*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Ytringsfrihed kræver personligt ansvar

Magtfulde kræfter presser på for, at spredning af had skal slippes fri – og for at hadets frihed skal sættes højere end forsvar for tolerance. PEN’s formand kalder det absurd og svarer på JP’s kritik.

Tegning: Rasmus Sand Høyer

Oprigtig talt – det må være et nederlag for en stat og for et hvilket som helst samfund, hvis det føler sig nødt til at spærre folk inde på grund af deres ytringer, deres skriverier eller for den sags skyld deres gadeplakater.

Censur bringer ikke noget godt med sig.

Også racisme er et nederlag – ikke bare for dem, der rammes af racisme, men også for et samfund, der ikke er i stand til at beskytte sine borgere og sin demokratiske samtale imod racisme.

Vi ved, hvor farlig racisme er. Det har kostet enkeltmennesker ufattelige overgreb, og det har kastet hele samfund og historiske epoker ud i uoverskuelige lidelser og konflikter.

Lige nu kan vi selv føle os nogenlunde trygge ved, at vi ikke er truet af nye Holocausts eller andre folkemord. Men det troede de formentlig også i Szrebreniza, kurdisk Nordirak og Rwanda, flere år før racismen virkeligt foldede sig ud på de kanter.

Men heller ikke i vores lille, fredelige land er racisme og fremmedhad uden farlige konsekvenser. Alt fra fremmedhadets ekstreme overdrivelser, tilbagevendende fordomsfuldhed og hyppige proportionsforvrængninger til hadefulde øgenavne og dæmoniseringer er blevet normaliseret i dagens Danmark. Det fører til stigende utryghed for dem, dæmoniseringen rammer, og risikerer at føre til vold og radikalisering blandt dem, som hadetale inspirerer – hvis vi ikke igen og igen møder det med afvisning og afstandtagen.

Se blot på den afstumpethed, som det nye ”Nationalpartiet Danmark” er blevet mødt med på hjemmesider og online-debatter. Klassisk racisme og uhyggelige vulgariteter kommer til udtryk i ekstremt antal.

Kan vi forbyde det? Nej. Skal vi lukke alle debatter? Selvfølgelig ikke. Men vi skal da heller ikke bakke op om denne udvikling eller udbrede og promovere den, tværtimod er der kun ekstra grund til at sige fra og gøre opmærksom på platheder og fremmedhad, hvor det forekommer.

PEN er som organisation sat i verden for at fremme litteratur over sproglige, politiske, kulturelle og nationale grænser, men også for at modvirke såvel censur som racisme, vold og hadefuld tale. Løftet om fremme af litteratur er smukt og rigtigt. Løftet om at modvirke censur og racisme er nødvendigt, men også dét er smukt og rigtigt.

Umiddelbart kan det lyde som et dilemma – at fremme ytringsfrihed og samtidig at modvirke ét af ytringsfrihedens mulige udtryk – eller konsekvenser.

Jovist. Men det er ikke et dilemma, PEN er ked af eller utilsigtet ramt af. Tværtimod – i dette dilemma finder vi PEN’s opgave – som ikke er ”ytringsfrihed, men” – nej, det er ”ytringsfrihed OG …”

Hvad skal det så betyde?

Det betyder, at PEN ikke ønsker fængsel for bøger eller artikler, heller ikke for gadekunst eller plakater, der måtte byde staten eller samfundet imod. Vi mener, at racisme og hadefuld tale bør mødes med kritik og modargumenter – ikke med politi eller trusler om fængsel.

Sig fra! Det er PEN’s vigtigste opfordring.

Men desværre sker det modsatte. Det er blevet mere moderne at kæmpe for uhæmmet ytringsfrihed end at slå et slag for hensyn eller en ordentlig samtale.

I dag er ”politisk korrekthed” blevet en uanstændighed, mens etnisk bagtaleri hædres som ytringsfrihedens hensigt. At PEN skulle være ”PÆN” er negativt i Jyllands-Postens ordbog.

Og kravet om at kunne sige, hvad man vil, også hvis det er racistisk, er for mindst eet parti og tilsyneladende også for de to søsterorganisationer Trykkefrihedsselskabet og Fri Debat blevet vigtigere end at stå imod racisme – for Fri Debat, fordi denne komite ikke magter eller ønsker at prioritere antiracisme som lige så vigtigt som ytringsfrihed.

Sådan kan og vil PEN ikke se på det.

En såkaldt ”gadekunstner” som Dan Park er egentlig ikke PEN’s område – vi arbejder primært med ord, ikke med billeder. Hvor kunstnerisk det er? Tja. Park lever åbenbart af – eller for – den opmærksomhed, som det kan give at chikanere etniske eller religiøse mindretal. Hans plakater generer de udhængte og inspirerer de hadefulde til mere had, og ytringsfrihedsfundamentalister råber bravo til.

Ytringsfriheds-fundamentalister? Det er dem, der mener, at ytringsfrihed kun består i retten til at bestige en ølkasse og råbe, hvad man vil – uanset hvordan det bliver hørt. Uanset om det bliver opfattet som ringeagtende. Uanset hvilke konsekvenser det måtte udløse.

PEN ønsker ikke en mand som Dan Park i fængsel. Han trænger vist mere til pædagogisk hjælp.

Hvis han vil hævde sig ”ikkeracistisk”, selv efter adskillige domme for racisme – og selv efter, at mindretal i Sverige har følt sig ubehageligt udhængt af hans plakater – så er han enten racistisk, når han bliver ved, eller også har han brug for både pædagogisk og stilistisk hjælp.

Hvis han ikke forstår, at svenske borgere af afrikansk baggrund finder det begrænset morsomt at blive omtalt som ”slave” og ophængt med fuldt navn som lynchet i hans plakater, så savner han i hvert fald indlevelse.

Forestil jer at være barn af én af de lynchede på plakaten. Forestil jer et barn, der skal se sin far klynget op og stemplet som »neger« eller ”slave” på et billede, der spredes nationalt og globalt, mens bedsteborgere lidenskabeligt kæmper for ”retten” til at fremvise og promovere ringeagten? Forestil jer at være beslægtet med dem, der hænger i galgen.

Hvis Park heller ikke forstår, at han svækker sin troværdighed og svækker sin påstand om i det hele taget at være ved sine fulde fem – ved at stille bøtter med ”Cyklon B” ud for det jødiske samfunds kontorer, så har han definitivt brug for hjælp.

Nogle føler sig alligevel kaldet til at forsvare muligheden af, at Dan Parks billeder bevidst er ”dobbelttydige”. Det er jo absurd. Ringeagt afgøres ikke af stemmelejet hos den, der taler – det afgøres i lige så høj grad af, om mennesker, typisk mindretal, føler sig hængt ud. Hvis taleren eller ”kunstneren” ønsker sig forstået anderledes, står det ham jo frit for at formulere sig tydeligere. Både munden, der taler, og ørerne, der lytter, har en forpligtelse til at indrette sig på at udtrykke sig og forstå efter hensigten.

Hvis Dan Park som hævdet vil kritisere antiracister i Sverige, er der en million måder at gøre det på uden at bruge racistiske dødstrusler iscenesat som kunst. Men Park vælger efter flere domme for racisme alligevel en racistisk fremstillingsform. Det vil PEN ikke støtte udbredelsen af.

Hvis Park ikke ønsker at genere mindretal, er det en tragedie, hvis hans kunstneriske udtrykspalet ikke tillader ham at vise det.

Men jeg forstår på interview, at han gerne vil sige, at mennesker ikke er vigtigere end dyr; at det er sjovt at ”heile”, at sorte må forstå, at han gerne vil have ret til at ”lynche” dem som ”slaver” på sine plakater; at jøder skal tåle antisemitisme, at romaer skal tåle ringeagt. Skulle det være kunst? Demokratisk? Modigt? Sjovt? Snarere slapt, ringeagtende, uden for enhver demokratisk samtale.

Stadig: For Dansk PEN’s skyld skal han ikke spærres inde. PEN tager afstand fra hans fængselsdom, og det har vi gjort i de medier, der ville lytte. Samtidig skylder vi i et åbent demokratisk samfund at vende ryggen til hans hetz og at tale ham imod.

I stedet skal vi høre på sniksnak om, at Parks gadeplakater repræsenterer et opgør mod de magtfulde. Det er jo komplet løjerligt. Medier og selvbevidste kuratorer i Fri Debat og Trykkefrihedsselskabet har mere travlt med at forsvare Dan Parks plakater end at lægge ører til dem, han hetzer imod. Han har udstillet på Christiansborg hos det parti, der reelt er kongemagerpartiet i dansk politik i dag. Skal det være et opgør med de magtfulde?

Danmark er gået helt grassat i en falsk forestilling om ytringsfrihed. En skribent eller en plakatkunstner er jo ikke interessant, alene fordi han bryder tabuer. Nogle tabuer – som racisme – bør være tabuer og bør møde modsigelse, ikke omklamring.

Skulle vi udstille eller promovere en populistisk plakatkunstner, alene fordi han dømmes som racistisk? Alene fordi han hævder, at racisme også har ret? Det gør Dan Park. Skulle vi også udstille hetz mod romaer, fordi det er ”politisk ukorrekt”? Skulle vi søge plads i Københavns Rådhushal til at udstille Holocaust-benægtelse? Det er en absurd tanke.

For nogle måneder siden havde en eller anden, lad os kalde ham graffitikunstner, skønt egentlig kunstner var han næppe, skrevet ”Død over jøder” i S-toget. Han havde måske mere kunst på hylden. Skulle vi udstille ham? Der var også en side på Facebook i sommer, ”Død over jøderne”; jamen, sådan en mands ytringsfrihed må vi da forsvare? Jeg går ud fra, at Trykkefrihedsselskabet og Fri Debat finder hans ytringsfrihed væsentlig nok til at udstille?

Når det gælder ytringsfrihed, er magten ved at skifte hænder i Danmark. Engang var det vigtigt at beskytte mennesker imod hetz, imod racisme, imod had på grund af deres etniske, religiøse eller seksuelle baggrund. I dag presser meget magtfulde kræfter på for, at had skal slippes fri – og for, at hadets frihed skal sættes højere end forsvar for tolerance.

PEN er med på at turde ytringsfrihed, selv for de hadefulde. Altså nej til censur. Samtidig mener vi, at ytringsfrihed kræver mere personligt ansvar, mere opmærksomhed og større vilje til at tale den ny magt imod. Derfor: Lad være at fremme det hadefulde.

Sig fra!

Anders Jerichow har været præsident for Dansk PEN siden 2005.
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Vision Amager Fælled 2027 – Den sande tilstand

Jens Kindberg
Der er ikke en fugl, fisk eller frø, som har fået det bedre i 2027 med den nuværende tilgang.

Blog: Vi tillader, at parallelsamfund udvikler sig

Olav Skaaning Andersen
Det er betænkeligt, at fædregrupper og imamer - under politiets radar - kan overtale kriminelle bander til en 'våbenhvile'.

Blog: Danske brune feminister skal have mere mod

Naser Khader
For mig at se, er lakmusprøven om man er en ægte brun feminist, at man tør udfordre de kvindeundertrykkende passager i Koranen.

Amerikansk kommentator: Trumps Asien-rejse lignede en pilgrimsfærd

David Ignatius, kommentator, The Washington Post
Den amerikanske præsident bad mest andre politiske ledere om hjælp og berømmede deres gode egenskaber.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her