”EU-hæren” er ikke på vej

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Knap havde kommissionsformand Jean-Claude Juncker afsluttet sin State of the Union-tale 14/9, før de første overskrifter om ”EU-hæren” dukkede op i danske og internationale medier. Sådan går det som oftest, når det fælleseuropæiske sikkerheds- og forsvarssamarbejde nævnes.

Men Juncker har ingen planer om at etablere en EU-hær. Hvad Juncker sagde i sin tale, handlede om fælles koordination mellem medlemslandene om opbygningen af deres såkaldte militære kapabilitet. Tanken er at samarbejde, så alle lande ikke behøver at råde over hele det militære spekter. Mens et eller flere lande opbygger deres flåder, kan andre opbygge deres luftvåben, osv. Samlet set vil EU-landene råde over et fuldt udrustet militær, der effektivt kan beskytte Europas lande mod ydre fjender som Rusland.

En rapport fra den internationale analyseorganisation Rand viser, at de europæiske lande er så pressede på deres militære kapacitet, at skulle Rusland beslutte at invadere Baltikum, vil de ikke kunne stille noget op. Samtidig er forsvarsbudgetterne faldende i flere EU-lande, og ingen har alene råd til at opbygge og opretholde et fuldt udrustet militær. Rands analyse viser, at Danmark kun vil kunne stille med én eskadron kampfly, hvilket næppe vil gøre nogen forskel under en eventuel konfrontation om Baltikum.

Situationen er ikke blevet bedre af, at briterne, der har det største forsvarsbudget blandt EU-landene, er på vej ud af EU. Som tidligere beskrevet af Tænketanken Europa vil brexit medføre en betydelig reduktion af EU-landenes samlede militære tyngde.

Bedre koordination

Skræmmebilledet af ”EU-hæren”, som altså ikke er på vej til at blive til virkelighed, vækker stærke nationale følelser, fordi det spiller direkte ind i spørgsmål om suverænitet og selvbestemmelse. Men debatten om Danmarks og Europas sikkerhed er yderst relevant, f.eks. i lyset af såvel Ruslands aggressive fremfærd i Ukraine som de mange konfliktfyldte nærområder, der har tvunget et historisk antal flygtninge til at søge mod Europa. Dertil kommer, at USA forventes at spille en stadig mere tilbagetrukket rolle militært i Europa.

Lad os derfor droppe automatreaktionerne og i stedet tage en diskussion om, hvordan vi kan samarbejde om at skabe en sikker fremtid i Europa. Her virker bedre koordination mellem EU’s medlemslande til at være et oplagt første skridt. Det nationale forsvar vil stadig bestå, og de enkelte landes suverænitet vil ikke blive rørt. Der er ingen grund til at afvise enhver tanke om fælles løsninger på sikkerheds- og forsvarsområdet. I værste fald kan det være farligt.