Har vi glemt verdens største flygtningeproblem?

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Verdens største flygtningeproblem er det palæstinensiske. Mere end 5,2 millioner flygtninge er registrerede hos UNRWA, som er det agentur i FN, der skal tage sig af, at de palæstinensiske flygtninge får deres behov for mad og bolig samt for uddannelse og primær sundhed dækket.

UNRWA arbejder i de lande, palæstinenserne flygtede til i 1948, dvs. de palæstinensiske områder (Gaza og Vestbredden), Jordan, Syrien og Libanon.

De palæstinensere, der er flygtet fra Syrien på grund af krigen til Jordan eller Libanon, håndteres af UNRWA og er ikke som alle andre flygtninge omfattet af FN’s flygtningekonvention, der håndteres af UNHCR.

Mens UNHCR har fået sine midler mangedoblet af det internationale donorsamfund efter starten på den syriske flygtningekrise, kæmper UNRWA med store underskud og konstante problemer med at få budgettet til at slå til. Bidragene til UNRWA er frivillige donationer fra FN’s medlemsstater. År efter år må UNRWA ud med raslebøssen for at få tilstrækkelige bevillinger til bl.a. at drive skoler som i flere omgange har været truet af lukninger.

Dyrt at være flygtning

Budgetproblemerne har sine naturlige årsager. Også flygtninge får børn, og derfor er der en konstant vækst i antallet. Dertil kommer øgede udgifter i forbindelse med den syriske flygtningekrise. Det kan illustreres med forholdene i den palæstinensiske flygtningelejr Burj al-Barajneh, som jeg besøgte en del gange under mit to måneders ophold i Libanon i foråret. Lejren ligger i den sydlige del af Beirut. Dens grundareal er ca. 1 kvadratkilometer. Før den syriske krig boede der her 20.000. I dag bor der 42.000. Ikke alle, der er kommet til lejren, er palæstinensere, men syrere, som ikke kan finde et andet sted at bo, eller som ikke har råd til at betale registreringsafgift til den libanesiske stat og derfor gemmer sig for de libanesiske myndigheder. Myndighederne har nemlig ikke adgang til de palæstinensiske lejre, hvis sikkerhed varetages af forskellige palæstinensiske grupperinger.

Lejrene er således ikke blot hjemsted for palæstinensiske flygtninge, men også for ikke registrerede flygtninge, og dem er der et stigende antal af i Libanon.

Der er også kommet tusindvis af palæstinensiske flygtninge fra Syrien til lejren. De skal bo på den samme trange plads og benytte sig af den samme stærkt mangelfulde infrastruktur: Vandforsyning, elektricitet, affaldshåndtering, kloakering er alle områder, der er under stærkt pres eller særdeles dårligt fungerende.

Huslejerne er steget betydeligt. Libanon har modtaget mere end 1,5 millioner flygtninge fra Syrien. Landet har en befolkning på ca. 4 millioner, der lever på et areal på størrelse med en fjerdedel af Danmarks.

300.000 går ikke i skole

Libanon sørger ikke for husning af flygtninge. Det må de selv stå for. Den libanesiske stat driver således ikke flygtningelejre, den yder ikke hjælp til flygtningenes basale behov, ud over Libanon i samarbejde med FN har åbnet skolerne for syriske flygtningebørn. Alligevel skønnes det, at op mod 300.000 børn ikke går i skole. Flygtningene lejer jord hos private grundejere, f.eks. i Bakaa-dalen, hvor de lever i primitive telte, som de også selv har betalt for, ligesom de selv må finde midler til mad og andre fornødenheder. For at være lovligt til stede i Libanon forlanger staten, at de lader sig registrere hos de libanesiske myndigheder, hvilket koster 200 dollars pr. familiemedlem pr. år. Det er der i stigende grad mange, der ikke har råd til, hvorfor de må gemme sig for myndigheder med den konsekvens, at deres børn ikke kan gå i skole, at de ikke kan få adgang til nogen former for service, og at den sociale dumping er omfattende, fordi de tager stærkt underbetalte job.

De sociale problemer vokser

Heldigvis tillader Libanon UNHCR og en lang række ngo’er at arbejde i landet og hjælpe flygtninge, og det internationale donorsamfund har øget støtten betydeligt. Men de sociale problemer vokser og vokser, og antallet af mennesker, der bogstavelig talt lever på gaden, stiger.

Det gør huslejerne også. Med det store indtog af flygtninge er behovet for boliger til dem, der kan betale, vokset kolossalt, og det har betyder voldsom stigning i lejeudgifter.

UNRWA er selvsagt også berørt af stigningerne, hvilket har betydet voksende udgifter til leje for de bygninger, der huser skoler og sundhedsklinikker. Med andre ord flere mennesker, der skal serviceres, voksende udgifter og stagnerende budgetter. Det betyder, at palæstinenserne oplever konstant forringelse af deres situation: Skolerne er under pres, sundhedsklinikker ligeså, og generelt falder støtten til dem.

Nogle gange ser de, at UNHCR kan give bedre støtte til de syriske flygtninge end den, de modtager fra UNRWA, hvilket giver dem en oplevelse af at være glemt, tilsidesat og fornedret.

For at holde sin drift kørende har UNRWA skåret støtten til de palæstinensiske boligudgifter væk. For palæstinenserne ser det ud, som om det er UNRWA, der er problemet, og de retter derfor deres vrede og frustration derhen.

Det er muligt, at antallet af flygtninge, der tager til Europa, er faldet. Problemerne derimod for både de syriske og de palæstinensiske flygtninge vokser og vokser. Det er en humanitær katastrofe i nærområdet, og det er vel blot et spørgsmål om tid, før situationen bliver så uholdbar, at flygtningestrømmen mod Europa igen vokser. Medmindre indsatsen i nærområderne forbedres betydeligt.