. Og der er der ikke overleveret kilder om fraternisering, der på nogen måde kan måle sig med den store julefred i 1914.