Vær bange, vær meget bange
Med Donald Trump som USA’s nye præsident står vi muligvis over for et fundamentalt skifte i amerikansk udenrigspolitik. Kun tiden vil vise, hvor mange af Trumps idéer fra valgkampen der bliver ført ud i livet.
Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.
»Hjemmesiden, der håndterer immigration til Canada, er gået ned,« udbryder en ung mand ved siden af mig på valgaftenen. Donald Trump har lige vundet Ohio. Det er en gammel joke i amerikansk politik, at når republikanerne vinder, overvejer demokraterne altid at flytte til Canada.
Trump har gjort det igen. Gang på gang har han gjort alle prognoser om hans snarlige politiske død til skamme. Ingen troede, at han ville vinde primærvalget, men det gjorde han. Ingen troede, at han ville overleve de mange skandaler, men det gjorde han. Og ingen troede, at han kunne slå den politiske veteran Hillary Clinton, men det har han lige gjort.
Lysten til at samarbejde med Putin synes forankret i sympati og respekt for Putin som Ruslands stærke mand.
Trump er et ”wildcard”
Hvad betyder så valget for os i Europa? Det er meget svært at svare på, for Trump er på mange måder et ”wildcard”. Derfor giver ikke mindst usikkerheden og uforudsigeligheden omkring Trumps udenrigspolitik europæiske (og amerikanske) diplomater nervøse trækninger over udsigten til Trump i Det Hvide Hus.
Der ligger dog ligeledes en del substans bag bekymringen. Kreditvurderingsbureauet Moody har forudsagt, at hans økonomiske politik kan føre til en ny økonomisk recession. Det er dog særligt på det udenrigspolitiske område, at Trump kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på mange europæere.
Trumps udenrigspolitik kan ikke ligefrem karakteriseres som klassisk republikansk udenrigspolitik. På nogle områder er han en ekstrem høg. Han går ind for flere penge til militæret og for at slå hårdt til imod Islamisk Stat. Han går ind for brugen af tortur. Han har således nævnt, at han er tilhænger af waterboarding, og han mener ovenikøbet, at man også bør tage endnu voldsommere midler i brug.
Forholdet til atomvåben
Desuden har Trump et bemærkelsesværdigt forhold til atomvåben. Han bekymrer sig ikke over deres spredning til lande som Japan og Saudi-Arabien, og han forbeholder sig retten til aldrig at tage atomvåbnene af bordet i en krisesituation. Præcis hvad det så betyder, er uklart, hvilket ikke gør det mindre bekymrende.
På andre områder har han nærmest udvist isolationistiske tendenser. USA har ifølge Trump ladet sig involvere i for mange udsigtsløse krige i Mellemøsten.
”America First” er Trumps mantra. USA skal kun involvere sig, når vitale amerikanske interesser er på spil. Det gælder også for Nato, som Trump har kaldt en forældet organisation, som USA skal trække sig ud af, hvis ikke de allierede drastisk forhøjer deres forsvarsudgifter og bidrager mere til kampen mod terror.
Disse meget forskellige tendenser kan sådan set godt spejles i Det Republikanske Parti, der også i nyere tid har haft både en (lille) isolationistisk fløj og en langt større militæraktivistisk fløj. Hertil hører dog også, at Trumps metoder faktisk er så ekstreme, at en stor del af den republikanske udenrigspolitiske elite, inklusive dele af den militæraktivistiske fløj, har taget afstand fra ham.
Bekymring i Østeuropa
På særligt ét område synes Trumps udenrigspolitik dog fundamentalt anderledes fra, hvad vi normalt ser fra amerikanerne. Det er i hans forhold til Vladimir Putin. USA har ganske vist traditionelt svinget imellem at sætte hårdt mod hårdt over for Rusland og at forsøge at samarbejde med Rusland om globale problemer.
Det nye hos Trump er, at lysten til at samarbejde med Putin synes forankret i sympati og respekt for Putin som Ruslands stærke mand. Det kan dårligt undre, at den slags vækker bekymring hos særligt Natos østeuropæiske medlemmer.
Værdsætter fleksibilitet
En ting er imidlertid retorik, og noget andet er praksis. Trump har ofte skiftet standpunkt, når det passer ham, og han har åbent erklæret, at han værdsætter fleksibilitet meget højt. Derfor kan det tænkes, at han vil undlade at presse sine mest destruktive idéer igennem, hvis han støder på nok modstand.
Det gælder i øvrigt, at enhver præsidents magt er begrænset af bl.a. Kongressen, og at præsidenten jo ikke skal lede landet alene, men derimod kan støtte sig til en stor stab af rådgivere. Jeg talte med David Kramer, en af de republikanske udenrigspolitiske eksperter, der har taget afstand fra Trump, om netop denne pointe umiddelbart før valget.
Ifølge Kramer bliver sådanne mekanismer imidlertid desværre svækket af den omstændighed, at Trumps rådgivere simpelthen ikke er dygtige nok. Kramer fremhæver Trumps debatoptræden som bevis for, at hans rådgivere rent ud sagt kun formår at styre ham de første 30 minutter. Europæerne, og alle andre, gør klogt i at være bekymrede.