Kampen om Irans fremtid

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Når de iranske vælgere 26/2 går til stemmeurnerne, står der utrolig meget på spil. Præsident Rouhani og hans regering er ikke på valg. Det er parlamentet og det såkaldte Eksperternes Råd, som er til afstemning. Men det er i høj grad et valg for og imod Rouhani og hans politiske kurs: Skal Iran bevæge sig mod større åbenhed og dialog med omverden eller fastholde sin isolation og sit fjendskab overfor Vesten?

I øjeblikket er parlamentet domineret af stærkt konservative kræfter, som modarbejder Rouhanis pragmatiske politik med alle midler. De ønsker for alt i verden at undgå, at hans populære atomaftale skal åbne for politiske og sociale reformer i form af større ytringsfrihed, gennemsigtighed i retsvæsenet og et mere aktivt civilsamfund.

Omvendt vil et mere moderat parlament dels gøre resten af Rouhanis regeringstid lettere, dels bane vejen for, at han kan blive valgt til en anden præsidentperiode i 2017.

Mere kontroversielt end før

Det andet valg i dag er til Eksperternes Råd, en forsamling af 88 religiøst lærde, hvis opgave er at rådgive den øverste åndelige leder Ali Khamenei og vælge et nyt religiøst overhoved, den dag han falder fra. Eksperternes Råd vælges for otte år ad gangen, og da Ali Khamenei er 76 år gammel og ikke lever evigt, kan den næste valgperiode blive afgørende for, hvem der skal føre præstestyret og den islamiske revolution videre. Derfor er det valg mere kontroversielt end nogensinde.

Præsident Rouhanis moderate regering har skabt resultater. Efter 12 års international krise om Irans atomprogram lykkedes det den 14. juli 2015 at skabe en aftale, og i januar blev de økonomiske sanktioner – pålagt af FN, EU og USA’s såkaldte sekundære sanktioner – løftet, hvorefter Rouhani tog på charmeoffensiv i Italien og Frankrig og indgik handelsaftaler for intet mindre end 375 mia. kr.

Kritik fra hardlinerne

Hvor de reformvenlige og moderate kræfter i Iran ser atomaftalen og ophævelsen af sanktionerne som en hårdt tiltrængt start på et nyt kapitel, en styrkelse af Irans internationale legitimitet og som helt afgørende for landets økonomi, advarer hardlinerne mod Vestens forsøg på at ”infiltrere” landet.

De har ingen tillid til, at USA vil leve op til sin del af atomaftalen, og synes, at Iran har solgt sig selv for billigt. Da parlamentet skulle vedtage atomaftalen i oktober, blev atomforhandlerne kaldt ”landsforrædere”, mens chefen for Irans atomenergiagentur Ali Akbar Salehi blev truet på livet.

Hardlinernes kritik bunder i en ideologisk modstand mod Vesten. De frygter, at den økonomiske liberalisering vil undergrave Irans uafhængighed og egen produktion. Handelsaftalerne »kan resultere i en ødelæggelse af landets økonomi, produktion og job«, som den konservative avis Hemayat skrev for nylig. Dele af den politiske elite, bl.a. omkring den magtfulde revolutionsgarde, har desuden tjent penge på sanktionerne.

Rouhanis akilleshæl er stadig den iranske økonomi og at afbalancere befolkningens forventninger. Da Rouhani blev præsident i 2013, havde Iran en negativ vækst på syv pct., en inflation på op mod 40 pct. og valutakurser i frit fald. I 2014 var der derimod en moderat vækst på to pct., inflationen faldt til ca. 20 pct., og valutakurserne blev stabiliserede.

Stor folkelig opbakning

I efteråret 2015 var væksten igen negativ, og selv om det strømmer ind med europæiske handelsdelegationer, og Teherans børsmarked reagerede meget positivt, da sanktionerne blev hævet, kan det tage flere år, før befolkningen reelt kan mærke den store forskel.

Selvom Rouhani nyder stor opbakning – i en nylig meningsmåling fra 82 pct. af befolkningen – siger 57 pct. i samme måling, at Rouhani ikke har været i stand til at reducere arbejdsløsheden, og under halvdelen (47 pct.) mener, at økonomien er blevet bedre efter atomaftalen.

Valgdeltagelse alfa og omega

Hardlinerne bruger derfor enhver chance til at stille spørgsmålstegn til, hvad Rouhani overhovedet har udrettet: »Recessionen bliver forværret og arbejdsløsheden højere dag for dag,« som den ultrakonservative avis Keyhan skrev. Rouhanis udfordring er derfor både at fastholde sit valgslogan om håb og samtidig afkræve den hårdt prøvede befolkning mere tålmodighed.

En ting er alle politiske aktører enige om: Valgdeltagelsen er alfa og omega. For den øverste åndelige leder Ali Khamenei og hardlinerne vil en høj valgdeltagelse fremhæve systemets, den Islamiske Republiks, legitimitet, ikke mindst udadtil: »Hver eneste stemme vil være en torn i øjet på det islamiske Irans fjender,« sagde en leder af fredagsbønnen for to uger siden.

Selvom den islamiske republik er et autoritativt regime, er selv den øverste leder Khamenei stadig stærkt afhængig af folkets opbakning. Af samme årsag har nogle reformvenlige opfordret folk til at boykotte valget for at vise sin modstand over for regimet. Men majoriteten af de moderate og reformvenlige kræfter opfordrer folk til at stemme. Hvis valgdeltagelsen bliver høj, vil det med stor sandsynlighed bringe flere moderate kræfter i parlamentet.

99 pct. blev diskvalificeret

At finde frem til de reformvenlige og moderate kandidater bliver dog ikke nogen nem sag. Alle kandidater skal godkendes af det konservative Vogternes Råd, og de har gjort deres til at indsnævre feltet. Ud af 3.000 reformvenlige kandidater blev 99 pct. diskvalificeret i første omgang, og yderligere 4.000 kandidater blev også diskvalificeret. Efter højlydte protester, bl.a. fra præsidenten, blev 1500 dog godkendt alligevel.

De små fordele

Selv i de valgkredse, hvor der ikke er nogen reformvenlige eller moderate kandidater at vælge imellem, opfordrer Rouhani og hans støtter befolkningen til at stemme på de mest pragmatiske af de konservative.

Som Rouhani sagde ved en tale den 8. februar: »Vi ved, at hvis vi stemmer, vil vi få en fordel – selv hvis den er lille – men ved ikke at stemme, så ved vi med sikkerhed, at det vil have en skadelig indvirkning på os, og (...) i den situation bør vi vælge de små fordele.«

Intens konkurrence

Rouhani har helt eksplicit gjort valgene i dag til et valg for håb og imod ekstremisme. Og ekstremismen er i klar iransk erindring. Perioden fra 2009 til 2013 – de sidste fire med Ahmadinejad som præsident – er et af de mest barske kapitler efter den islamiske revolution præget af hårdhændet intern politisk undertrykkelse og international isolation, sanktioner og militære trusler.

Et af de store spørgsmål er derfor også, i hvor høj grad valgene i dag faktisk bliver retfærdige, eller om systemet føler sig så truet af Rouhanis popularitet, at det tillader decideret valgsvindel, ligesom det var tilfældet ved præsidentvalget i 2009. En ting er sikkert: Iranske valg er altid både stærkt uforudsigelige og – på trods af deres delvist udemokratiske karakter – båret af intens konkurrence.