Den gode og den dårlige ulighed

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Den socialdemokratiske velfærdsstat, som vi lever i, skaber ulighed. Det gør den, fordi den i stedet for at sætte folk fri gør alt for mange afhængige af velfærdsstatens ydelser og fastholder de svage i et stift system, hvor de ikke har mulighed for at ændre på deres egen situation. Den socialdemokratiske ulighed er den dårlige ulighed.

I det liberale samfund er der også ulighed. Men det er en god ulighed, fordi forskellen i velstand ikke er skabt af staten, men er et resultat af det enkelte menneskes stræben efter succes og udtryk for, at velstanden i samfundet stiger og alle bliver rigere. Når vi i Liberal Alliance taler om, at ulighed er et sundhedstegn, er det den gode ulighed, vi taler om.

Den dårlige ulighed kommer til udtryk:

Når ældre mennesker på plejehjem ikke kan komme på toilettet, men må gå med ble.

Når nogle familier må vælge børnenes sport fra, fordi de ikke har råd til sportssko og kontingent.

Når psykisk syge må vente i månedsvis på behandling.

Når handicappede ikke kan komme på tur, fordi ledsageren er skåret væk.

Den stigende dårlige ulighed skyldes, at velfærdsstaten er ved at bryde sammen under sin egen vægt:

Velfærdsstaten har parkeret 800.000 arbejdsduelige borgere uden for fællesskabet uden mulighed for at forsørge sig selv. Det har intet samfund råd til i det lange løb.

Det er disse mennesker – de 800.000 på parkeringspladsen og de lavtlønnede – velfærdsstatens klienter, som er ofre for den dårlige ulighed.

Velfærdsstaten har gennem et halvt århundrede udviklet verdens største offentlige sektor, der i dag bruger tæt på halvdelen af samfundets ressourcer. Værdien af vores arbejde opsuges gennem skatter og afgifter, som staten bruger på sig selv og sender tilbage til borgerne i mindre portioner.

Enorme summer bliver tabt på ingenting for at vedligeholde dette køre-rundt-system, og det gør os alle sammen fattigere.

Systemet er nu belastet til over bristepunktet, og det, vi oplever i disse år, er et system under nedbrud.

Der er ikke længere ressourcer nok til at finansiere systemet, og så hytter enhver sit og lader de svageste betale prisen.

Derfor stiger den dårlige ulighed. Fordi velfærdsstaten er egoistisk i sit væsen.

Velfærdsstaten kan ikke hæve skatterne, for så arbejder folk mindre, og skatteindtægterne falder. Det er der mange eksempler på i praksis – som for eksempel topskatten og bilskatten. Vi er i en situation, at det næsten er ”gratis” for staten at afskaffe afgifterne. De skader virkelyst og produktion så voldsomt, at der vil komme lige så mange penge ind i skat, hvis de ikke var der.

Velfærdsstaten er med andre ord ved at løbe tør for andre folks penge og viser nu sit sande aggressive og grimme ansigt. Den gode velfærdsstat er en myte skabt af en generation af socialdemokratiske tænkere og politikere og overtaget af vage og idéfattige borgerlige politikere uden mod, udsyn og visioner.

Det er den største løgn, at velfærdsstaten er solidarisk. Det er den ikke. Når indtægterne svigter, som de har gjort siden finanskrisen, så skærer man på plejehjem, hjemmehjælp, dagplejemødre – alle de steder, hvor der ydes reel og livsvigtig hjælp til borgerne, mens administrationen udvides, kontrollen intensiveres, og regeljunglen vokser.

De borgere på arbejdsmarkedet, som ikke har så gode kvalifikationer, at de kan få et vellønnet job, betaler både skat af arbejdet, afgifter på alt forbrug og oveni særlige afgifter på livsfornødenheder som vand, el og varme. Det er velfærdsstaten, som gør livet surt for mennesker, der slider for at tjene til dagen og vejen. Det er velfærdsstaten, som er årsag til den stigende dårlige ulighed.

Den dårlige ulighed skyldes altså tre ting, som hænger sammen med løsningen:

Løsningen ligger i den gode ulighed.

Der er intet galt med stigende ulighed, så længe samfundet befinder sig i en proces, hvor velstanden stiger, hvor den enkelte har friheden til at udfylde sit potentiale, og hvor de syge, de gamle og de handicappede tilbydes et værdigt liv.

Danmark er i dag ikke sådan et samfund. Velfærdsstaten er hverken fri, dynamisk eller produktiv. Den er kontrollerende, præget af stilstand og spilder enorme menneskelige ressourcer.

Det er et kendetegn ved det gode samfund, at man kan blive rig ved egen indsats.

Et andet kendetegn ved det gode samfund er, at man kan leve af de penge, man tjener ved håndens arbejde uden at måtte ligge andre til byrde.

For at nå dertil, skal ingen tvinges til at betale skat, før man har tjent nok til at forsørge sig selv.

For den ufaglærte eller knap så dygtige, som gerne vil have et job og forsørge sig selv, er det en voldsom belastning, at han eller hun skal kræve en løn, som er meget større end den værdi, som arbejdet har for arbejdsgiveren. Men det er nødvendigt, når skatten skal betales, og afgifterne skal betales, og momsen skal betales ud af den løn, man kan få.

Resultatet er, at en masse mennesker slet ikke får noget at lave og skal forsørges af det offentlige. Det betyder også, at en masse arbejdspladser slet ikke opstår, at værdien af den samlede produktion i Danmark falder, og at vi alle sammen bliver fattigere.

Ved at fjerne skattepligten for alle, der kun kan tjene til deres egen forsørgelse, vil en masse mennesker arbejde for en lavere løn, end de gør i dag. Men de får lov at beholde det, de tjener og kan forsørge sig selv. Det er et bedre liv, et mere værdigt liv og et liv med større frihed.Til gengæld bliver uligheden større. Men det gør ikke noget, for det er den gode ulighed.

Når man kan tjene sine egne penge og ikke skal betale skat af en lav løn, bliver de fleste af de 800.000 mennesker, som i dag er parkeret udenfor, en del af det arbejdende samfund, og de slipper fri af velfærdsstatens klienttilværelse.

Det vil frigøre ressourcer til at gøre noget mere for dem, der ikke kan klare sig selv: de syge, de gamle og de handicappede: dem, der i dag lider under den egoistiske velfærdsstats manglende omsorg for de svageste.

Når det store omfordelingscirkus, hvor skat og afgifter sendes på rundtur i systemet og gives tilbage til borgerne i form af tilskud og bidrag og velfærdsydelser, bliver skåret ned, og indsatsen koncentreres om at tage vare på dem, der ikke kan selv, vil behovet for en masse afgifter forsvinde. Varerne i butikkerne bliver billigere, og biler, benzin, olie, vand, strøm og varme skal man kun betale for med den pris, det rent faktisk koster.

Det giver en meget mindre stat, men et rigere samfund med stærkere dynamik og med flere ressourcer til at hjælpe de syge, de gamle og de handicappede.

Uligheden bliver større i statistikken. Det er der nok ikke nogen tvivl om. Men det bliver et samfund, som drives af ambitioner, virkelyst og idérigdom. Det er det modsatte af den misundelseskultur, kontrol og klientgørelse, som kendetegner velfærdsstaten.

Alle prognoser peger på, at Danmark om en halv til en hel generation ikke længere er blandt de rige lande i verden. Vi bliver overhalet af lande, som for få år siden fik udviklingsbistand fra Danmark.

Det får dog ikke velfærdsstatens vogtere til at rokke sig en tøddel, for opretholdelsen af systemet er for dem langt vigtigere end borgernes velstand. Alt for mange mennesker lever i dag i afhængighed af velfærdsstaten. De får løn af den. Den giver dem magt og indflydelse. Den giver dem identitet. Den offentlige mening skabes af de samme mennesker, som er dybt viklet ind i velfærdsstaten.

Fra højre til venstre i det politiske spektrum og i alle toneangivende medier kan man kun diskutere løsninger på samfundets problemer inden for velfærdsstatens rammer – aldrig kan man få lov til at bryde ud af rammen.

Men der er en uafvendelighed, som selv velfærdsstatens vogtere ikke kan undslå sig. Velfærdsstaten er under nedbrud. Den slår revner og går i knæ under sin egen vægt. Den bryder sammen.

Spørgsmålet er, hvor langt vi skal lade velfærdsstatens vogtere trække os ned, før vi bliver mange nok, der siger stop og vælger en vej mod et friere liv, hvor der godt nok er større afstand mellem rig og mindre rig, men hvor vi hver især har muligheden for at løfte os ved egne kræfter og kan tilbyde et værdigt liv til dem, der ikke kan klare sig selv. Det liberale samfund.