FN’s generalsekretær er på en svær balancegang mellem Donald Trump og globalt fællesskab

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

»Dette er en tid med nye øjne, ny styrke og en ny vision«, sagde USA’s nye FN-ambassadør, Nikki Haley, på sin første dag i jobbet. Det nye hold vil nu vise sin værdi for FN ved ”at vise sin styrke”. Samtidig understregede hun, at der vil blive holdt øje med, om USA’s allierede bakker op: »We are taking names«, lød den slet skjulte trussel til ikke mindst de europæiske medlemslande.

Præcis hvad der ligger i den nye amerikanske FN-vision, som Nikki Haley vil forfølge, er stadig uklart. Men der er ingen tvivl om, at de globale dagsordener går en hård tid i møde med Donald Trump i Det Hvide Hus.

Det ideologiske tankegods, der gemmer sig bag ”America First”-sloganet, er på mange måder et frontalangreb på selve grundidéen bag FN: ønsket om at sikre international fred og sikkerhed gennem etableringen af et globalt sikkerhedssystem.

For FN’s nye generalsekretær, António Guterres, betyder det, at det, der ofte kaldes ”verdens vanskeligste job”, lige nu mest af alt ligner en mission impossible. Han skal på den ene side forsøge at fastholde USA’s engagement, samtidig med at han skal værne om de globale værdier og dagsordener, FN står i spidsen for.

Den balancegang kan – ifølge FN-analytikere i New York – tvinge Guterres ud i et vanskeligt valg mellem at gøre ”det rigtige” eller ”det relevante”, f.eks. i forhold til kampen mod terrorisme og begrænsning af migration.

Modsætningen er dog falsk. Guterres og folkene omkring ham kan ikke fastholde FN’s relevans ved at sælge ud af FN’s værdier. Tværtimod. Det er netop det universelle og mellemfolkelige, der giver FN sin identitet og eksistensberettigelse. Og selvom USA stadig ubetinget er FN’s mest magtfulde medlem, er det jo ikke det eneste.

Stabilitet og forudsigelighed

Den langsigtede Trump-effekt afhænger derfor også af, hvordan FN’s 192 andre medlemslande vælger at reagere. Om de søger at slå ring om FN’s centrale værdier og dagsordener, eller om de mere eller mindre bevidst afskriver FN og kanaliserer deres politiske og økonomiske engagement andre steder hen.

Der er ingen tvivl om, at spørgsmålet drøftes – både i den vante kreds af småstater og ”gamle” europæiske magter, der plejer at arbejde for et styrket FN, fordi de ser en egeninteresse i et regelbaseret internationalt samfund, og i de ”nye” magter som Kina og Indien, der synes at sætte pris på den stabilitet og forudsigelighed, der følger med det multilaterale samarbejde.

Den indiske udenrigsminister holdt for nylig en tale, hvor han beskrev de asiatiske landes syn på udviklingen som mindre pessimistisk end i Europa. Set fra Indien er der en del af verden, der er blevet mere indadskuende. På sin vis ”træt”, sagde han. Det betyder ikke, at et land som Indien har fået mindre lyst til eller interesse i at engagere sig i håndteringen af fælles globale problemer.

Slut med ubestridt supermagt

Set fra Asien er den globale orden derfor ikke i opløsning, men snarere på vej til at finde en ”new normal”, som han kalder »multilateralism with multipolarity«.

Den tendens har i virkeligheden været på vej længe. Det såkaldt ”unipolære øjeblik”, hvor USA stod alene som verdens ubestridte supermagt, er under afvikling. Og de fleste analytikere vurderer, at ved at abdicere fra rollen som den frie verdens leder fremskynder Trump blot denne proces.

De nye globale og regionale magter som Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika udgør ikke på samme måde som Vesten en samlet blok, men de har af historiske grunde været meget skeptiske over for vestlige forsøg på at sætte humanitære hensyn over staters ret til ikkeindblanding.

Balancen mellem menneskerettigheder og suverænitet vil derfor under alle omstændigheder forskydes, i takt med at magten forskydes til det globale syd. Andre dele af FN’s arbejde prioriteres højere af Kina og Indien. Det gælder f.eks. klima og de nye 2030-verdensmål for bæredygtig udvikling.

Brug for reformer

For Guterres betyder det, at der i øjeblikket ikke findes en sammenhængende forestilling om, hvad FN kan og skal gøre for at opretholde international fred og sikkerhed. Den mest dominerende fortælling er, at der – præcis som Trump-administrationen peger på – er brug for omfattende reformer af FN, hvis grundlæggende strukturer stadig afspejler verden, som den så ud i 1945.

Guterres opgave er derfor ikke at få FN så hel og uskadt som muligt gennem en forbigående krise, men derimod at forandre FN, så det passer bedre til den nye globale (u)orden, der præger det 21. århundrede. Som generalsekretær er det hans forbandede pligt at betragte det ”internationale” som andet og mere end summen af medlemsstaternes interesser og arbejde for, at der findes fælles løsninger på grænseoverskridende problemer.

Altid en svær opgave

Det har altid været en svær opgave. Lige for tiden synes det stort set umuligt.

Som Danmarks ambassadør ved FN-missionen i New York konstaterede i denne avis dagen før Trumps indsættelse, får Guterres brug for al den støtte, han kan få. Nu hvor Trump har sat sig til rette i Det Hvide Hus, og Nikki Haley er begyndt at notere navne i New York, bliver det interessant at se, hvor og hvorfra støtten til Guterres’ reformarbejde vil komme.