Terrorangrebet får kun begrænset effekt

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Mordet på 127 uskyldige mennesker i Paris af en flok jihadister har atter chokeret franskmændene og ført til en ny runde solidaritet, sjælegranskning og vrede. Men når alt kommer til alt, så kan islamistisk vold mod vesterlændinge snævres ind til to nøglespørgsmål: Hvor meget kommer den seneste ugerning til at påvirke holdningen blandt befolkningen? Og vil etablissementet forsat lukke øjnene for virkeligheden?

Disse to spørgsmål indikerer, at folket og eliten bevæger sig to forskellige retninger – førstnævnte mod højre, sidstnævnte mod venstre.

En begivenhed som den i Paris har potentiale til for alvor at påvirke det politiske arbejde, men uoverensstemmelsen mellem de to grupper udhuler momentummet.

Modstanden mod islamister og islam stiger blandt befolkningen, når dødstallene bliver høje nok. Terrorangrebet i USA den 11. september 2001 skiller sig ud, fordi der var næste 3.000 ofre, men mange andre lande er også blevet ramt hårdt: Australien i forbindelse med terrorangrebet på Bali i 2002, Spanien i forbindelse terrorangrebet i 2004, Rusland i forbindelse med skolemassakren i Beslan i 2004 og England i forbindelse med terrorangrebet i London i 2005. Men det er ikke kun antallet af ofre, der spiller ind. Andre faktorer kan øge betydningen af et terrorangreb. For ekspempel hvis 1) der er tale om kendte personer – som Theo van Gogh i Holland og Charlie Hebdos redaktion i Frankrig, 2) ofrene har en særlig professionel baggrund – f.eks. soldat eller politibetjent, eller 3) angrebet sker i forbindelse med en højt profileret begivenhed, som f.eks. terrorangrebet under maratonløbet i Boston.

Ud over de 27.000 angreb på verdensplan, som er blevet kædet sammen med Islam siden terrorangrebet den 11. september 2001, er der sket en stor stigning i antallet af ulovlige immigranter fra Mellemøsten, som skaber en følelse af sårbarhed og frygt. Det er et skråplan, og der er ikke længere nogen, som siger “Engang var jeg bekymret for islamisme, det er jeg ikke mere.”

Etablissementet lader, som om det tror på en mystisk virus kaldet voldelig ekstremisme, som tilsyneladende kun rammer muslimer, og som får dem til at begå tilfældig og barbarisk vold. Af de mange absurde udtalelser, som politikere er kommet med gennem tiden, er min absolutte favorit Howard Deans.

Den tidligere guvernør i staten Vermont i USA sagde følgende om jihadisterne, der angreb Charlie Hebdo: »De er omtrent lige så meget muslim, som jeg er.«

Denne form for foragt mod den almindelige sunde fornuft har overlevet alle de grusomheder, vi har været vidne til, og Paris er ingen undtagelse. Kun et meget større dødstal kan få eliten til at holde med at benægte, at der er en islamisk komponent i de angreb, vi ser.

Denne indgroede vane har haft den konsekvens, at der ikke er blevet lyttet til den almindelige vælgers holdninger, og at deres frygt ikke tages alvorligt. Derfor har vælgernes holdning heller ikke fået ret stor indflydelse på den politik, der bliver ført.

Bekymringer om sharia, voldtægtsbander, eksotiske sygdomme og blodbad bliver i stedet afvist med beskyldninger om racisme og islamofobi – som om mudderkastning løser noget som helst.

Det mest overraskende er dog, at elitens modsvar på befolkningens bevægelse mod højre er at bevæge sig til venstre. Der bliver opfordret til mere immigration fra Mellemøsten, der bliver udarbejdet love, der skal forhindre folk i at udtale sig kritisk om islam, og islamister beskyttes i højere grad.

Dette mønster påvirker ikke kun prominente figurer på venstrefløjen, men i stigende grad også på højrefløjen, som f.eks. Tysklands Angela Merkel.

Kun de østeuropæiske ledere som Viktor Orbán i Ungarn giver sig selv lov til at tale ærligt om de virkelige problemer.

Det er ikke sikkert, at Viktor Orbáns Ungarn holder ret længe i EU. Eller er han godt på vej til at blive unionens fremtidige leder?

På sigt vil vælgernes holdninger blive hørt, men først efter flere årtier, og til den tid svagere, end det demokratisk set burde have været tilfældet.

Hvis vi sætter myrderierne i Paris ind i denne kontekst, så vil vi sandsynligvis se, at det får befolkningens holdning og etablissementets politik til at stritte yderligere i hver sin retning. Derfor får terrorangrebet i Paris kun en begrænset effekt.

Daniel Pipes (DanielPipes.org, @DanielPipes) er direktør for den amerikanske tænketank Middle East Forum