*

International debat

Putin udmanøvrerer EU og USA

Mens en historisk svag præsident i Det Hvide Hus – og et på alle felter handlingslammet EU – søvngængeragtigt fortsætter sanktionskursen over for Rusland, mens man virkelighedsfjernt og rygklappende forsikrer hinanden om, hvor storartet det hele virker, har præsident Putin i månedsvis succesrigt været travlt beskæftiget med at åbne nye markeder, afsøge nye muligheder – og finde nye, overraskende venskaber.

Putin er stille og roligt, men effektivt, ved at udmanøvrere EU og USA i forholdet til Kina, i forholdet til Indien og i forholdet til de væsentlige aktører i Mellemøsten.

Medierne her til lands gjorde ved årsskiftet intet ud af, at Rusland og Indien – sidstnævnte verdens hurtigst voksende økonomi – indgik en gigant-aftale om civilt og militært partnerskab. Fra 16-punkts aftalen, som lige før nytår blev befæstet i Moskva mellem Putin og Indiens premierminister, Modi, kan nævnes, at Rusland skal opføre 12 kernereaktorer i Indien. Der indledes et storladent produktionssamarbejde om Karnov 226-helikopteren, ligesom der gennemføres en række fælles militærøvelser; der samarbejdes om jernbanedrift og solenergi, og et frit handelsmarked er på vej de to lande imellem. Yderligere har Rusland lovet at støtte Indiens ønske om at blive permanent medlem af FN’s Sikkerhedsråd.

Jeg anser det for givet, at den nye amerikanske præsident vil ændre forholdet til præsident Putin og Rusland.

I løbet af præsident Putins regeringstid er det tidligere anspændte forhold mellem Rusland og Kina blevet helt forandret, og kan i dag beskrives som venskabeligt. Der er allerede stærke økonomiske bånd landene imellem, og der arbejdes frem mod frihandel. Statsminister Medvedev var i december på officielt besøg i Kina, hvor han og hans kinesiske modpart, Li Keqiang, satte nyt liv i Eurasian Economic Union, mens der blev underskrevet energimæssigt samarbejdsaftale mellem mastodonterne Gazprom og China National Petroleum Corporation. Nogle måneder forinden var Kinas præsident Xi æresgæst ved militærparaden på Den Røde Plads i Moskva.

I Mellemøsten har det længe været et accepteret faktum, at Putin skal med, hvis noget skal ordnes, mens såvel USA som EU har udspillet deres roller. I årtier har USA været den eneste mulige mægler i den alenlange konflikt, men i dag lytter Israel ikke længere til USA. Obama har ikke sat sig ét spor i den konflikt, kan overhovedet ikke tale med Israels statsminister, Netanyahu, og alle ser frem til præsidentskiftet. Tidligere kunne Europa nok spille en rolle, men i dag er EU decimeret til naiv økonomisk sponsor for det palæstinensiske selvstyre og Hamas.

Putin er ven med alle

Putin, derimod, klarer med udsøgte diplomatiske evner på en gang at være ven med al-Assad i Syrien, med Iran, med Egypten og – surprise! – med Israel. Putin støttede varmt Israels ”Operation Protective Edge” mod Hamas, og var i 2005 den første russiske præsident, som besøgte Israel. Han vendte tilbage i 2012 og har etableret et storartet forhold til Netanyahu. Den frygt, Israels luftvåben i en periode havde for Syriens russisk producerede S-400 missiler, har man ikke længere. Efter Netanyahus besøg i Moskva i fjor kunne han vende hjem med Putins forsikring om, at Syriens sydlige luftrum stadig var ”sikkert land” for israelske jagerfly på jagt efter Hizbollah-terrorister.

Israel har på sin side ikke kritiseret Ruslands linje over for Ukraine. Det er ikke faldet israelerne svært, eftersom der i landet er vældig vrede over den antisemitiske tendens, man oplever fra politikerne i Ukraine. Mange ukrainske jøder er således nu ved at bryde op og sætte kursen mod Israel.

Med alt dette in mente er det min opfattelse, at man fra de europæiske landes side nu alvorligt må overveje at sadle om i forholdet til Rusland. I USA foregår de samme overvejelser – og jeg anser det for givet, at den nye amerikanske præsident vil ændre forholdet til præsident Putin og Rusland. Det er en simpel nødvendighed for amerikanerne, hvis de da fortsat agter at være verdens væsentligste supermagt.

Søren Espersen (DF) er formand for Det Udenrigspolitiske Nævn
Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Nyhedsbreve
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Blogs

Blog: Den hårde tone fører til politisk vold

David Trads
Hvem har ansvaret for den alt for hårde tone? Det har en alliance af Dansk Folkeparti, Trykkeselskabet, Den Korte Avis og enkelte andre politikere og erhvervsfolk. De radikaliserer.

Blog: Hvorfor vil alle gakkerne legalisere hash?

Rune Toftegaard Selsing
Et ret ligegyldigt emne som narkotika er omgærdet af et stort hysteri, fordi principdyrkelsen har taget overhånd.

Blog: Skandaløs dækning af Brexit

Morten Uhrskov Jensen
Mere fordomsfuldt og uprofessionelt end DR og TV2 News bliver det ikke. En ynk på en meget vigtig aften.
Kommentarer

Kommentar: Nu kommer danskerne ind på de store scener

CHRISTIAN THYE-PETERSEN
Det danske fodboldlandshold kunne ikke spille sig blandt de 24 bedste i Europa, men i den kommende uge træder to danskere ind på de store scener, skriver sportsredaktøren.
Annonce
Annonce
Troels Henriksen: "Jeg ser ikke Messis stop på landsholdet, som værende 100 procent sikkert"
Lionel Messi stopper på det argentinske fodboldlandshold i en alder af bare 29 år. Højst overraskende mener Troels Henriksen sportsjournalist på Jyllands-Posten. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her