En aftale mellem EU og Tyrkiet løser ikke flygtningesituationen

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

I disse dage mødes det Europæiske Råd for at diskutere, hvordan EU kan håndtere flygtninge- og migrationssituationen i Europa. At det er en vanskelig diskussion, er en underdrivelse.

Sidste år ankom lidt over en million flygtninge- og bådmigranter over Middelhavet til især Grækenland og i mindre grad til Italien; i år er antallet af bådflygtninge over 153.000 mennesker, en massiv stigning sammenlignet med de første tre måneder af 2015. Knap halvdelen er fra Syrien, efterfulgt af Afghanistan. Samlet set er 88 pct. af de ankomne fra verdens 10 flygtningeproducerende lande.

Med fortsat konflikt i Syrien og Afghanistan – og mange andre steder – samt uro og manglende kapacitet i nærområderne og transitlande, kan vi forvente, at flygtningebevægelser mod Europa også fortsætter i år.

EU-respons er utilstrækkelig

Situationen i Europa må ses i lyset af den globale flygtningekrise, hvor antallet af flygtninge er rekordhøjt med 60 millioner mennesker. Langt de fleste af disse befinder sig uden for EU som internt fordrevne eller i nærområderne, særligt Tyrkiet, Pakistan og Libanon. Dette sætter Europas problemer i perspektiv, men løser selvsagt ikke, hvordan EU skal håndtere sin andel.

Indtil videre har EU’s respons været utilstrækkelig. Aftalen om at omfordele 160.000 asylansøgere mellem medlemsstaterne, som kom i stand i september sidste år, har i skrivende stund kun resulteret i 885 omfordelinger og har mødt udbredt modvilje i mange medlemsstater.

Det gav en dominoeffekt

I stedet har en række europæiske lande indført midlertidig grænsekontrol og opført grænsehegn ved Schengens ydre grænser for helt håndgribeligt at forhindre flygtninge og asylansøgeres indrejse i deres lande.

Resultatet er en dominoeffekt, hvor flygtninge og asylansøgere skubbes videre til endnu ikke lukkede områder eller Schengens yderområder. Flygtningelejren i den græske by Idomeni mellem Grækenland og Makedonien er et eksempel, hvor 14.000 flygtninge – inklusive familier med små børn – opholder sig under kummerlige forhold, efter at Makedonien har lukket grænsen.

Mange af de overordnede bud på at løse flygtningesituationen i Europa har fokus på at ”stoppe huller” eller lukke EU’s ydre grænser. Sidste år foreslog EU-Kommissionen at styrke EU’s grænseagentur Frontex ganske gevaldigt, og tidligere i marts blev det aftalt, at Nato skal deltage i patruljeringen af Middelhavet i samarbejde med Frontex.

Nye udfordringer på banen

Efter topmødet mellem Tyrkiet og EU 7/3 kunne rådsformand Donald Tusk så fortælle, at Tyrkiet har indvilliget i at modtage alle migranter, der pågribes i tyrkisk farvand, eller som er ankommet til Grækenland fra Tyrkiet og ikke vurderes at have brug for international beskyttelse. For hver tilbagesendt syrer skal EU så til gengæld modtage en syrer bosat i en flygtningelejr i Tyrkiet.

Umiddelbart kunne det lyde som en god aftale, og Tusk proklamerede da også, at aftalen vil betyde, at bådmigration mellem Tyrkiet og Grækenland bliver et overstået kapitel. Der er imidlertid en række problemer med denne model, og i løbet af den sidste uge er en række kritikpunkter og udfordringer da også bragt på banen.

Det gælder både i forhold til, hvordan aftalen konkret skal udmønte sig, herunder forhandlingerne med Tyrkiet og med EU-medlemsstaterne, og i forhold til implikationerne af at ville løse flygtningesituationen på denne måde. Den foreløbige aftale byder således på både politiske og praktiske udfordringer.

Kontroversielle spørgsmål

Tyrkiet kræver blandt andet visumfrihed til Schengen for sine 75 millioner statsborgere per 1. juni, genoptagelse af forhandlingerne om EU-medlemskab og har hævet prisen fra tre til seks milliarder euro. Disse krav vil ikke blive taget godt imod af alle EU-lande. Derudover er der et spørgsmål om, hvorvidt Tyrkiet udgør et sikkert land for tilbagesendte flygtninge og migranter.

Kritiske røster har sat et stort spørgsmålstegn ved dette, blandt andet udtrykt af den spanske udenrigsminister, UNCHR, og Amnesty International. Andre har rejst spørgsmålet om, hvordan tilbagesendelser og udvælgelser af syriske flygtninge rent praktisk skal finde sted. Set i lyset af den ufuldstændige implementering af hidtidige EU-tiltag, som for eksempel de såkaldte hotspots i Grækenland, er dette ikke en triviel bekymring.

Her skal man blandt andet huske, at kun 300.000 ud af de godt 2,5 millioner syriske flygtninge i Tyrkiet lever i flygtningelejre. Er det kun disse, der tages i betragtning i forhold til genbosætning til EU? Og hvilke EU-lande skal tage imod dem? Disse spørgsmål er som bekendt ganske kontroversielle i en europæisk sammenhæng.

Et beskyttelsesparadoks

Hvis vi nu for en stund lægger disse spørgsmål på hylden og antager, at det lykkes Det Europæiske Råd at få aftalen vedtaget, vil det så stoppe bådmigration til Europa? Også her er der grund til skepsis. Grundlæggende er den europæiske flygtningepolitik præget af, hvad der kan kaldes et beskyttelsesparadoks.

På den ene side har stater, der har underskrevet flygtningekonventionen, pligt til at behandle asylansøgninger indgivet på deres territorium (i EU skal asylansøgninger dog behandles i første indrejseland ifølge Dublin-konventionen).

På den anden side søger de europæiske lande at begrænse potentielle asylansøgeres adgang til Europa gennem restriktiv visumlovgivning og grænsekontrol, og derved begrænse asylansøgeres mulighed for at udøve retten til at søge asyl.

Længere og farligere rute

I praksis vil det sige, at flygtninge er henvist til at købe assistance fra menneskesmuglere med den konsekvens, at flugtruter bliver farlige og dyre for flygtninge, mens menneskesmuglernes ydelser bliver mere efterspurgte og lukrative. Hidtidige erfaringer med øget grænsekontrol og samarbejdsaftaler viser da også, at udvalgte ruter kan lukkes eller begrænses, men ikke forsvinder.

I stedet flytter de typisk et andet sted hen. Eller med andre ord: Kontrol og symptombehandling løser ikke flygtningesituationen. En forventelig konsekvens af at lukke ruten mellem Tyrkiet og Grækenland er derimod, at bådmigration mellem Libyen og Italien vil øges i løbet af de kommende måneder.

Denne rute er imidlertid både længere og farligere. Sidste år omkom mindst 3.771 mennesker på Middelhavet, heraf godt 75 pct. mellem Libyen og Italien. Dette gør Middelhavet til langt den mest dødelige flygtningerute i hele verden. Et resultat af EU-Tyrkiet-aftalen kan således betyde flere – ikke færre – døde på vej mod Europa. Forhåbentlig finder EU’s ledere en bedre model.